Det CO2-venlige liv

En gruppe pensionister i en bydel i millionbyen Hangzhou, hovedstaden i provinsen Zhejiang i Østkina, har gennemført en kampagne for at få beboerne til at nedsætte CO2-udslippet. Kampagnen var emnet for Nikolaj Vendelbo Blichfeldts foredrag i Dansk-Kinesisk Forening den 18. november 2015. Nikolaj Vendelbo Blichfeldt er sinolog og antropolog og ph.d. fra Københavns Universitet. I arbejdet med Kina har han fortrinsvis beskæftiget sig med klima og miljø fra en humanistisk vinkel.

Hovedpunktet i klimakampagnen var at få nogle af beoerne til at konkurrere om at bruge mindre energi. Beboerne skulle inspireres til at sortere deres affald, bruge mindre gas, mindre elektricitet og mindre vand, tage egne poser med i supermarkedet og egne spisepinde med på restauranter, cykle eller tage bussen i stedet for at bruge bilen, spise vegetarisk et par gange om ugen og i det hele taget i deres hverdag stræbe efter at spare på energi og ressourcer.

Affaldssortering var en af klimakonkurrencen hovedemner. Affaldet skulle sorteres i en af de farvede skraldespande, alt efter hvilken slags affald der var tale om.

Affaldssortering var en af klimakonkurrencen hovedemner. Affaldet skulle sorteres i en af de farvede skraldespande, alt efter hvilken slags affald der var tale om.

En underkonkurrence gik ud på at sortere sit affald i bestemte spande. De, der var bedst til at fordele affaldet rigtigt, kunne vinde en skraldespand. Senere var der også en konkurrence om at kompostere sit køkkenaffald i kasser i køkkennet eller på altanen.

Deltagerne i kampagnen fik points for på den måde at nedsætte energiforbruget. Når de havde samlet et bestemt antal points sammen, blev de udnævnt til mønsterbeboer i den bydel, hvor konkurrencen blev gennemført.

Der er måske nogen, der vil mene, at det er lidt absurd med den slags konkurrencer, for det drejer sig jo om et kæmpe globalt problem, som vi alle er konfronteret med, og som kan få katastrofale konsekvenser – og så kan en kampagne som denne give det udseende af, at hvis vi bare giver folk nogle points og en skraldespand som belønning så klarer de det nok.

”Men måske skal arrangementet være lidt mærkeligt, skurre lidt i ørene, for at få tankerne sat i sving”, bemærkede Nikolaj Vendelbo Blichfeldt.

Affaldssorteringen gik ud på, at der var fire skraldespande med hver sin farve. En blå er for genanvendelige ting som plastik og glas, som der typisk vil være pant på, en rød til farligt affald som batterier og elsparepærer, en grøn til organisk køkkenaffald og en gul til alt andet.

De, der er med i konkurrencen, får udleveret et sæt poser, som beskriver, hvordan tingene skal sorteres, samt et sæt klistermærker, som man skal skrive sit husnummer på og sætte på posen, når man smider den i skraldespanden. En skraldeinspektør åbner poserne for at se, om der er det rigtige affald i den.

I forbindelse med skraldespandene er der en bevægelsessensor, som reagerer, når en person er på vej hen mod skraldespandene. Så går en indspillet barnestemme i gang og forklarer, at det er vigtigt for beskyttelse af miljøet, at affald sorteres og puttes i de rigtige beholdere.

Nikolaj Vendelbo Blichfeldt fik lejlighed til at kontrollere, i hvor høj grad affaldssorteringen virkede efter hensigten.

”Ham, der inspicerede affaldssorteringen, gav mig lov til at se andres affald, og jeg kunne konstatere, at mange var dårlige til at sortere affald. Hans forklaring var, at det er med affaldssortering som med andet kampagnearbejde, det skal sættes i gang trinvist og gradvist. Han sammenlignende det med, at folk spyttede på gaden. Ved årtusindskiftet, eller måske lidt længere tilbage, spyttede 90 pct. af alle på gaden, men i dag måske kun 10 pct. Han mente, at man ville få en lignende udvikling at se her”.

Airconditionanlæg spillede en rolle i klimaaktivisternes arbejde.

I Hangzhou er der meget varmt om sommeren, så airconditionanlæg er blevet fast inventar i næsten alle lejligheder. Klimaaktivisterne i Hangzhou hægtede sig på en landsdækkende kampagne, der kaldes ”26 grader kampagnen”. Den er organiseret af omkring 50 NGO’er, som er gået sammen om at anbefale, at man både i firmaer, på offentlige kontorer og i private hjem om sommeren stiller airconditionanlægget på 26 grader i stedet for på helt ned til 20 grader eller under, som det er normalt. På den måde kan der spares på energien. Om vinteren, hvor man i Sydkina bruger anlægget til opvarmning, når man ikke har centralvarme, kan man sætte anlægget på en lidt lavere temperatur end normalt. Fx 18 grader.

En familie, som Nikolaj Vendelbo Blichfeldt besøgte, havde to tv-apparater, et stort fladskærmsapparat og et lille sort/hvidt tv. Det lille blev kun brugt sent om aftenen, hvor man nok alligevel falder i søvn uden at apparatet er slukket. Så spilder man ikke så megen strøm som hvis man havde et stort tv kørende uden at nogen så på det.

”Der er hele tiden denne tanke om at spare på energien, om energien bliver brugt til noget fornuftigt”.

Tørrede teblade var et eksempel på genanvendelse af materialer. De kunne bruges som fyld i en hovedpude.

Tørrede teblade var et eksempel på genanvendelse af materialer. De kunne bruges som fyld i en hovedpude.

En af hjørnestenen i energisparekampagnen var at få folk til at vælge en sparsommelig livsstil ved at genbruge ting og fokusere på de folk der gjorde det så de kunne fremstå som rollemodeller. Et eksempel er en kvinde, der brugte tørrede teblade som fyld i en hovedpude. De tørrede teblade fik hun fra te, hun havde drukket. Der var også en tendens til at forbinde forskellige emner i en og samme klimarelaterede aktivitet. Det at tørre teblade blev aldrig kun omtalt som noget, der blev gjort for at være miljøvenlig. Det blev fremhævet som noget sundt, noget der var godt for søvnkvaliteten. Man kunne undgå søvnløshed, fordi man får en rar duft af te.

Da første del af kampanen var afsluttet og Nikolaj Vendelbo Blichfeldt var vendt hjem, kunne han pludselig læse om kampagnen i lokalnyhederne fra Hangzhou.

”De havde arrangeret en kampagne, der gik ud på at kompostere køkkenaffald, og de gav minsandten mig æren for det, hvilket var forkert. Min andel var, at jeg havde inviteret en amerikansk forsker, der havde studeret produkters livscyklus i forbindelse med fabrikker i Zhejiang provins, til at besøge kvarteret i Hangzhou, og han havde i forbifarten nævnt et eller andet om, at der var folk i USA, som komposterede”.