Fra folkedemokrati til folkets demokrati?

En politisk, måske demokratisk, transformation kan komme i Kina inden for en overskuelig fremtid. Topfolkene i parti- og statsapparat taler gerne om demokrati. Men hvilken form for demokrati? Vi kan være sikre på, at det kinesiske civilsamfund vil søge at få en afgørende indflydelse på udformningen. Af Jørgen Delman (artikel fra særnummer af Kinabladet, udgivet i oktober 2009) Maokitsch-18 Det kinesiske samfund har gradvist fået egne ben at stå på efter Kulturrevolutionens ophør i slutningen af 1970erne, hvor den kinesiske parti-stat opgav sit mislykkede forsøg på at opnå fuld kontrol over samfundet. Netop i disse år – omkring Folkerepublikkens 60-årsdag – er vi vidne til en hidtil uset politisk aktivitet i det kinesiske samfund, både af spontan og mere organiseret karakter. Den kinesiske parti-stat bliver udfordret på flere og flere fronter til at forhandle sit hidtil uindskrænkede magtmonopol. Millioner af mennesker protesterer årligt mod parti-statens overgreb og uretfærdigheder. Nogle protesterer fredeligt mens andre demonstrationer udvikler sig voldeligt. Sociale organisationer skyder op overalt for at varetage gamle og nye interesser, fra filateli til miljøbeskyttelse, fra dyrenes tarv til erhvervsinteresser. Uformelle netværk vokser frem som paddehatte og markerer sig på enkeltsager for måske at forsvinde igen eller opstå i nye konstellationer med nye interesser på dagsordenen, eller for at forfølge de samme interesser i nye klæder. Internettet og mobiltelefonien har med deres nye sociale værktøjer sat yderligere skub i udviklingen. Millioner af kinesere har forstået globaliseringens og individualiseringens budskab: Vi er herrer over vore egne liv! Vi vil have retten over det tilbage og vil ikke have vore rettigheder begrænset! Kommunistpartiet startede selv som en civilsamfundsorganisation i 1920ernes Kina for senere at blive fordømt og fordrevet af det siddende nationalistiske regime. Men kommunisterne kom igen og har nu været statsbærende parti i 60 år. Som et ægte ”folkedemokrati” forsøger det at styre og kontrollere udviklingen i samfundet og ikke mindst beskytte egne særinteresser. Etpartistaten anerkender organisationer, som støtter dets politik, og – alternativt – undertrykker den selektivt organisationer, netværk og personer, hvis interesser, den ikke bryder sig om.  Det er kattens leg med musen, det folkedemokratiske diktaturs legen kispus med folket. Ny frihed Alligevel må vi konstatere, at Kina ikke nogensinde før har været så frit under et etableret regime, og at grænserne for ytringsfrihed og politisk artikulation bliver stadig videre. Det sker ikke som resultat af en stor plan, som kommunistpartiet måske kunne have ønsket sig, men nærmere som følge af både kamp og dialog mellem stat og samfund, som konstant får grænserne for aktion og interaktion til at flytte sig. Brudfladen mellem parti-stat og samfund er på én gang et drivhus og et minefelt, og – for forskeren – et usædvanligt bevægeligt mål. Her vil jeg – uden hensyntagen til eventuelle teoretiske indvendinger – frejdigt konstatere, at stærke interesser i Kinas samfund i stigende grad opfører sig som et egentligt civilsamfund. Om det kan tvinge Kinas politiske system til at bevæge sig væk fra ”folkedemokratiet” i en mere demokratisk retning er et spørgsmål, som naturligvis er vanskeligt at besvare, men jeg vil alligevel gøre et forsøg. Kinas civilsamfund udvikler sig i sfæren mellem stat, økonomi, samt familie og klaner.  Det er i princippet et åbent område, hvor borgerne kan samarbejde og organisere sig uafhængigt af deres øvrige tilhørsforhold for at forfølge interesser, som de deler med andre, over for myndigheder, institutioner, virksomheder o.lign. De kan også samles for at dyrke mere hobbyprægede interesser. Nogle samfund tillader fri og uafhængig organisering af civilsamfundet mens andre forbyder enhver form for organisation. Dagens Kina har lagt sig et sted midt imellem. Staten sanktionerer, at civilsamfundet organiserer sig, men kun i det omfang det ikke skader parti-statens eller nationens interesser. Historien spiller med Aktuelt ser vi konturerne af et civilsamfund i vækst. Forholdet mellem parti-stat og samfund er præget af en dynamik, som Folkerepublikken ikke har set før. Kina har dog haft et civilsamfund tidligere, og de historiske traditioner er del af fundamentet for udviklingen i dag. Ned gennem århundrederne har Kinas magthavere, dvs. kejserdynastier og i de seneste 60 år Kinas Kommunistiske Parti, aldrig accepteret uafhængig samfundsorganisering. Men det har ikke forhindret civilsamfundet i at agere, dog oftest i fælles forståelse med magthaverne og med sanktion fra statsmagten. De har derfor aldrig været demokratiske institutioner. Siden Sui og Tang dynastierne (ca. 450 og 900 e.v.t.) har der eksisteret hvad man kunne kalde ”sociale” organisationer, f.eks. laugslignende sammenslutninger inden for bestemte professioner eller brancher såsom købmænd. Der har eksisteret velgørende organisationer, selvhjælpsgrupper og –organisationer samt kooperativer. Kina har stort set altid haft private skoler samt en bred vifte af religiøse sammenslutninger, enten med tilknytning til hovedreligionerne eller med udspring i religiøse forestillinger af mere synkretisk karakter. I århundreder har der været kunst- og litteratursammenslutninger. I januar 2007 besøgte jeg en 700 år gammel sammenslutning af landsbymusikere i en landsby i Hebei Provins, hvor instrumenter og musik var gået i arv fra generation til generation i en ubrudt linje. Kina har også altid haft ”hemmelige selskaber”, ofte med selvhjælp, selvforsvar eller lokal velgørenhed som hovedmål, mens andre, som f.eks. triaderne i Sydkina og Hong Kong (sikkert også mange andre steder), forvandlede sig til kriminelle sammenslutninger. Mange havde et overordnet religiøst fundament eller sigte. De var kun ”hemmelige” fordi magthaverne besluttede det. De blev anset for en trussel mod magtens autoritet, og hen over historien er mangt et bondeoprør startet med udgangspunkt i et af disse selskaber, såsom Bokseropstanden omkring forrige århundredskifte, og nogle af deres oprør har været årsag til dynastiers fald. I sin tidlige fase var Kommunistpartiet at sammenligne med et sådant selskab, og det magtede som mange hemmelige selskaber før det at skabe en organisation, der var i stand til at erobre magten i Kina. De ”hemmelige selskaber” eksisterer stadig, men af gode grunde ved vi ikke meget om dem. Det nyeste eksempel er Falungong, som blev ulovliggjort i 1999. Den kinesiske ledelse udstedte en bandbulle mod organisationen og stemplede den som en ”ond kult”. I dag kan Falungong kun fungere som et ”hemmeligt selskab” inden for Folkerepublikkens grænser. Ingen ved hvor stor en udbredelse det har, men mange kinesere er fortsat tilhængere, selvom det er med deres personlige frihed som indsats, og de bruger stadig Falungongs teknikker til åndelig og fysisk træning. Under Republikken (1911-1949) blev der plads til nye former for social og politisk organisering og der var en stigende interesse for en mere demokratisk indretning af samfundet. Civilsamfundsudviklingen accelererede, dels på grund af den svage centralmagt under Nationalistpartiet og dels under indflydelse udefra, specielt Vesten.  Mange nye organisationer så dagens lys, f.eks. landboorganisationer, og Nationalisterne tog nogle af ideerne og erfaringerne med sig til Taiwan og videreudviklede dem der. Maokitsch-8 Kommunistpartiet tager over Inden der var gået mange år efter magtovertagelsen, havde kommunisterne tvangsnedlagt alle uafhængige civilsamfundsorganisationer og mange af lederne blev forfulgt eller endog henrettet. Belært af de historiske erfaringer frygtede det kommunistiske regime som tidligere revolutionær bondebevægelse, at regimets magtfundament ville smuldre og at der ville opstå kaos i samfundet, hvis samfundet, specielt, bønderne fik lov at organisere sig frit. Kommunisterne tilstræbte derfor at få kontrol over samfundets organisering og fik det. Ved slutningen af Kulturrevolutionen stod man tilbage med otte store organisationer, bl.a. Kvindeforbundet, Fagforeningen og Ungkommunistligaen, men de var drænet for selvstændigt initiativ og havde kun én opgave – at føre partiets politik ud i livet. Reorganiseringen havde dog positive resultater, f.eks. væsentligt forbedrede forhold for Kinas kvinder, men de havde kun Kommunistpartiets politik og interesser og ikke borgernes for øje. Der var ingen plads til individer, alle var blevet organiseret i kollektiver på landet eller arbejdsenheder – danwei – i byerne, og organisationerne kunne ikke mere løfte opgaven at fungere som bro imellem parti og samfund i en situation hvor der pludselig blev sat turbo på samfundsudviklingen. Civilsamfundet kæmper sig tilbage Siden da har billedet ændret sig radikalt. De økonomiske og administrative reformer siden slutningen af 1970erne har ført til en stærk profilering af mangeartede interesser i samfundet, både på nationalt, regionalt og lokalt plan. Muligheden for at kontrollere samfundet gennem få store organisationer under parti-statslig kontrol eksisterer ikke længere. I takt med at parti-staten har omdefineret sin rolle i relation til interessenterne i samfundet og skruet ned for den daglige direkte kontrol med samfundet er der skabt ny grobund for fremvæksten af en mangfoldighed af formelle og uformelle organisationer. Parti-staten har gradvist og meget forsigtigt givet borgerne ret til at etablere egne organisationer, som enten kunne varetage specifikke interesser på vegne af anerkendte interessenter eller som kunne levere service og velgørenhed, hvor staten havde måttet givet op. Allerede i begyndelsen af 1980erne blev det besluttet, at ingen kunne etablere en organisation uden officiel registrering og uden at have en parti-stats enhed (organisation eller virksomhed) som sponsor. Siden da er der registreret i hundredtusindvis af nye organisationer – i 2007 var der 357.000 officielt registrerede – som dækker alle tænkelige interesseområder. Hvis vi tæller lokalafdelinger under nationale eller regionale organisationer med, er der mange millioner. Selvom statistikken er behæftet med usikkerhed, kan det dog konstateres, at disse organisationer på en eller anden måde er under kontrol eller i hvert fald under direkte indflydelse af parti-staten eller dens agenter på et eller andet niveau, og at de på mange måder fungerer som dens forlængede arm. Desuagtet er det en ny platform, som giver kinesiske borgere mulighed for at organisere sig på tværs af traditionelle skillelinjer. I april i år mødte jeg en tidligere kollega, en universitetsprofessor, som sammen med sin kone, der ligeledes er universitetsprofessor,  er blevet medlem af en uformel klub af bilejere, som ejer samme type bil som dem. Klubben organiserer jævnlige udflugter for medlemmerne, ofte til fjerne egne af Kina, og de hjælper hinanden med praktiske gøremål.  Alle er anonyme, både på deres sted på internettet, og når de kører ud sammen. Hvorfor er det interessant spurgte jeg? ”Fordi, det giver frihed. Vi er ikke bundet af traditionelle bånd, og vi er bare interesserede i fællesskabet omkring vore biler og ikke i hvem folk er,” svarede han. Det er interessant, at frihedstrangen nu kan udleves uden at man behøver at frygte Big Brother. I dette tilfælde er grunden, at der ikke er tale om en organisation med et politisk formål. Når det handler om upolitiske interesser, er der stort set frit slag i bolledejen med hensyn til at organisere civilsamfundet. Hvor er den folkelige deltagelse? Kommunistpartiet har stadig ingen interesse i direkte folkelig deltagelse i politiske beslutningsprocesser. Men i kraft af at den almindelige borger som regel holdes uden for politiske processer sker det ofte, at debatterne i relation til visse beslutningsprocesser, eller dele af dem, flytter ud i samfundet, fordi de folkelige interessenter og aktører vil høres. For at imødekomme disse tendenser har Kommunistpartiet forsøgt at alliere sig med samfundets nye eliter gennem de statsanerkendte organisationer, mens almindelige borgere – laobaixing – ofte må forsøge at forfølge deres interesser gennem andre kanaler og med andre metoder. Her er det interessant, at det kinesiske regime nu anerkender, at civilsamfundet ikke kun består af de netop beskrevne officielt registrerede organisationer. Der er et utal af mere eller mindre velorganiserede sammenslutninger og netværk af uformel karakter, som bidrager til udviklingen af et voksende uformelt civilsamfund, som til stadighed udfordrer parti-statens autoritet og håndtering af samfundsorganiseringen. Her er der sandsynligvis også tale om millioner af ”organisationer”, som alle har et meget lokalt præg og derfor kun begrænset indflydelse uden for lokalsamfundet. I udgangspunktet udgør de ikke en reel trussel for kommunistpartiet, men der er kendte eksempler på, at modige borgere tør organisere sig på tværs af regionale, professionelle eller andre skillelinjer, som Parti-staten ellers holder særlig vagt ved. Samtidig er internettet blevet et magtfuldt værktøj såvel som en ny platform, hvor man kan både kan sprede budskaber, afsløre betændte sager og forsøge at organisere sig på tværs af eksisterende grænser og forhindringer. For eksempel underskrev 300 intellektuelle sidste år et Charter 2008, som krævede demokratiske reformer i Kina. Et nationalt netværk af sagførere, som påtager sig sager vedrørende overgreb på individuelle rettigheder (læs: menneskerettigheder) har opnået en sådan status, at det er – om ikke usårligt – så dog i stand til at markere sig i den offentlige debat og gennemføre sager, som udfordrer normal partitro retspraksis. Uden at kende konsekvenserne har kommunistpartiet været med til at skabe en ny platform i samfundet, hvor det er tvunget til at forholde sig stadig mere åbent og lyttende til et større og større pres nedefra. Parti-staten må ofte forhandle direkte med borgerne for at sikre fredelige løsninger på konflikter og ”sager”, som vedrører meget forskelligartede befolkningsgruppers interesser. I politisk sensitive sager, svarer parti-staten traditionelt igen med selektiv repression, som f.eks. over for Charter 2008 folkene, men det er en tvivlsom vej. Selektiv repression vil kun føre til, at endnu flere udfordrer parti-staten i endnu flere sager og på endnu flere områder. Mere folkelig deltagelse, mere demokrati? I mine øjne, kan denne udvikling gå flere veje. For det første kan der blive tale om en stadig eskalerende konfrontation, som vil føre til en situation hvor det ”folkedemokratiske diktatur” må træde endnu mere i karakter som diktatur.  Det synes ikke mere at være en farbar vej, og omkostningerne ved at opretholde et stadigt voksende undertrykkelsesmaskineri for at sikre stabilitet i samfundet og forsvare elitens interesser i øvrigt, vil blive stadig mere byrdefulde. For det andet kunne der opstå et partnerskab eller en social kontrakt mellem parti-staten og centrale interesser i civilsamfundet, hvor begge parter får noget ud af interaktionen. Det kunne føre til flere reformer baseret på mere lydhørhed, gennemskuelighed og ansvarlighed i den offentlige administration og måske flere demokratiske valg inden for både parti og stat. Det er en vej som bliver forsøgt, men som ikke har vundet større politisk anerkendelse, og de spæde forsøg indtil nu har ikke været overbevisende. For det tredje kunne kommunistpartiet forsøge at fremme større folkelig inddragelse i politiske beslutningsprocesser. Det er endnu tvivlsomt, om det er en farbar vej. Kina har aldrig været demokratisk og bliver det heller ikke lige med det samme. Men det er interessant at notere, at Kommunistpartiet til stadighed kommer med nye udspil i en stadig mere intens og stadig bredere debat om, hvordan et eventuelt demokrati kunne udformes i Kina. Endelig kunne systemet kollapse, en mulighed som regelmæssigt bliver diskuteret uden for Kina. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på systemkollaps inden for en overskuelig fremtid. Indtil videre har Kommunistpartiet stadig patent på at formulere, hvordan en mere demokratisk indretning af Kina kunne udformes. Det såkaldt ”folkedemokratiske diktatur” lever i bedste velgående, men partiet er under konstant pres fra det formelle og især fra det uformelle civilsamfund for yderligere politiske reformer for at sikre borgernes rettigheder, et begreb som er ganske nyt i kinesisk sammenhæng. Det er ikke utænkeligt, at Kina kan bevæge sig i retning af en mere folkeligt baseret demokratisk samfundsindretning, men det vil tage år, og den kinesiske parti-stat må nødvendigvis afgøre med sig selv, om den vil spille med. Indtil videre kan Parti-staten læne sig op ad sin økonomiske succes, som har sikret, at der er et pænt indestående på parti-statens legitimitetsbankbog. Men det fortsætter ikke nødvendigvis sådan, selvom den økonomiske fremgang fortsætter. Baseret på de intense debatter og konfrontationer, som vi kan iagttage i disse år, er det min vurdering, at vi vil opleve en politisk, måske demokratisk, transformation inden for en overskuelig fremtid. Hvis ikke, så kan konsekvensen blive en endnu skarpere konfrontation mellem parti-stat og samfund end den vi så i 1989. I mellemtiden kan vi notere, at både Hu Jintao, den kinesiske Præsident og Generalsekretær for Kommunistpartiet, såvel som hans premierminister, begge ser demokrati  som en løsning på Kinas erkendte politiske problemer. Men hvilket demokrati? Det kan kun fremtiden vise, men vi kan være sikre på, at Kinas civilsamfund vil søge at få en afgørende indflydelse på udformningen. Jørgen Delman, Professor, Kina-studier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (TORS), Københavns Universitet