DANSK-KINESISK FORENING
Et forum for Kina interesserede
KINAKANALEN
 
Indhold i KINABLADET nr. 22 Sommer 2004
Foreningen udgiver tidsskriftet, KINABLADET, der udkommer fire gange om året med artikler, reportager og interviews om kinesiske forhold og dansk - kinesiske forbindelser med masser af læsestof om "Riget i Midten".
Kinabladet er gratis for medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening
Abonnement på bladet kan tegnes ved henvendelse til redaktionen
Kina ændrer forfatningen
Kinas parlament – Den Nationale Folkekongres – holdt sin årlige samling i Beijing i marts 2004. Jørgen Delman, direktør for Nordisk Institut for Asien Studier (NIAS), og Mads Nyvold Christensen, hovedfagsstuderende, Statskundskab, Københavns Universitet, giver deres bud på, hvad der kom ud af det ti dage lange møde.
Folkekongressen vedtog som et af hovedpunkterne på sin dagsorden en række ændringer af forfatningen. Nye paragraffer vedrørende beskyttelse af den private ejendomsret og menneskerettigheder var de vigtigste. Den nye ledelse, som trådte til sidste år, har grund til at være tilfreds med den økonomiske udvikling, men det er ikke uden sociale omkostninger, specielt i landområderne.
Kina i femte gear
”Kinas Eksperimenter. Reformer og stormagtsstatus” er titlen på en bog skrevet af lektor Clemens Stubbe Østergaard, Aarhus Universitet. Den anmeldes af journalist Flemming Ytzen, Politiken. Bogen er absolut en udfordring til den dyne af vanetænkning, som i perioder har præget meningsdannelsen i Danmark omkring Kina, siden Sovjetunionens sammenbrud skabte et behov for især konservative meningsmagere for at finde et fjendebillede af noget, der smagte totalitært og stalinistisk og som derfor kunne anvendes i en hjemlig dagsorden.
Flere penge til forbrug
Artikel lånt fra det officielle kinesiske nyhedsmagasin Beijing Review. Fem beijingborgere, der præsenteres som ”ikke superrige” fortæller, hvad de bruger deres penge til. Deres månedlige indkomst er omkring 5000 yuan (ca. 3500 kr.). De bruger eller drømmer om at bruge deres penge på blandt andet udlandsrejser, uddannelse, underholdning, dyrt tøj, børnenes studier, ejerlejligheder, skønhedssaloner, biler.
Fra en landsbyskole i Kina –
til universitetsstudier i Odense

Den 23-årige Lu Aiping er vokset op i en landsby i Zhejiang-provinsen i Østkina. Hun gik i grundskole og juniormellemskole i landsbyen og derefter i senior mellemskole i en større by. Hun kunne især godt lide biologi. Hujn kom gennem nåleøjet til universitetet. I 2003 var hun blandt omkring 25 unge kinesere, der fik mulighed for at studere ved Syddansk Universitet i Odense. Her skal hun være i to år for at uddanne sig i biokemi. Derefter vil hun tilbage til Kina, fortæller hun, for hun er kineser, og Kina har brug for forskere.
Kinesisk digtere i Danmark
Der var dansk-kinesisk poesifestival i København og Århus fra 22. til 28. april 2004, arrangeret af Østasiatisk Institut ved Aarhus Universitet. Ti kinesiske digtere deltog sammen danske digtere. Der var oplæsning af både kinesiske digte, oversat til dansk i anledning af festivalen, og danske digte samt debat og symposium. Kinabladets medarbejder var med til nogle af arrangementerne. I forbindelse med festivalen er udgivet to bøger, en antologi, ”Nye kinesiske digte”, og ”Kineserne kommer!” med omtale af de kinesiske digtere og artikler om kinesisk poesi.
Den nye generation af kinesiske digtere
Tre af digterne ved poesifestivalen i København og Århus hører til den unge generation, samlet omkring tidsskriftet ”Underkroppen”. Kinabladets medarbejder talte med dem om deres tilværelse, arbejdsvilkår og digtning. Ligesom alle andre steder i verden i det svært for de unge digtere i Kina at finde et forlag, der vil udgive deres digte. En alternativ løsning for at få digtene ud til en større læserkreds er at lægge dem ud på Internettet. I tilslutning til omtalen af de unge digtere bringes et digt fra hver af dem
Utzons kinesiske inspiration
Den danske arkitekt Jørn Utzon hentede inspiration fra kinesisk arkitektur, da han lavede vinderprojektet i konkurrencen om et operahus i Sydney. Det kan man finde eksempler på ved at besøge kunstmuseet Louisiana ved Humlebæk i Nordsjælland. Her vises indtil 29. august 2004 udstillingen ”Jørn Utzon – arkitektens Univers”. Kinabladet har besøgt udstillingen.
Ambassadør Lin Hua
Syv kinesiske personligheder er blevet udpeget til at kaste glans over arrangementer i Kina i forbindelse med 200-året for H.C. Andersens fødsel. En af dem er den 77-årige oversætter Lin Hua i Beijing. Han må betegnes som selvskreven til det ærefulde hverv. Han har oversat alle H.C. Andersens eventyr direkte fra dansk og bidrager til 200-års fødselsdagen med en helt ny antologi i tre bind med et udvalg af alle dele af digterens righoldige produktion. Kinabladet har talt med ham.
Nye bestyrelsesmedlemmer
Hovedparten af referatet af Dansk-Kinesisk Forenings generalforsamling den 20. februar 2004 blev bragt i nr. 21 af Kinabladet. I nr. 22 bringes resten, bl.a. valg til bestyrelsen. Af de syv medlemmer var fire på valg. Hanne Nancke-Krogh og Henrik Strube blev genvalgt, nyvalgt blev Signe Overgaard og Shen Li. De tre øvrige bestyrelsesmedlemmer er Kjeld A. Larsen (formand), Gudrun Lindhard (sekretær) og Jette Mechlenburg.
Hård kamp om landbrugsjorden
Kinesiske landmænd er godt på vej til at tabe kampen mod luksusvillaer, golfbaner, skønhedssaloner, fitnesscentre og andre af den moderne tids opfindelser, der sluger den dyrkbare jord og fratager landmændene deres eksistensgrundlag. Forfatteren og freelance-journalisten Ma Jisen i Beijing giver eksempler på, hvordan private bygherrer i samarbejde med myndighederne omgår lovene og lægger beslag på sparsomme landbrugsarealer. I nogle tilfælde mister bønder al deres jord og har dermed ikke noget at leve af. Eksperter har peget på, at straffen for at forbryde sig mod jordlovene er alt for mild i forhold til de enorme profitter, de dømte har skaffet sig.
Mere frihed til sex
Sex var for blot få år siden et tabuemne i Kina, i hvert fald uden for hjemmets fire vægge. Sådan er det ikke mere. Kinesiske medier beskæftiger sig jævnligt med det der kaldes ”Kinas seksuelle revolution”. En livlig debat begyndte sidste år, da en medarbejder ved et livsstilsmagasin i Guangzhou i Sydkina fortalte meget åbenhjertigt på sin hjemmeside om sine seksuelle aktiviteter. Det friere sexliv har medført, at flere teenagere bliver gravide, og der er nu oprettet klinikker, hvor de kan henvende sig og få råd og dåd, eventuelt en abort. Sexologer, skolefolk og andre kræver mere undervisning i skolerne om seksuelle forhold.
Nyt om kinesernes liv og færden
Små og store begivenheder i kinesernes hverdag:150.000 gadebørn i Kina, 40 procent af landets byboer indånder alvorligt forurenet luft, flere kinesiske kommuner og provinser er begyndt at eksperimentere med friere arbejdstid. Hvert år kommer der næstene en kvart million udlændinge til Kina for at arbejde der. Osv.osv.
Desuden et kinesisk digt, en kinesisk talemåde samt en Kina Kryds og kommende arrangementer i Dansk-Kinesisk Forening.
Kinabladet nr. 22 (Sommerr 2004) er på
28 sider

Lagt på Hjemmeside den 29.05. 2004