Arkivernes detaljerede grusomhed

111111_frank_dikotter_maos_great_famine

 

Gjorde Mao Zedong og datidens partiledelse sig skyld i 30, 40 eller 50 millioner omkomne under det katatrofale Store Spring Fremad for et halvt århundrede siden. Skelsættende bog leverer skræmmende forklaringer. Kilderne er kinesiske.

Af Henning Høeg Hansen,

cand.scient.pol., forfatter

En af de vedtagne sandheder om Kina, som skribent efter skribent gentager i det uendelige, er sætningen om, hvor fantastisk det er, at den kinesiske ledelse har løftet flere hundrede millioner ud af fattigdommen gennem de seneste årtier. Det lyder naturligvis tiltalende og sympatisk, men efterlader den informerede læser med det ubesvarede spørgsmål: hvorfor udtrykkes der aldrig en tilsvarende glæde ved at områder som Singapore, Macau, Hong Kong, Taiwan og Sydkorea har løftet stort set alle deres fattige ud af fattigdommen?

Afspejler denne særlige ros til Kina for en trods alt noget begrænset succes, at skribenterne ganske enkelt er gennemgående fordomsfulde, når det kommer til kineserne i Kina?

Spørgsmålet er ikke centralt i den nye bog af Frank Dikötter om Det Store Spring Fremad, men ligger alligevel forklarende under overfladen: vi er på en måde vant til at ledelsen i Kina handler ud fra ideologiske motiver uden hensyn til omkostningerne og folket, og når så endelig der begynder at komme lidt realitetssans ind i styret, roser man det naturligvis for dets realitetssans.

Dikötter bringer os tilbage til en periode i Kina fra 1958 til 1962, hvor alle former for ideologi og utopier havde forrang for alle former for viden og erfaring. En periode, hvor et kilo ris ikke bare var et kilo ris, men tillige et våben i hænderne på nogen og fraværende i andres madskåle. Mad var ikke ernæring men magt.

Statistik for udøvede ideologer

Egentlig er det jo verdens mest simple ting. Man tager en rismark og vejer årets høst. Så måler man marken op, og via en division med henholdsvis hektar, li eller tønder land, kan man få et passende mål for årets høstudbytte. Dette udbytte kan så sammenlignes med naboens rismark, eller en rismark i den anden ende af Kina. Lægger man alle de oprindelige vejningsresultater sammen, får man i et givet år den samlede kinesiske udbytte af rismarkerne.

e15-829

Men under den kinesiske kampagne ’Det Store Spring Fremad’ blev der manipuleret med de statistiske oplysninger i et omfang og på en måde, der ikke alene påkalder sig analytisk interesse, men som tillige fik dødelige konsekvenser for masser af kinesere.

Udgangspunktet var, at Mao Zedong havde fået den egentlig meget rimelige ide, at han ville bringe Kina op i økonomiske omdrejninger, og at det skulle ske hurtigt. Målet var dog det fuldstændig urealistiske og fantasifulde, at Kina på udvalgte punkter skulle overhale Storbritannien i løbet af 15 år – en tidshorisont, der løbende blev reduceret.

De udvalgte punkter var primært landbrugsproduktionen. Inspirationen havde Mao fået efter et besøg i USSR, hvor ledelsen med Nikita Krustjov i spidsen havde sat sig for at slå USA på den industrielle produktion. Det var Sputnik-tider, og intet syntes umuligt. Men konklusionen vedr. Sputnik var egentlig en helt anden: at kun viden, teknologi og streng kontrol med udviklingen fører til det ønskede resultat.

’Det Store Spring Fremad’ var Maos forsøg på at løfte nationen ud af fattigdommen. Det skete ved at nedlægge det klassiske kinesiske landbrug i henseende til ejerforhold, vandingsmetoder, arbejdsindsats og produktionsformer. Det er denne fase i den kinesiske historie fra 1958 til 1962, som Frank Dikötter beretter om i sin nyeste bog.

Bogen gør ikke meget ud af det, men lad os lige se på udgangspunktet: Nationalproduktet (BNP) pr. indbygger i Kina var i 1960 1/15 af det britiske. Selv med den fantastiske kinesiske vækst er der siden 1960 ikke ændret afgørende ved dette forhold.

Bogen bør læses bagfra

Det er en bog, der bør læses bagfra, idet man med fordel kan begynde med at læse noterne og refleksionerne over kildematerialet på side 341 igennem inden man begynder på selve bogen. Her får man nemlig en ide om bogens utrolige karakter, idet den er baseret på primære kilder af kinesisk herkomst.

Dikötter har ikke brugt sit eget personlige arkiv, han har heller ikke brugt de omfattende arkiver i Taiwan, og han afviser i øvrigt at bruge vestlige arkiver på grund af deres usystematiske grundlag. Med andre ord: denne bog er en sammenskrivning af det materiale kinesiske myndigheder og enkeltpersoner selv producerede om perioden 1958-1962.

Beskrivelser af Kina har det med at falde i enten den grøft, hvor man priser at landet har bragt så mange ud af fattigdommen, eller i den grøft, hvor man overvejer, hvornår det lige i den økonomiske udvikling det er, at kravet om demokrati bliver uafviseligt. Men før sådanne overvejelser overhovedet kunne finde sted, var der et Kina hvor spørgsmålet var absurd.

Dikötter’s bog viser os, selv på det tidspunkt, hvor Kina var mest lukket, og selv i en situation, hvor man var ved at skabe et nyt menneske i ledelsens billede, var der alligevel noget, der svigtede fundamentalt: tilvejebringelse af pålidelige statistiske oplysninger. For hvis man omfordeler mad fra land til by, er det mest hensigtsmæssigt (også i en planøkonomi!) at man først ser en gris eller et kilo ris foran sig og dernæst lader det indgå i statistikken, inden det sendes ind til byen for at blive spist.

At gennemføre en planøkonomisk krævede enorme ressourcer: at fratage de kinesiske bønder det meste af deres afgrøde. De skulle indsamles, opbevares og distribueres efter politisk korrekte retningslinjer. Men Kina havde faktisk ikke kræfterne til at gennemføre dette eksperiment. Kollektiviseringen af landbruget krævede en gigantisk administrativ indsats. Den kinesiske regering kunne i praksis slet ikke kontrollere denne proces.

Selv importen af flere hundrede tusinde lastbiler var ikke tilstrækkeligt til at indsamle og uddele hele landets høst. Bilerne brød sammen, og der manglede benzin. Togene fungerede ikke særlig godt, og på oplagspladserne herskede ikke partiet, men rotter og insekter. Hertil kom, at store mængder af afgrøderne blev solgt til USSR og Østtyskland, samt at den kinesiske ledelse af politiske grunde ønskede at skænke bl.a. Albanien store mængder gratis fødevarer.

Helt grotesk blev det, når Kinas ledelse fortalte befolkningen, at der var mad nok til alle. Visse steder i de store byer var der så at sige mad nok – ikke kun den falske statistiske verden, men tillige i de reelle lagre. Så man åd sig gennem bjerge af mad og glædede sig over at Kina var blevet så rigt et land, at man kunne tillade sig at smide mad væk, og presse børnene til at spise noget mere.

Det gennemkollektiviserede Kina fik på en måde afskaffet pengeøkonomien, og i stedet kom der en økonomi baseret på særlig hvede og ris. Opgiver man at lade markedskræfter sørge for transporten af den nødvendige mad til byerne, skal der opfindes andre metoder.

En af bogens svagheder er, at den overhovedet ikke giver nogen ide om sådanne fortidige forhold. Det kan lejlighedsvis være svært på det overordnede plan helt at forstå den fortid de kollektiviserede kinesere kom fra.

e13-557

Partiledelsens rolle

Naturligvis fylder de enkelte fraktioner i partiet og formandens rolle en hel del i nærværende bog. Mao beskrives som en noget paranoid leder på det indledende stadium af en personkult. Alle de kendte i partiet får en del omtale, og særligt lægges der naturligvis vært på deres individuelle relation til Mao.

Men det er sådan set ikke personerne, der er afgørende. Mest af alt giver bogen en lang og grundig beskrivelse af en kollektiviseret planøkonomi, der ikke kan eller vil skaffe sig et fornuftigt og retvisende grundlag for beslutningerne, og som derudover heller ikke råder over det nødvendige logistiske potentiale til at kunne gennemfør sine beslutninger i praksis.

I praksis var det ikke det store problem at vænne befolkningen i den østtyske arbejder- og bondestat til at spise ris. Det var heller ikke noget problem at få risen fragtet til Østtyskland. Det var ren rutine for et europæisk land. Men når Kinas bureaukrater beordrede 200.000 tons madvarer ud på de landevejene til afhentning, og de kun havde lastbiler til at flytte de 60.000 tons, havde de et kinesisk problem. Udgangen blev desværre ofte, at der gik råd i hovedparten.

d29-712

Kina gik fallit

Dikötter redegør omhyggeligt for i hvilket omfang gigantiske jordarbejder og omlægninger af overrislingsanlæggene blev lavet på en sådan måde, at det var regnens skyld at meget gik galt, Men det skal altså forstås på den måde, at efter de udførte arbejdet kunne jorden helt enkelt ikke længere klare bare normale nedbørsmængder. Havde man holdt sig til de gamle systemer, var intet sket.

I kølvandet på denne bog er Frank Dikötter naturligvis blevet svinet til på forskellige kinesiske hjemmesider. Det kan være ret underholdende at læse, og man får på den måde en ganske god indsigt i kinesernes nynationalistiske måde at tænke på. Men egentlig er den en meget mere simpel pointe forfatteren har: Kina gik ganske enkelt fallit på grund af Det Store Spring Fremad. Ledelsen af landet var talentløs, man havde ikke midlerne til at gøre det man ville, og de valgte metoder byggede ganske enkelt på misinformationer.

I hele denne bog forekommer det ikke nævnt en eneste gang, at der i den øverste ledelse i Kina muligvis ikke var mangel på omsorg for folket. Partiet havde taget både sit land og sit folk som gidsler i en global kamp om at vinde over Storbritannien. Man skyede intet middel for at nå målet. Det vidner ikke om kynisme eller politisk naivitet. Det vidner sådan set bare om dumhed af den slags, der ikke ser virkeligheden, ikke har evnen til at forstå og måle den, og som heller ikke bekymrer sig om den enkelte borger.

Det kinesiske folk ofrede alt for en sag, de stolede på deres ledere kunne vinde. Befolkningen tabte i en hvilken som helst betydning af ordet. De heldige overlevede og måtte lide den tort, at de heller ikke fik nogen fornuftig forklaring på, hvorfor det gik så galt som det gik. Måske var deres ambitioner bare den helt enkle, at fremtiden ville bringe bedre tider. Læseren ved bedre: næste fase blev kulturrevolutionen. Der skulle gå endnu tyve år, før de første tegn på en realistisk fattigdomsbekæmpelse tog fart.

Fejlvurderinger

En af de mest skræmmende ting ved Det Store Spring Fremad er, at de falske statistikker gav anledning til lokale fejlvurderinger af forbrugsmulighederne. Der var ganske enkelt områder i Kina, hvor der var for mange varer til forbrug, og hvor man bogstaveligt åd sig en pukkel til, samtidig med at der var andre områder, hvor der var hungersnød. Dette er for så vidt ikke underligt: højttalerne fortalte folket om den voldsomt stigende produktion af fødevarer, og når folk så så dem i praksis, var der jo ingen grund til at holde sig tilbage.

Mad blev den gængse valuta i et land, hvor alt var udsat for kollektivisering. Magthaverne vidste, at det forholdt sig på den måde, så partimøder udartede til rene mad- og drikke-orgier. Folkets tjenere lod sig betjene af tjenere fra folket.

Mere venligt kunne man sige, at bybefolkningen lod sig bespise af landbefolkningen, og det med en vis form for logik: strømmen af mad fra land til by var et udtryk for en løbende beskatning af bønderne, og disse kunne ikke blive byfolk, fordi man netop på dette tidspunkt satte et system i værk, hvor alle var hjemmehørende et bestemt sted. Man var bundet til sin stavn, og social mobilitet var udelukket. Man arvede sit tilhørsforhold gennem sin mor.

Hele dette system blev naturligvis ikke opfattet som et nyt klasseskel, men som en helt naturlig konsekvens af den herskende planøkonomi – landet kunne faktisk kun styres hvis alle hørte til et bestemt sted. Og selv det indbød til fristelser for ledelsen, for man ønskede at sikre at det var beboerne i byerne og de industrielle områder, der fik den højeste prioritet.

e16-191

Menneskesynet

Bag Det Store Spring Fremad lå naturligvis Maos forestilling om, at han kunne skabe mennesket om i sit billede. Kollektiviseringen i Kina var naturligvis et eksperiment, hvor Mao testede, om kineserne i løbet af ganske kort tid kunne bringes i en situation, hvor kollektiviseringen samtidig ændrede mennesket fra at være formodet egoistisk til at være antaget kollektivistisk.

Det var ikke et egentligt psykologisk eksperiment i vestlig forstand, for den slags tankegange lå i virkeligheden kineserne ganske fjernt. Kineserne var ikke vant til eksperimentel adfærdsmæssig forsøgsvirksomhed på det individuelle plan. Det Store Spring Fremad var en kollektiv politisk handling, der i sin natur var baseret på centrale beslutninger, som man ikke kunne unddrage sig, og som heller ikke indeholdt muligheden for at vende tilbage til det oprindelige udgangspunkt.

Ledelsen regnede naturligvis med, at kollektiviseringen kombineret med enorme vækstrater ville bringe samtlige kinesere op på en levefod, der i praksis ville udelukke intern kritik og opposition. Da denne forudsætning ikke holdt, endte det ikke med at man så bare med at man var slået tilbage til ’start’. Der var helt enkelt ikke nogen udgangsposition at vende tilbage til. Så det man endte med at få var i stedet et mere primitivt menneske, der kun havde sin egne overlevelsesinstinkter at stole på. Men inden man nåede så langt ud brød moralen i samfundet sammen.

Et velfærdseksperiment…

Det Store Spring Fremad var først og fremmest en beslaglæggelse af folks arbejdskraft. Man tog ganske enkelt folk væk fra det arbejde, de var vant til og havde forstand på, og satte dem i stedet til at lave uanvendelige vandingssystemer, dårlige fabrikker, uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder og afsindige indgreb i naturen. Alt sammen ud fra en opfattelse af, at dette kunne folket klare, og det ville blive det største vellykkede velfærdseksperiment, verden nogensinde havde set. At folket ikke viste sig denne tillid værdig var egentlig et mindre onde. Værre var det at de i praksis slet ikke havde muligheden for at være tilliden værdig.

Det ejendommelige er, at den revolution, der byggede på en form for respekt for landets bønder mindre end 10 år efter revolutionen i den grad handlede i håbløs uvidenhed om de samme bønders behov og omverdensopfattelse. Bønderne så deres huse forsvinde, deres marker blive kollektiviseret og deres arbejdskraft brugt på alle mulige andre ting end lige markarbejde. De så deres dyr blive kollektiviseret. De så deres personlige ejendele forsvinde. De så deres børn anbragt i børnehaver præget af nød og faglig dumhed, og de spurgte sig selv om deres kone også ville blive kollektiviseret..?

Kinesiske bønder var formodentlig ikke så meget anderledes end alle mulige andre mennesker. Det var kun virkelig nød, der gjorde, at de afskrev deres børn, begyndte at plyndre tog og at stjæle fra naboerne.

Midt i alt dette troede mange faktisk på den oprindelige revolution. De levede i en mytisk tro på, at den oprindelige revolution ville folket det bedste, og at i den sidste ende skulle Mao nok sørge for, at retfærdigheden skete fyldest. Men der var altså alle mellemlagene, der ville folket det ondt. Denne holdning findes den dag i dag, at det er alle kadrerne mellem den øverste ledelse og det oprigtige folk, der er årsagen til alle problemerne, og at det er her korruptionen findes og trives.

Det aktuelle perspektiv

Der er noget uhyggeligt ved denne bogs meget detaljerede gennemgang af det historiske forløb. Ikke så meget for selve gennemgangen, men for de aktuelle paralleller der dukker op i min erindring. Kina er på mange måder stadig en planøkonomi. SARS, fugleinfluenza og andre sygdomme har haft vanskeligt ved at trænge igennem i den kinesiske statistik. AIDS/HIV registreres anderledes end i andre lande.

Det Store Spring Fremad var en serie begivenheder, der ikke tog højde for, at baserer man sine politiske aktiviteter på forfalskede statistiske oplysninger, og er samfundet reduceret til en form for naturaløkonomi og har man ikke den fornødne infrastruktur og logistik til rådighed, er konklusionen givet på forhånd: eksperimentet slår fejl. Antager man samtidig at et nyt menneske uden nogen form for egeninteresse er blevet skabt i systemets billede, men har man ikke en viden om, at dette faktisk er tilfældet, bliver mad til en grusom form for magt. Man kan tage føden fra dem, man er uenige med. Man kan sulte sin modstander ihjel.

Dødens mandtal

Der er altid noget forfærdeligt over at tælle de døde. Det bliver alt for let til et kapløb mellem krige, ideologier og begivenheder: hvor var der flest døde. Dette er der også en snert af i denne bog. Men ellers holder den sig til detaljerne i forløbet. Kilderne er de enkelte folkekommuner, de enkelte politienheder og de enkelte notater fra forskellige niveauer i partiet.

Det er klagebrevene, avisartiklerne og de statistiske oplysninger, der stod til rådighed for mere eller mindre snævre cirkler i partiet. Tilsammen danner alle disse oplysninger rygraden i nærværende bog.

Dette er sådan set bare fortællingen om et eksperiment, der på alle måder løb af sporet. Måske ikke fordi viljen på forhånd var ond, men fordi ledelsen med Mao i spidsen var fantaster og satte sig helt urealistiske mål.

Hverken risplanter eller stål vokser ind i himlen. Faktisk er det heller ikke meningen eller fornuftigt. Ris er blot mad og et middel til et godt liv. Et riskorn er et riskorn og bliver aldrig til andet. Heller ikke selv om man vælger at tælle det på en ny og politisk mere politisk måde. Og det var vel Mao’s mest påtrængende problem i perioden 1958-1962: han kunne ikke nøjes med at tælle et riskorn en gang. Efter at han havde spist det, stolede han på, at det stadig var der til uddeling til at mætte andres slut med.

Det kostede mange døde. Det blev til en hungerkatastrofe. I bogen får vi de ubehagelige detaljer fra alle niveauer af samfundet. Da det endelig var ovre, kunne man tælle de døde. I afrundede procenter kan det forkortes til en overdødelighed på 4 procent. I absolutte tal svinger skønnet mellem 25 og 50 millioner mennesker. Tallet er egentlig ikke afgørende. Velfærdspolitik burde slet ikke have dødsofre.

Bogen anbefales varmt til alle med interesse for Kina. Det er ikke en roman. Det er ikke en rejseberetning. Og det er slet ikke en politisk rapport fra magtens centrum. Egentlig er det bare en flittig forfatters forsøg på at skrive samtidens kilder om til en nogenlunde sammenhængende beretning på samtidens vilkår. Derfor er bogen uundværlig for den interesserede læser. Her får vi med ca. 50 års forsinkelse er sammenskrivning af det, vi burde have vidst. Lige efter kom kulturrevolutionen. Verden fik andet at tænke på.

Dikötter er i denne bog den fantastiske arkivar, der lægger sagens akter frem for os. Så vi selv kan afgøre, om vi har brug for at vide forskellen mellem forskellige former for kannibalisme. Men nu ved vi i det mindste, at der var overvejelser i dele af partiet om sådanne afgrænsninger. Vi ved, at dele af den kinesiske befolkning havde en oprigtig glæde ved at smide mad væk. Både de glades og de dødes skæbne er at finde i arkiverne. Her ligger de ikke godt. Arkiver er til for at blive undersøgt. Vidste man det ikke før, ved man det efter at have overvundet sin lejlighedsvise tristhed ved gennemlæsningen af denne på alle måder informative bog. Men helst havde man naturligvis været foruden.

MAO’S GREAT FAMINE. The History of China’s Most Devastating Catastrophe 1958-62. Af Frank Dikötter. Bloomsbury/Walker, 2010