Demokratisering: en rejse mod et ukendt mål

Kina har ikke udsigt til at få demokrati i vestlig forstand. Kommunistpartiet arbejder målbevidst på at skabe et konsulterende autoritært styre. Men man kan aldrig vide…

Af Stig Thøgersen

(artikel fra særnummer af Kinabladet, udgivet i oktober 2009)

Maokitsch-16

Kinas politiske udvikling bliver tit opfattet som en rejse mellem to velkendte landskaber. Udgangspunktet var det autoritære leninistiske system, som blev etableret i 1950’erne, udartede til det absurde under Mao, og blev genindført af Deng Xiaoping i en mere moderat form i 1980’erne. Endestationen er en demokratisk retsstat i overensstemmelse med vestlige idealer. En vurdering af Kinas politiske reformer kan så gå ud på at måle, hvor langt landet har bevæget sig bort fra udgangspunktet, og hvor langt der er igen til det forjættede land.

I dette perspektiv repræsenterede de direkte valg af landsbykomiteer og landsbyledere, som Kina begyndte at eksperimentere med i de tidlige 1980’ere, og som blev lovpligtige over hele landet fra 1998, et stort fremskridt. Måske ville Kina demokratisere nedefra og op, så valgene i de små, overskuelige enheder, hvor alle kendte alle, kunne sprede sig opad til kommuner, amter og provinser og måske endda til det nationale niveau? Kinas ledere udtrykte ved flere lejligheder, at udviklingen ville komme til at gå den vej, og optimismen, ikke mindst i udlandet, var en overgang stor. Nu har landsbyvalgene fundet sted i over 20 år, men de har endnu ikke spredt sig opad i systemet, og der er ingen udsigt til, at de vil gøre det foreløbig.

Tyve år er ikke lang tid i historisk perspektiv, og vi kan ikke udelukke, at der vil komme kommunalvalg engang i fremtiden, men på kort sigt må vi erkende, at vi faktisk ikke ved, hvor Kinas politiske system er på vej hen. I det følgende vil jeg vise, at de politiske eksperimenter, der er blevet udført gennem de seneste ti år, tyder på, at Kina er ved at udbygge den autoritære styreform med mekanismer, der giver staten og partiet mulighed for at få bedre kendskab til befolkningens ønsker og synspunkter uden at kommunistpartiet (KKP) afgiver den besluttende magt. Den politiske elite vil gerne vide, hvad folk mener, men den vil have fuld frihed til at beslutte, om den vil rette sig efter folkeviljen. Om et sådant konsulterende autoritært styre er en langsigtet løsning eller en overgang til noget andet, fx demokrati, kan vi ikke vide ret meget om. Men det vil ikke være klogt at tage en demokratisk endestation for givet.

 Landsbyvalgene har det godt

Hvad er der sket med landsbyvalgene? De lever og har det godt de fleste steder, og de har også vist sig at have en vis spredningseffekt, om end i en anden retning end forudset. Det kan blandt andet ses i provinsen Hubei, som jeg har besøgt nogle gange de seneste år. Enhver landsby har en landsbyleder og en partisekretær, og det var oprindelig kun den førstnævnte, der var på valg. Det betød, at landsbylederen havde et folkeligt mandat, som partisekretæren manglede, og det truede partiets legitimitet. I Hubei og nogle andre provinser kræver KKP derfor nu, at kandidater til posten som partisekretær først skal stille op til valget af landsbyformand. Hvis han (eller i sjældne tilfælde hun) vinder, besætter han begge poster, men hvis han taber, må han også opgive drømmen om at blive partisekretærsekretær. På den måde kan valgenes demokratiske legitimitet smitte af på KKP.

Undersøgelser viser ret entydigt, at landsbyboerne er begyndt at betragte valgene som en velerhvervet rettighed, som man ikke kan tage fra dem, og de protesterer, hvis de højere myndigheder prøver at manipulere med resultaterne. Men problemet er, at landsbyledernes magt og handlemuligheder er meget begrænsede. Det meste af deres tid går med at fungere som de kommunale embedsmænds forlængede arme og gennemføre de forskellige kampagner og andre opgaver, som de bliver pålagt oppefra. Deres ret til at opkræve skatter og afgifter er blevet voldsomt beskåret. Det har forbedret forholdet mellem bønderne og staten, men til gengæld disponerer landsbykomiteen næsten ikke over nogen midler.

En af de landsbyer, jeg besøgte i den nordlige del af provinsen, trængte voldsomt til nye dræningskanaler og til at få lagt asfalt på de hullede jordveje, men der var ingen penge i kassen, og det var umuligt at få folk til at indbetale bidrag til den slags projekter. Ledelsen havde faktisk ikke engang autoritet nok til at inddrage landsbyboernes gæld til komiteen. I stedet købte hver familie sin egen pumpe til at holde vandet væk fra markerne, og vejene fik lov til at mudre til i regnvejr. Landsbylederen fortalte, at hans eneste chance for at skaffe penge var at søge kommunen om tilskud, men her var det afgørende at have gode forbindelser, og at man selv kunne stille med en del af kapitalen. Resultatet var, at stort set alle fælles projekter var gået i stå. Den slags landsbyer er der mange af. Det er her uden større betydning, hvem der er landsbyleder, og det kan være svært at finde egnede kandidater: Uden penge ingen magt. Andre landsbyer har f.eks. skatteindtægter fra virksomheder, og her giver valgene bedre mening.

I byerne er der nu også blevet normalt med valg til beboerkomiteer, der ligger på samme administrative niveau som landsbykomiteerne, dvs. under det egentlige statsapparat. Byboere er dog normalt mindre afhængige af deres lokalområde end folk på landet, og der er sjældent ret meget entusiasme fra borgernes side omkring disse valg.

Borgerpaneler

En ny måde at skabe borgerindflydelse på er at udvælge borgerpaneler, der får til opgave at prioritere mellem forskellige anlægsprojekter i en mindre by eller en kommune. De mest kendte eksperimenter med den slags paneler har fundet sted i Wenling i provinsen Zhejiang. Her har man i flere omgange sammensat grupper af tilfældigt udvalgte borgere, som så er blevet præsenteret for en række projekter, som alle anses for gavnlige for byen. Projekterne præsenteres af eksperter, der også kan besvare tekniske spørgsmål, og efter grundige gruppediskussioner bliver projekterne sat til afstemning blandt borgerne. På den måde opstår der en prioriteret liste, som sendes videre til den lokale folkekongres, som forventes at følge panelets indstillinger, når den formelt vedtager budgettet for det følgende år. Modellen kaldes deliberativt demokrati og blev bragt til Kina af James Fishkin, en amerikansk professor, der arbejder specielt med denne metode. Den kan accepteres af de kinesiske myndigheder, fordi demokratiets spillerum er nøje afgrænset. Staten sikrer sig, at de lokale beslutninger afspejler befolkningens holdninger, men beholder magten til at afgøre, hvilke sager borgerne skal spørges til råds om. Der er således ingen fare for beslutninger, der fører til større omvæltninger, men det er værd at lægge mærke til, at staten faktisk afgiver reel magt til borgerne gennem disse høringer. Normalt er den slags prioriteringer mellem projekter en oplagt mulighed for embedsmænd til at modtage bestikkelse fra entreprenørerne, men det er sværere at fikse, når beslutningerne lægges ud til åben debat.

Afstemninger og evalueringer

Andre eksperimenter går på at få skaffet sig af med upopulære embedsmænd, der kan være belastende for staten og partiet, gennem popularitetsafstemninger. De fleste af disse afstemninger foregår inden for partiet. Hvor det tidligere var en fast regel, at lokale stats- og partiledere blev udpeget af det umiddelbart højere niveau, holder man nu nogle steder reelle afstemninger på lokale partikongresser, når der skal findes en ny partisekretær. Formelt har det godt nok altid været kongressen, der var besluttende myndighed, men det er noget nyt, at man eksperimenterer med at tage denne regel alvorligt. Fordelene er indlysende, da en populær leder vil have langt lettere ved at gennemføre partiets politikker end en upopulær, men også her rummer reformen en risiko KKP, fordi partiets ret til at fordele alle betydningsfulde poster har været en af dets vigtigste styrkepositioner.

Også almindelige borgere får nogle gange lov til at give deres mening til kende, når der sker udnævnelser. Det kan være i form af en offentlighedsfase, hvor man kan indsende klager og indvendinger mod de kandidater, der bliver indstillet oppefra, eller gennem regulære afstemninger, hvor der på forhånd udpeges paneler af særligt betydningsfulde borgere, som deltager i en slags primærvalg, inden fx en kommunes folkekongres foretager den endelige udpegning af en borgmester.

Personlige evalueringer af embedsmænd er en form for borgerindflydelse på et lavere niveau. Det er nu helt almindeligt i fx banker at kunderne efter endt betjening skal trykke på en knap og dermed angive, om de har været tilfredse med den service, de har fået. Nogle steder er denne ordning udvidet til at omfatte telefonafstemninger, hvor borgerne opfordres til at indsende en sms med deres indtryk af de embedsmænd, de kommer i kontakt med.

 Stemmer uden beslutningsret

Kinas politiske system står således langt fra stille, selv om der ikke er nogen af de metoder, der er skildret ovenfor, som når ind til kernen af demokratiet i vestlig forstand. Man kan se et sammenfald af flere tendenser i reformerne. En inspiration kommer helt klart fra den bølge af New Public Management, som også har præget reformer af den offentlige sektor herhjemme. Borgerne er kunder i butikken, og de skal gerne gå tilfredse og glade hjem fra deres møde med statens repræsentanter. Borgerevalueringerne styrker de højere niveauers kontrol med de ansatte og gør det måske muligt at rense administrationen for de mest uduelige og upopulære, og borgerne får en følelse af indflydelse.

En tendens i andre af reformerne er, at indflydelsen gradueres efter hvor meget samfundsmæssig betydning KKP mener, at folk har, sådan at lokale eliter har større indflydelse end folk på gulvet. Det ser man tydeligst i de valgmandskollegier, der fx i Sichuan udpeges til at finde frem til egnede kandidater til lederposter, men også i udpegningen af lokale virksomhedsledere til medlemmer af folkekongresser og andre rådgivende forsamlinger. Her indgår de politiske reformer i KKPs stræben efter at skabe alliancer med den nye økonomiske elite.

Men det er karakteristisk, at der er tale om konsultationer med borgerne, ikke om overdragelse af besluttende myndighed. De forsøg, der har været med egentlige valg på kommunalt niveau, er hurtigt blevet afmonteret og placeret i kassen med eksperimenter, der ikke skal have lov til at udvikle sig.

Det er måske grunden til, at kinesiske reformtilhængere i de seneste år har vendt deres interesse væk fra valg og demokrati, som ser ud til at være en tabt sag, i hvert fald for øjeblikket. I stedet har fokus været på individuelle rettigheder, og det er høj grad advokaterne, der nu står i frontlinjen i de politiske kampe. Et retfærdigt retssystem er tættere logisk forbundet med den økonomiske udviklingsmodel end et parlamentarisk system. Uden velfungerende love og pålidelige domstole vil markedet ikke kunne fungere ordentligt. Det har allerede skabt rum for en øget bevidsthed om egne rettigheder, og denne udvikling ser ud til at fortsætte med en intensiveret modstand mod vilkårlige overgreb på borgernes ejendomsret og personlige rettigheder.

 Autoritær bæredygtighed

Kan KKP udvikle en ”bæredygtig” autoritær model? Det virker nærmest umuligt at besvare dette spørgsmål. Vi kan se, at KKP arbejder hårdt på sagen, og konstatere at det folkelige krav om demokratiske valg er af begrænset styrke. Akilleshælen i forhold til, hvad folk finder sig i, ser ud til at være korruptionen og magthavernes personlige berigelse på borgernes bekostning. Det er her den største kilde til vrede findes. Spørgsmålet er så, om det er realistisk at komme korruptionen til hjælp uden demokratiske reformer? Hvis det lykkes, er det svært at se, hvad der umiddelbart skulle kunne rokke en autoritær politisk model, hvor man løbende sørger for at afstemme kursen med de mest magtfulde befolkningsgrupper og enkeltpersoner.

Stig Thøgersen er professor ved Afdelingen for Asienstudier, Institut for Historie og Områdestudier ved Århus Universitet. Sammen med professor Mette Halskov Hansen har han udgivet bogen ’Kina – individ og samfund’ (Forlaget Samfundslitteratur) i 2008.