En lang historie om kinesernes lidelser

Ny bog på dansk om Mao Zedong. Forfatteren er norsk historiker.  

1617847t137

Af Gert Holmgaard Nielsen

Hvem var Mao Zedong? Hvem var Den Store Rorgænger? Var han Kinas befrier? Eller var han bare en ny undertrykker?

Mao, den rødeste sol i kinesernes hjerter – sådan blev han lovprist i en af kulturrevolutionens propaganda-sange – hvilken farve havde solen i hans eget hjerte? Ville han det bedste for kineseren i rismarken, eller var han ganske enkelt Kinas eget bud på en Hitler?

I Vesten hælder mange netop til at sammenligne Kommunistkinas Mao Zedong med Nazitysklands Adolf Hitler. Forfatteren Jung Chang, der voksede i Maos Kina, men som kort efter hans død fik en dengang sjælden mulighed for at forlade landet – det var i 1978 – har i sin mastodontbiografi „Mao – den ukendte historie” fra 2005 beskrevet ham som et rent monster. Hun gik så vidt, at mange vestlige eksperter anklagede hende for utroværdig brug af anonyme kilder og for at fordreje kendte kilder.

Kritikken af Jung Changs store værk var så vedholdende, at den enkelte læser måtte stå tilbage med begrundet tvivl om, hvorvidt det var klogt overhovedet at gå i gang med bogen.

Andre mere professionelle historikere som Jonathan Spence og Philip Short har givet grundige biografier af Mao, men nu har vi så for første gang på dansk fået et alternativ til Jung  Changs biografi. Det er en – lidt mindre – mastodont skrevet af den norske historiker Torbjørn Færøvik.

Allerede inden man åbner den  danske udgave, ved man, hvor han står. Bogens undertitel, „En lidelseshistorie”, siger det hele. På det punkt var Jung Chang dog mere neutral.

Grundlæggende er det godt, at vi får den slags bøger på dansk. Der er naturligvis masser af litteratur tilgængeligt på engelsk, men hvis vores viden om Kina for alvor skal kunne slå rod, så skal den præsenteres på dansk.

Så langt, så godt.

42877_2382924

Med Torbjørn Færøviks bog har vi fået en overskuelig og velfortalt fremstilling af, hvordan Mao formede sit Kina. Vi læser om de sidste år af borgerkrigen, om den ulyksalige kampagne Det Store Spring Fremad med de formentlig mere end 40 millioner døde, den kulturødelæggende og borgerkrigslignende kulturrevolution samt alt det før, imellem og efter, som kostede blod, sved og tårer for den menige kineser. Og vi læser et stykke videre om den arv, som Kinas nye ledere forvaltede efter Mao. Kinas nyere historie er ufatteligt dramatisk. Der er god dækning for bogens undertitel.

Samtidig fortæller undertitlen dog også om forfatterens forudfattede syn på hele den fortælling, som han fremlægger. Thorbjørn Færøvik falder desværre i den grøft, som også Jung Chang faldt i. Det er nemt at finde ud af, hvad man skal mene om Mao Zedong, når man tæller de døde, men når man sætter pennen til papiret, er det ikke desto mindre vigtigt at holde en balancegang i sine formuleringer, så man fremstår troværdig. Torbjørn Færøvik tyr desværre ofte til at bruge ironi, at fremsætte forudfattede meninger og nogle gange til at kaste sig ud i det rene gætteri; alt sammen med det formål at understrege en dramatisk pointe.

Her er kun plads til to små eksempler:

På side 134 skriver forfatteren: „Et stort antal brevskrivere blev senere straffet, fordi de havde vovet at kritisere Kinas store og ærerige kommunistiske parti og dets altid korrekte politik”. Ironien flyder, og den underminerer troværdigheden.

På side 152 beskrives anlæggelsen af Den Himmelske Freds Plads i 1958-59: „Som ventet fik de flade sten, der blev placeret der, hvert sit nummer, så Maos tinsoldater kunne vide, hvor de hørte til”. Hvorfor bruge et ord som „tinsoldater”?

Thorbjørn Færøvik skriver i bund og grund godt og letlæseligt. Han er en glimrende fortæller, men det er et underliggende problem, at han hele tiden lader sine små spydigheder sive ud på nærmest hver eneste side. Mao Zedong har ansvar for rigtig meget, men når man skal beskrive det, må man lade fakta tale for sig selv. Fakta alene kan faktisk være udfordring nok for læseren, for bogen er fyldt med personlige og relevante rædselsberetninger fra ofre og vidner til de mange uhyrligheder, som fandt sted, mens Mao levede.

Bortset fra Færøviks ironi og andre dramatiske virkemidler er hans bog dog bestemt læsværdig. Det, som man i hvert fald kan bruge den til, er at få samlet op på pointerne i en række nyere bøger på engelsk, som på forskellig vis har behandlet Mao Zedong og konsekvenserne af hans politik. Færøvik citerer flittigt, og det giver i sig selv en dramatisk effekt – en relevant en af slagsen vel at mærke.

Derudover har Færøvik selv begået en række interviews med folk, som har oplevet Kulturrevolutionen.

Desværre har forlaget sjusket med korrekturlæsningen. Alt for ofte optræder stavefejl, manglende ord, meningsforstyrrende tegnsætning og også nogle gange en decideret manglende logik. Ærgerligt i så flot opsat en bog.

Gert Holmgaard Nielsen er journalist, underviser i kinesisk og medlem af Kinabladets redaktion. Artiklen har været bragt i Kinabladet nr. 61, Forår 2014.