DET VANDFATTIGE NORD LÅNER VAND FRA SYD

Da vandhanerne blev åbnet i Beijings millioner af lejligheder og tusindvis af virksomheder den 14. december 2014, var det ikke blot som sædvanlig vand fra de lokale forsyningskilder, der strømmede ud af hanerne. En del af vandet kom fra Kinas længste flod, Yangtze. Det havde flydt den lange vej ad en 1432 kilometer lang kanal, som det havde taget kinesiske ingeniører ti år at bygge. Hermed var den vigtigste del af det, som kinesiske og andre eksperter kalder „Verdens største ingeniørprojekt“, taget i brug.

Formålet med projektet er at skaffe vand fra det vandrige syd til det vandfattige nord. Det var en ide, som rumsterede i Mao Zedongs hoved, da han i 1952 deltog i en debat om landets problemer med vand. Han citeres for at have sagt: „Der er masser af vand i syd, ikke ret meget vand i nord. Hvis det overhovedet er muligt, ville det være en god ide at låne noget vand“.

Efter mange års diskussioner og undersøgelser vedtog regerigen i 2002 og 2003 at bygge tre kanaler, der skal lede vand fra Yangtze til provinserne mod nord:

To af de planlagte tre kanaler er taget i brug, Østkanalen og Midtkanalen, der bringer vand fra Yangtze til de nordlige provinser. Danjiangkou-reservoiret er forbundet med Yangtze gennem bifloden Han. Den tredje kanal, Vestkanalen, må muligvis opgives.  (Kilde: China Daily).

To af de planlagte tre kanaler er taget i brug, Østkanalen og Midtkanalen, der bringer vand fra Yangtze til de nordlige provinser. Danjiangkou-reservoiret er forbundet med Yangtze gennem bifloden Han. Den tredje kanal, Vestkanalen, må muligvis opgives. (Kilde: China Daily).

 Østkanalen har sit udspring i Yangtze og ender i et reservoir nær byen Tianjin. En del af vandet ledes gennem Den Store Kanal, der i den anledning er blevet udbygget. Den Store Kanal blev bygget i det 13. århundrede og er verdens længste menneskeskabte kanal. Østkanalen blev taget i brug i 2013, et år senere end planlagt, fordi der blev målt alvorlig forurening af vandet. Østkanalen leverer vand til provinserne Shandong, Jiangsu og Anhui.

 Midtkanalen er den vigtigste del af hele kanalprojektet, fordi den skal bringe vand til hovedstaden, der er et af de områder, der er hårdest ramt af konstant vandmangel. Midtkanalen er 1432 kilometer lang. 200.000 arbejdere har været beskæftiget med byggeriet, der har taget over ti år. 100 mio. beboere i de nordlige provinser vil i første omgang få gavn af midtkanalens vand.

De kinesiske ingeniører har løst store byggetekniske problemer. Både østkanalen og midtkanalen skulle føres under Den Gule Flod. Det tog fire år at bygge de to tunneller, som kanalerne skulle føres igennem 70 meter under flodbunden.

For at midtkanalen kunne lede vandet fra Danjiangkou-reservoiret til Beijing uden brug af pumpestationer skulle Danjiangkous dæmninger hæves fra 162 meter til 176,6 meter. Det medførte, at et meget stort område omkring reservoiret og kanalen blev blev oversvømmet, så 400.000 beboere måtte flyttes til andre egne, hvor de fik tilbudt nye boliger. Regeringen har blandt andet anlagt 600 nye landsbyer og har lovet de tvangsflyttede moderne boliger og nyt arbejde.

Nogle af de tvangsflyttede har rost regeringen for at have sørget godt for dem, andre har oplyst, at kanalprojektet har ødelagt deres tilværelse, fordi regeringen ikke har opfyldt sine løfter. I følge Xinhua føler de tvangsflyttede, at livet er hårdere i de nye omgivelser. De, der dyrkede frugt i højdedrag, ved ikke, hvordan man dyrker ris i lavlandet. Vicedirektøren for Hubeis reservoir immigration bureau siger, at mange af de forflyttede har bygget barrikader på landevejen, belejret regeringsbygninger og tæsket myndighederne.

 Vestkanalen skal forbinde Yangtze med Den Gule Flod gennem et kanalsystem, der skal bygges i de bjergrige egne i Qinghai-Tibet området i det vestlige Kina. Det er et så teknisk uoverskueligt og dyrt projekt, at det indtil videre er blevet udsat, og måske opgives det. Hvis det skulle gennemføres efter de oprindelige planer, ville det først være færdigt i 2050.

Hovedstadens kroniske vandmangel
Beijings tyve millioner indbyggere har i flere år lidt under vandmangel. Byen har ifølge nyhedsbureauet Xinhua mindre end 100 kubikmeter vand om året per indbygger, hvilket ifølge international målestok betragtes som akut vandmangel. Der er brug for mindst 3,6 mia. kubikmeter vand om året til husholdninger og virksomheder, men byens egen vandforsyning har i en halv snes år kun kunnet levere 2,1 mia. kubikmeter. Den manglende vandmængde hentes op fra undergrunden med det resultat, at grundvandstanden i 2014 var sunket til 24,5 meter. Det er knap 13 meter lavere end i 1998.

Halvdelen af hovedstadens manglende vand kom førhen fra grundvandet, nu er det kun muligt at skaffe 30 pct. af vandmanglen fra undergrunden. Den manglende mængde skaffes blandt andet fra naboprovinserne.

Hvor galt det står til med vandforsyningen, har den britiske avis The Guardian en forklaring på.

„Kinas blomstrende økonomi i de seneste 30 år har, sammen med en langvarig tilladelse til at „vokse først, rense op senere”, været katastrofal for landets engang på frugtbare søer, floder og vandkilder i undergrunden.  Over halvdelen af Kinas 50.000 floder er tørret ud i de seneste tyve år, fremgår det af en officiel undersøgelse, der blev offentliggjort i 2013. Omkring 70 pct. af det tilbageværende ferskvand er forurenet“.

Den nye midtkanal vil, ifølge Beijing Water Authority, forøge hovedstadens forsyning med vand så meget, at der bliver 150 kubikmeter vand til hver person mod 100 kubikmeter hidtil. Men det er ikke nok til at dække behovet. Fra flere sider kritiseres kanalprojektet, fordi det ikke forsyner Nordkina med alt den mængde vand, der er brug for.

Midtkanalens kapacitet vil i de kommende år blive forøget, så kanalen vil kunne lede betydeligt mere vand til hovedstaden, men end ikke det er nok, siger kritikere af kanalprojektet.

Viceministeren for Kinas Housing and Urban-Rural Development, Qiu Baoxing, har i februar 2014 kaldt projektet for ikke at være bæredygtigt. „Efterhånden som projektet skrider frem, og afstandene bliver større og større, bliver det mere og mere vanskeligt at omdirigere vandet. Hvis man i stedet gjorde det muligt i højere grad at genbruge vandet, ville der være mindre behov for vand fra Yangtze. De fleste kinesiske byer er i stand til at finde mere vand, hvis vi udvikler mulighederne for at afsalte vandet og indsamler regnvand”.

Hver dråbe vand skal udnyttes
Befolkningen opfordres til at spare på vandet. Chefen for Syd-til-Nord- projektets kontor i Beijing, Sun Guosheng, siger, at kanalprojektet ingenlunde er den endelige løsning på Beijings mangel på vand. Han mener, at regeringen bør forhøje prisen på vandforbruget for at få husholdningerne og virksomhederne til at spare på vandet. De private forbrugere og virksomhederne bør kunne idømmes strenge bøder, hvis de fråser med vandet, har han sagt.

Nogle forskere mener, ifølge South China Morning Post i Hongkong, at Beijing i 2020 vil få brug for omkring fem mia. kubikmeter vand, om året, fordi indbyggertallet fortsat vokser. Det årlige forbrug er nu omkring 3,6 mia. kubikmeter.

Den statsejede avis Global Times skriver, at tilførslen af vand sydfra skal løse det nordlige Kinas øjeblikkelige vandkrise, men at det ikke er en mulighed på længere sigt, og at private og virksomhederne skal lære ikke at ødsle med vandet. Vandet skal bruges effektivt. „Det vil være umuligt for Beijing, Tianjin og provinsen Hebei at løse vandkrisen, med mindre de udnytter hver eneste dråbe vand til det yderste”, har vicedirektøren for Water Resources and Hydropower Planning and Design Institute sagt til China National Radio.

Først om nogle år vil myndighederne have et overblik over virkningerne af det store kanalbyggeri. Projektet er blevet kritiseret, lige siden det blev besluttet at virkeliggøre Maos drøm. Der er frygt for, at vandet fra syd vil være forurenet, når det når de nordligere områder. Frygten skyldes, at 1200 kilometer af midtkanalen ikke er overdækket og derfor let vil kunne forurenes. 2000 fabrikker langs kanalen er blevet lukket for at undgå forurening.

Chefen for et af de ministerielle departementer, der har med vandkontrol at gøre, forsikrer, at vandkvaliteten i de to kanaler er fin.

En ny start
„At lede vand fra syd til nord er måske ikke den ideelle løsning på vandkrisen, men det er det mest realistiske valg”, skriver Global Times. „Fremtidens vurdering af projektets virkning afhænger af, hvor meget vi forsøger at fremhæve dets positive sider og nedtone dets negative. Vandstrømmen gennem kanalen er ikke slutningen på planen, men en ny start på et samfundsmæssigt projekt“.

Kinabladet bragte i nr.32 2006 et stort tema nummer om vand i Kina læs nummeret her