BØRNEIDEALER OG SAMFUNDSIDEALER

”Det perfekte barn: Kinas nyere historie set gennem rollemodeller” var emnet for et foredrag, som professor Stig Thøgersen holdt i Dansk-Kinesisk Forening den 27. august 2015. Her er et referat af foredraget, der tog sit udgangspunkt i de idealer – rollemodeller – som Kinas ledere gennem tiderne har opstillet for, hvordan børn skulle være. Rollemodellerne har samtidig været et udtryk for, hvordan magthaverne ønskede samfundet indrettet.

”Børn i Kina opfattes traditionelt som en slags råmateriale, der skal forarbejdes, en slags ædelstene, som man skal slibe på, til de er, som man vil have dem”, sagde Stig Thøgersen. ”Hvis man ikke sliber jaden, kan den ikke bruges til noget.  Børn skal vokse op og blive til civiliserede og gode kinesere, som kan fungere på en ordentlig måde i sociale situationer”.

Et eksempel fra ”24 forbilleder for sønlig ærbødighed”. Sønnen ligger på den ene seng uden skjorte, på den anden seng ligger hans far. Der er fyldt med myg over sønnens seng, men han vifter dem ikke væk, da de skal suge sønnens blod og forstyrrer ikke faderen. (Foto fra foredraget).

Et eksempel fra ”24 forbilleder for sønlig ærbødighed”. Sønnen ligger på den ene seng uden skjorte, på den anden seng ligger hans far. Der er fyldt med myg over sønnens seng, men han vifter dem ikke væk, da de skal suge sønnens blod og forstyrrer ikke faderen. (Foto fra foredraget).

Der er tre epoker i kinesisk historie, hvor barneidealerne spiller en vigtig rolle. I kejsertidens kongfutsianisme skulle alle børn læse ”24 forbilleder for sønlig ærbødighed”. De skulle lære, hvordan de kunne blive gode borgere, der for eksempel skulle sørge for, at forældrene undgik ubehageligheder.  Et af forbillederne gik ud på, at en søn en sommernat ikke jager tusinder af myg bort fra sig. Myggene skulle fylde deres maver med sønnens blod, så de ikke forstyrrede hans fars søvn.

”Det er den ærbødige, opofrende søn, det kongfutsianske ideal. Der blev stillet meget radikale krav om, hvordan et barn skulle være dengang”, sagde Stig Thøgersen.

Det kongfutsianske ideal lever stadigvæk, man bruger den dag i dag udtrykket xiaoshun (sønlig ærbødighed). Der er ingen skarpe skel mellem de forskellige epokers idealer, de glider over i hinanden og lægger sig som arkæologiske lag, som man stadig trækker på.

Efter revolutionen i 1911, hvor det sidste kejserdømme faldt, var Kina i 1920’erne og 1930’erne stærkt påvirket af vestlig tankegang. Vestlig pædagogik fik en opblomstring, man begyndte at betragte børn som selvstændige individer, der havde deres egen værdi.

Da Mao Zedong og det kommunistiske parti havde overtaget magten i 1949, skulle det perfekte barn opføre sig næsten som en voksen. Magtovertagelsen kom efter en tid med borgerkrig i Kina og krigen mod Japan. En af de store helte var den 15-årige Liu Hulan. Hun blev taget til fange af Mao Zedongs modpart i borgerkrigen, Chiang Kai-sheks styrker, og fik ordre til at angive landsbyens andre kommunister. Gjorde hun ikke det, ville hun blive henrettet. Det nægtede hun at gøre, og så blev hun henrettet. Alle kinesere, der er vokset op i de følgende årtier, har i skolen hørt om hendes heltemod. Der blev rejst statuer af hende på mange skoler.

I den socialistiske periode under Mao Zedong. Børn er netop anerkendt som ungpionerer og får deres røde tørklæde på. Fra statuen følger en af rollemodellerne, Liu Hulan, arrangementet. (Foto fra foredraget).

I den socialistiske periode under Mao Zedong. Børn er netop anerkendt som ungpionerer og får deres røde tørklæde på. Fra statuen følger en af rollemodellerne, Liu Hulan, arrangementet. (Foto fra foredraget).

Ungpionererne, det kommunistiske partis ungdom med det røde tørklæde om halsen, blev officielt fremstillet som pæne og artige børn, der gik i skole og lavede lektier og i det hele taget opførte sig, som de voksne ønskede det. Efter 1949 er en ungpioner ikke mere en, der render ud og slås med japanerne eller med Chiang Kai-sheks nationalistparti.

Under kulturrevolutionen 1966-1976 mobiliserede Mao Zedong børn helt ned til 7. klasse som rødgardister. De adlød ordren til at kritisere deres lærere og samfundet. Man kan på billeder fra den tid se børn kritisere myndighederne. Det har man ikke kunnet op gennem 1950’erne, da var det ikke smart at være kritisk.

Fra 1966 til 1969 var der en form for ungdomsoprør i Kina, hvor Mao Zedong sagde til de unge, at nu skulle de kritisere alt det gamle. Men det varede kun en kort tid, for så blev alle de unge sendt ud på landet for at lære af bønderne og arbejderne. Mange af dem boede der i ti år eller mere, fjernt fra deres familier og uden kontakt med en storby.

I hele perioden fra 1950’erne og op til i dag er der en rollemodel, der med Stig Thøgersens ord er større end dem alle sammen, Lei Feng.

”Han er blevet et ikon i Kina. Man kan få ham på t-shirts og på skuldertasker, hatte, badehåndklæder og alt muligt. Men hvad er der specielle ved ham? Han har faktisk aldrig udrettet noget fantastisk. Der var blot alle de små gode ting, som han gjorde for sine soldaterkammerater, han stoppede deres sokker, vaskede deres underbukser, alt sammen helt banale former for hjælp. Mao har rost ham og sagt at alle skal lære af Lei Feng. Man skal se på, hvad folk har brug for i det daglige. Det var i Maos tid en måde at blive et ideal og en helt på. Lei Feng har virkelig været modstandsdygtig over for tidens nedslidning, kan man sige. Han er også en ærbødig søn. Hans egen mor døde, da han var lille, men på plakater kædes han sammen med moderfigurer, som han gør gode gerninger for. Så der er stadigvæk noget kongfutsiansk over Lei Feng-skikkelsen”.

Der er en Lei Feng Dag hvert år i marts, så børnene får en påmindelse om, hvad det var, Lei Feng udrettede.

Med Deng Xiaopings økonomiske reformprogram og indførelse af etbarnspolitikken i 1980’erne ændres børneidealerne.  Der skulle fødes færre og “bedre” børn for at få Kina til at blomstre. Børnene var en investering, et projekt, der skulle klare sig i konkurrencen. Konkurrencebarnet var idealet. Hvis man kom ind i et gymnasium på den tid, kunne man se billeder af Marx, Lenin og Mao på den ene væg og Niels Bohr og andre videnskabsmænd på den anden.

Men der er begyndt at blive kritik af systemet med rollemodeller, oplyste Stig Thøgersen. For når et barn i en skole bliver fremhævet som god, dvs. i overensstemmelse med rollemodellen, kan det virke demotiverende på de andre i klassen.  Konkurrencebarnet som ideal er ved at blive skiftet ud med barnet, der er mere kreativt. De artige elever med de høje karakterer er ikke nødvendigvis de bedste til at udføre videnskabeligt arbejde, blandt andet fordi de mangler kreative egenskaber.  Den kvindelige arbejder, der laver en Nikesko, tjener ikke ret meget per sko, men de, der har lavet varemærket, tjener stort på hver sko, der bliver solgt.

”Man skal over i den del af økonomien, hvor værdistigningen er størst, og det er ikke inden for produktion, men inden for design, innovation osv.”, forklarede Stig Thøgersen. ”I fagtidsskrifter kan man læse, hvordan den ideelle undervisningssituation nu bør se ud. Eleverne sidder ikke mere og tager noter, mens læreren står ved tavlen og forklarer. Eleverne er interesserede, de går selv op og kigger. De deltager i forsøgene osv. Det er et andet ideal end før”.

I samtaler med Stig Thøgersen har kinesiske pædagogstuderende givet udtryk for, at der er et eller andet, der er løbet af sporet i Kina. Som en af dem sagde: ”Små børn har meget åbne sind, men når man undertrykker deres ideer hele tiden, er det allerede for sent at få lavet noget om, når de kommer i mellemskolen, dvs. fra 7. klasse og opefter. Nu er vi så kommet på universitet, og vores lærer opfordrer os til at sige vores egne meninger, men der er ikke ret mange, som har lyst til at sige noget”.

Hvis man skal lave noget om på undervisningen, skal man begynde allerede i børnehaven med de alleryngste.

De kinesiske pædagogstuderende gør meget ud af at beskrive, hvordan de opfatter unge i Vesten  som frie og kreative. ”I deres øjne er vi i Vesten så kreative, der er meget plads til individuel udvikling. Hvis vi har nogle særlige evner, får vi lov til at udvikle dem. Det synes kineserne er fantastisk. Vi får lov til bare at køre løs med det, vi synes er godt, mens kineserne hele tiden skal tænke på at få høje karakterer i alle fag”.

Nutidens ideal, det kreative, selvstændigt tænkende barn, som hun ser ud i kinesiske publikationer. (Foto fra foredraget).

Nutidens ideal, det kreative, selvstændigt tænkende barn, som hun ser ud i kinesiske publikationer. (Foto fra foredraget).

De pædagogstuderende fortæller, at der er mange nye idealer for, hvordan det ideelle barn skal være. Det skal have plads til individuel udvikling, og det skal selv finde ud af, hvad det er god til og har lyst til at lave. Det er en ny tankegang, fastslog Stig Thøgersen, og det bliver interessant at se, hvor meget spillerum disse ideer om individualitet og kreativitet vil kunne få i et autoritært politisk system.

–  –  –

Der var 71 tilhørere til foredraget, deraf 43 elever fra to gymnasier med undervisning i kinesisk på programmet.