DANSK-KINESISK FORENING
Et forum for Kina interesserede
KINAKANALEN
 
Indhold i KINABLADET nr. 16 Vinter 2002
Kinabladet
Foreningen udgiver tidsskriftet, KINABLADET, der udkommer fire gange om året med artikler, reportager og interviews om kinesiske forhold og dansk - kinesiske forbindelser med masser af læsestof om "Riget i Midten".
Bladet er gratis for medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening
Abonnement på bladet kan tegnes ved henvendelse til redaktionen
Ny kinesisk ambassadør
Kina har fået ny ambassadør i Danmark, Zhen Jianguo.
Han udmærker sig ved at tale et ubesværet dansk. Han har i to omgange arbejdet på den kinesiske ambassade i København. Han har en dansk universitetsbaggrund, idet han som 18-årig i oktober 1964 sammen med fire andre kinesere kom til Danmark for at studere på Københavns Universitet. I tre år studerede han dansk sprog, dansk litteratur og dansk historie. I et par måneder supplerede han sine studier med et ophold på Askov Højskole.
Kina er inden for det sidste års tid blevet medlem af Verdenshandelsorganisationen WTO, og Beijing er blevet udpeget til at være værtsby for De Olympiske Lege i 2008, og desuden kvalificerede Kina sig til VM i fodbold, dog uden at score et eneste mål, men det var første gang, Kina kvalificerede sig til denne konkurrence.
” Medlemskabet af WTO og værtsskabet for OL er en anerkendelse fra verdenssamfundet”, siger den ny asmbassadør i et interview med Kinabladet. ”Engang blev Kina betragtet som Østens syge mand, som udenlandske magter kunne tyrannisere. Sådan er det ikke mere. Udviklingen har gjort Kina til et åbent samfund, der har vist vilje til at deltage i internationalt samarbejde”.
Foruden erhvervskarrieren vil Sai-chiu Van blive husket for sin rundhåndede økonomiske hjælp til kinesere, der ville studere i Danmark, og en omfattende støtte til det dansk-kinesiske kulturelle samarbejde. Hjælpen tog efterhånden en fast form gennem oprettelsen af Daloon Fonden, som både kinesere og danskere har nydt godt af. Kinabladet kan takke ikke mindst Daloon Fonden for sin eksistens og udvikling.
Børnebegrænsning uden tvang
I over tyve år har Kina haft det, der populært kaldes en etbarnspolitik.
I september 2002 trådte den første landsdækkende lov om familieplanlægning i kraft i Kina (omtalt i Kinabladet nr. 15). Samtidig har FNs Befolkningsfond i Kina i samarbejde med de kinesiske myndigheder i 32 amter gennemført et projekt, der blandt andet har til formål at undgå tvang ved gennemførelse af etbarnspolitikken. FNs Befolkningsfond i Kina ledes af danskeren Siri Tellier, der i et interview med Kinabladet fortæller om familiepolitikkens virkninger og om FN-projektet.
De kinesiske myndigheder er overbevist om, at de af hensyn til landets udvikling må holde fast ved børnebegrænsningen. Det er en kendsgerning, at der er sket overgreb, når en lokal familieplanlægningsarbejder kunne risikere at blive fyret, hvis der inden for hans distrikt blev født flere børn end planlagt, altså hvis den fastsatte kvote for fødsler inden for et år ikke blev holdt. Det er dette kvotesystem, Befolkningsfonden arbejder på at få ændret.
De foreløbige resultatet af FN-projektet er opmuntrende, fortæller Siri Tellier. ”Jeg mener, at vores projekt har været med til at vise, at familieplanlæggerne godt kan lægge deres arbejdsmetoder om, og at man kan indføre børnebegrænsning ad frivillighedens vej uden at risikere, at befolkningstilvæksten løber løbsk”.
Et konkret resultat af forsøgsprojektet er, at i tre provinser har regeringerne besluttet at ophæve systemet med kvoter –begyndelsen til en mildere form for familieplanlægning – fra forsøgsområderne til hele provinsen.
Nye store muligheder for dansk erhvervsliv
Kina blev den 1. januar 2002 medlem af Verdenshandelsorganisationen (WT0).
Det vil medføre øget samkvem mellem Danmark og Kina og give dansk erhvervsliv nye muligheder i Kina, fortæller handelsråd ved den danske ambassade i Kina, Carsten Boyer Thøgersen.
Blandt de vigtigste resultater af medlemskabet er, at der indføres toldnedsættelser og fastsættes kvoter for, hvor meget der må eksporteres eller importeres af bestemte varer. Det giver fordele og ulemper for de enkelte lande, men plusserne er de fleste, både for Kina og for Danmark og de øvrige EU-lande, fastslår Carsten Boyer Thøgersen.
Minusserne drejer sig for Kinas vedkommende ikke så meget om selve medlemskabet som om konsekvenserne af medlemskabet.
” Det er de konsekvenser, som en øget økonomisk og handelsmæssig aktivitet kan have, fx i form af manglende overholdelse af miljøreglerne. Mange steder er der slidt vældig meget på miljøet”.
Det kinesiske landbrug må betale en del af prisen for medlemskabet, blandt andet fordi Kina ikke hvad korndyrkning angår kan konkurrere prismæssigt med de store effektive landbrug i USA.
For dansk industri betyder medlemskabet, at det kinesiske marked bliver mere gennemsigtigt.
” I og med at det kinesiske marked bliver større, kan udenlandske forretningsfolk også etablere egen produktion i Kina og producere til det kinesiske marked”. 
Farvel til Danmark
En dansk tekstilimportør, Ulf Timmermann, har sagt farvel til Danmark og flyttet sit firma til den østkinesiske by Hangzhou.
Som flere og flere danske forretningsfolk har han øjnene rettet mod de store muligheder på det kinesiske marked. Den 51-årige forretningsmand har i 15 år, med hovedsæde i København, importeret tøj fremstillet af silke og hør, fra Kina og videreeksporteret det til lande i Europa. Importen af andet tøj var underkastet kvoter, men det ophører nu, fordi Kina er blevet medlem af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det betyder, fortæller Ulf Timmermann, at den begrænsning, som kvotesystemet har lagt på udviklingen af stoffer og garner i Kina, gradvis vil blive ophævet.
En medvirkende årsag til, at Ulf Timmermann har flyttet til firma og sig selv til Kina, er, at det kinesiske hjemmemarked på grund af den stigende levestandard er blevet attraktivt for kinesiske producenter. Allerede nu er der 200-300 millioner købedygtige kinesere, som efterspørger kvalitetsvarer, fortæller Ulf Timmermann. Det er for at få andel i dette voksende marked, at han er flyttet til Hangzhou, så han kan følge udviklingen, ikke mindst den skiftende mode, på nærmeste hold.
Ingen grund til bekymring
En kinesisk topøkonom, professor Zhou Dunren fra Fujian Universitet i Shanghai, gav sin vurdering af Kinas økonomiske situation og udsigter på et seminar, som NIAS (Nordisk Institut for Asien Studier) og Centret for Asienforskning ved Copenhagen Business School arrangerede i oktober i København. Professorens konklusion var, at der ikke er grund til bekymring. Med et lidt usikkert aktiemarked, et banksystem, der ikke er stabilt nok, en korruption, der er omfattende nok til at påvirke hele økonomien, og en vækstrate, der ikke er så høj som i 90’erne, og som nogle eksperter sætter spørgsmålstegn ved, er der så dårlige udsigter, spurgte professoren. Nej, svarede han. Kinesisk produktion vil blive ved med at stige de kommende år. Det helt afgørende er social stabilitet, som kommer af politisk stabilitet, og politisk stabilitet kommer af stabilitet i topledelsen. Arbejdsløsheden kan true den sociale stabilitet, men den modvirkes i nogen grad af de store antal servicejob, der er opstået de senere år i små virksomheder, som ikke tæller med i statistikken.
At have og ikke have
De økonomiske og andre reformer i Kina de sidste tyve år har medført en stærk stigning i levestandarden for befolkningen som helhed.
Men samtidig er kløften mellem rig og fattig blevet uddybet, skriver journalisten og forfatteren Ma Jisen, Beijing, i en artikel til Kinabladet om de sociale forskelle i dagens Kina. Som eksempel nævner hun en 16-årig pige fra en landsby uden for Chongqing. Hendes ar har på grujnd af astma ikke kunnet arbejde i flere år, så familien havde ikke råd til at lade hende gå i gymnasiet. Men da hun var en dygtig eleve, blev hun udvalgt til at gå i hongzhi-klassen i en skole i Chongqing. Hongzhi-klasser er oprettet for fattige elever, der har bestået adgangseksamen til gymnasiet. De får i statsstøtte 6000 yuan (ca. 6000 kr.) i alt til de tre gymnasieår.
Som kontrast nævner Ma Jisen, at en af hendes venner overvejer, om hun ikke bør sende sit barnebarn på kostskole i en forstad til Beijing. Det vil koste 20.000 yuan (ca. 20.000 kr.) om året. Hendes mand arbejder i bygningsindustrien og tjener mange penge.
Et andet eksempel er en regning fra en festmiddag på en af Beijings dyre restauranter, hvis vægged er dekoreret med bladguld. Hver kuvert kostede 5000 yuan!
Katten og vejen til visdom
Jette Mchlenburgs anmeldelse af Kwong Juen Shan:
” Katten og Tao” med tegninger af tegnerens kat kombineret med kinesiske filosofiske sentenser. ”En umådeligt køn og fin lille bog, som man, uden at være vild med katte, og uden den store viden om tao ikke kan undgå at tage til sig”, hedder det i anmeldelsen.
Yangzhous historiefortællere
Rikke Agnete Olsens anmeldelse af Vibeke Børdahls og Jette Ross’ bog ”Chinese Storytellers”,
der på engelsk og kinesisk fortæller om historiefortællerne i Yangzhou i Østkina, deres historie, arbejdsmetoder og uddrag af deres fortællinger. Bogen er rigt illustreret af fotograf Jette Ross. Til bogen medfølger en cd-rom og video med optagelser fra Yangzhou og historiefortællernes forestillinger. ”Dette er en vidunderlig bog, som må kunne finde et stort publikum, også uden for snævert kinainteresserede kredse”, hedder det i anmeldelsen.
Læs mere om "Historiefortælling her

Om at forstå Kina
Lektor Mette Thunøs anmeldelse af Edward Shaughnessy: Kina – Dragens Rige.
Med denne bog ”har vi endelig på dansk fået et oversigtsværk, der på smukkeste vis forener velskrevne artikler om fortidens Kina med flotte farveillustrationer af mange nyere arkæologiske fund i Kina”, hedder det i anmeldelsen. Bogens forfatter henviser til ”vigtigheden af at forstå Kinas fortid for at kunne forstå kineserne i dag og ikke mindst nutidens kineseres polemiske brug af fortidens symboler og arkæologiske fund”, hedder det i anmeldelsen. ”Jeg kan kun give ham ret i vigtigheden af at begribe Kinas fortid for at kunne gennemskue, hvem kineserne og Kina er i dag, og den videnskabelige og pædagogiske tilgang til dette værk kan kun bidrage hertil”.
Zhang Yimou i København
En af Kinas mest berømte filminstruktører, Zhang Yimou, besøgte København i september 2002 i forbindelse med en kinesisk filmuge. Der blev vist 11 kinesiske film. I en artikel i forbindelse med besøget gennemgåes Zhang Yimous filmsucces’er siden debuten i 1982 med ”De Røde Marker” og til ”Xingfu shiguang”, der kom i 2000 og handler om venskabet mellem en blind pige og en arbejdsløs mand.

En rejse på Verdens Tag
Geografen og kinakenderen Kjeld Allan Larsen var i jjuli 2002 på en rejse i Qinghai-provinsen i Kina.
Han skriver om sit møde med munke og nomader, specielt om en munk, som han tilbragte en uge sammen med. I artiklen fortælles om livet i klostrene, buddhismen, kunsten osv. ”Det er tydeligt, at klostrene og klosterlivet har fået en kraftig opblomstring efter billedstormerperioden under Kulturrevolutionen. Store summer er anvendt til klostrenes renovering og udsmykning. De største summer kommer fra provinsregeringen via centralregeringens budget. Klostrene lever tillige af entréindtægter, og munkene får almisser af lokalbefolkning”, skriver Kjeld A. Larsen. Han omtaler en debat om modernitet og tradition i Tibet. Debatten udspringer af to artikler i ”Qinghai Tibetan News”, skrevet af en tibetaner, der skriver, at de to vidensriger, det religiøse og det verdslige, skal adskilles totalt, såfremt det tibetanske samfund skal have en chance for at udvikle sig, blive moderne og dermed overleve.
Langt fra virkelighedens Tibet
Flemming Poulsens anmeldelse af ”Tibetanske Hjerter” af fotografen Marianne Leth og journalisten Irene Greve.
Hvis man forventer at få noget konkret at vide om tibetanernes tilværelse under kinesisk styre bliver man skuffet, hedder det i anmeldelsen. De to forfattere ”serverer ikke ret meget andet end velkendte politiske, antikinesiske slagord, udokumenterede påstande om kinesisk terror og stærk følelsesbetonede, næsten grådkvalte, fraser om tibetanerne, der ’har givet mig et stykke af deres sjæl, og hver og en har en plads i mit hjerte’. Med de ord slår Marianne Leth tonen an, men de har ikke meget med den tibetanske virkelighed at gøre”, hedder det i anmeldelsen. Bogen agiterer for et selvstæn- digt Stortibet, men i anmeldelsen gøres opmærksom på, at Dalai Lama, der har skrevet et forord til bogen, udtrykkeligt har sagt, at han ikke ønsker at løsrive Tibet fra Kina, men blot ønsker et ”ægte selvstyre” for alle tibetanske områder i Kina.
Fødselskontrol i Tibet
Anders Højmark Andersen kritiserer i et indlæg Kinabladets gengivelse (i nr. 15, efteråret 2002) af en rapport fra et amerikanskledet forskerhold om fødselskontrol i Tibet.
Han oplyser, at han har berørt emnet under feltarbejde i forbindelse med et antropologisk speciale om Tibet for Københavns Universitet. Anders Højmark Andersen er formand for Støttekomiteen for Tibet, der ifølge sin hjemmeside støtter ”tibetanernes ikke-voldelige kamp for frihed og uafhængighed”.
Kinabladets omtale af rapporten ”giver indtryk af, at der ikke er en egentlig fødselskontrolpolitik i Tibet, og at familieplanlægning finder sted uden tvang. Forskerholdets rapport skal ses i lyset af, at dets leder, antropologen Melvyn Goldstein, som Kinabladet korrekt kalder en ”anerkendt kapacitet hvad angår Tibet-forskning”, også er uhyre kontroversiel”. Han deltager aktivt i den politiske debat og argumenterer fx, at tibetanerne bør opgive ethvert krav om politisk selvstyre. Blandt Tibetforskere er han kendt for systematisk at undgå kritik af den kinesiske politik, hvilket har skaffet ham unik adgang til at lave feltstudier i Tibet, skriver Anders Højmark Andersen.
Om sine egne optegnelser skriver han: ”Sterilisation og sene aborter udføres tit af mobile lægehold under sundhedsfarlige forhold, og der er mange beretninger om komplikationer, inklusive dødsfald, efter sådanne operationer. Kvinder bliver desuden ofte steriliseret ufrivilligt under hospitalsophold. Fra mine egne interviews i Tibet ved jeg, at mange tibetanske kvinder af den årsag undgår hospitaler, selv om de har råd til indlæggelse”.
Professortanker ved hotpot-bordet
Signe Overgaard studerer kinesisk ved Asien-instituttet i København. Hun var i 2001-2002 på studieopold i Chongqing i Sydvestkina.
Her lærte hun, ikke mindst takket være sin kinesiske professor, at spise hotpot: Denne kulinariske specialitet serveres i rigeligt mål i Congqings restauranter. Signe Overgaard skriver om hotpot (”jeg troede jeg var god til at spise stærkt krydret mad, men hotpotten slog alt, hvad jeg hidtil har prøvet”), at man kan putte lige hvad man har lyst til i en stor fedtet gryde fyldt med chili og sichuanpeber – indvolde, kødstykker, fisk, frøer og grøntsager af enhver slags.
Hendes professor skriver om at ”tage en svedekur” som beskrevet i legenderne. ”Efter den store svedetur, mens man er fuld, ög de mangefarvede neonlampers lys skærer hen over ansigtet på en som en kniv, så er det virkelig lidt af en bekymringsløs rejse. På dette tidspunkt bevæger sjælen sig ud af huden, man bliver fri om hjertet og galdeblæren, så er der lidt taoistisk filosofi over en, det nærmer sig lidt taoisme, så selv om hotpotten er lidt giftig, så har byboerne alligevel brug for den. Som franskmændene siger: himlen har da først virkelig en forgiftende effekt”.
Nyt om kinesernes liv og færden
Småt og stort fra kinesernes hverdag, fra eksamensnervøsitet over luftforurening til dyre bryllupper og internetbrugere.
Kina Kryds,
Dansk-Kinesisk Forenings aktiviteter
Kinesernes liv og færden
Kinabladet nr. 16 (Vinter 2002) er på 28 sider
Lagt på Hjemmeside den 25.11. 2002