FRA MAOIST TIL POSTMAOIST 

Den svenske journalist og kinaforsker Göran Leijonhuvud har som en af de få i de nordiske lande fulgt Kinas udvikling på tæt hold siden 1960´erne. Nu har han udgivet sine erindringer. De giver et indblik i, hvordan den erfarne kinakender har oplevet Folkerepublikken Kina gennem tiderne, og hvad han mener om styret før og nu. Hatla Thelle er tidligere seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder med Kina som arbejdsområde og arbejder fortsat lejlighedsvis som konsulent.

Af Hatla Thelle

Göran Leijonhufvud er et kendt navn for alle os, der begyndte at studere Kina i 1970´erne, og hans erindringer er en tyk bog på svensk om hans liv som pionjär och veteran, som titlen lyder. Han var pioner ved at blive en af de første journalister, der blev udsendt til Kina efter kulturrevolutionen som korrespondent for hele fire store nordiske dagblade, og han blev veteran igennem sine årelange ophold i Kina og Hong Kong, mest som udsendt journalist, men op igennem 00´erne også som forsker. Hans bog er på 895 sider, og trods dens mange kvaliteter må jeg indrømme, at jeg ikke formåede at læse dem alle. Så dette skal mere forstås som en omtale end som en egentlig anmeldelse, der jo ligesom forudsætter, at man har læst det hele.

Göran Leijonhuvud  Pionjär och veteran 50 år med Kina

Göran Leijonhuvud
Pionjär och veteran
50 år med Kina

Værket indeholder en blanding af Leijonhufvuds personlige historie, generelle indføringer i kinesiske samfundsforhold siden 1960´erne og diskussion af etik og vilkår for udenrigsjournalistik. Teksten er springende, hvor personlige kommentarer og historiske kendsgerninger blandes i samme kapitel. Bogen er delt op i to hoveddele, kaldt hhv. Maoisten og Postmaoisten, og denne opdeling sætter naturligt forfatteren som person i centrum. En vigtig tråd i fortællingen er hans ”afmaoisering”, som han kalder det, beskrevet som udviklingen fra helhjertet at støtte det maoistiske projekt fra 1964 til endelig i 1981 at anse socialismen i Kina som mislykket (s. 854).

I underkapitler tages forskellige emner op, som pingpong diplomatiet, kulturrevolutionen eller Hong Kong side om side med biografiske afsnit som ”To mænd som reddede verden” om Zhou En-lai og Deng Xiaoping eller personlige erindringer som ”Maria og Jonathan i kinesisk børnehave” om hans egne børns oplevelser som små.

 Historiske øjebliksbilleder
Hvad de personlige erfaringer angår, er der mange fine øjebliksbilleder, som også har historisk interesse. Fx hvordan man i 1970´erne kom fra Peking til Hong Kong: en rejse på halvandet døgn, som indebar en mellemlanding i Hangzhou, overnatning i Guangzhou og en gåtur over broen, der den gang adskilte to verdener (s. 547-549). I dag tager et direkte fly omkring tre timer, som det vil være mange af dette blads læsere bekendt. Ligeså historien om en fodboldkamp mellem udenlandske diplomater og ansatte i det kinesiske udenrigsministerium, som endte 9-1 til kineserne, hvorefter det viste sig, at kineserne havde indforskrevet en gruppe unge idrætslærere til at banke langnæserne (s. 246). Eller hvordan familien blev banket op af to uniformerede kinesere klokken to om natten, fordi der var et absolut ikke særlig vigtigt telegram fra hjemmeredaktionen. De kinesiske betjente kom drønende på motorcykel med sidevogn, gik ind i lejligheden og bankede på døren til soveværelset (s. 116)!

Denne del er måske mest interessant for folk, der i forvejen arbejder med Kina, ligesom hans personlige baggrund er mest interessant for dem, som kender hans navn og har læst hans artikler igennem årene.

 Plusser og minusser
Hvad de generelle afsnit om samfundsforhold og historiske linjer angår, er der ikke oplysninger eller analyser, man ikke kan læse andre steder. Og som sådan kan det være lidt svært at identificere, hvilken målgruppe bogen taler til. For eksempel kapitlet om kulturrevolutionen (s. 313-327). Det begynder med en opsummering af kulturrevolutionen, gående ud på, at det var en magtkamp forklædt som massebevægelse. Dette går direkte over i, hvad forfatteren har set i 1966, fulgt af genoptryk af en artikel, han skrev om en navngiven persons skæbne, og afsluttes med en længere gennemgang af kulturrevolutionens forløb i detaljer. Således forventes den potentielle læser ikke at have basisviden om kinesiske forhold, ligesom det flere steder er tydeligt, at læseren ikke forventes at kunne det kinesiske sprog. At adressen ikke er fagfolk eller særligt informerede, ses også i konklusionen, som har form af et personligt vy-kort fra Kina (s. 844-863) lydende på, at partiet har sluttet en uskreven overenskomst med borgerne om, at de sidstnævnte får økonomisk vækst og stigende levestandard i bytte mod at acceptere partiets magtmonopol. På baggrund af sine 50 år med Kina – som undertitlen på bogen lyder – byder han på en balance med plus og minus for til regimet (s. 862):

På minussiden:

  • Den hensynsløse miljøforurening er regimets alvorligste forbrydelse mod menneskeheden.
  • Den kinesiske regering har ikke gjort op med maoismen, således at løgn og overrapporteringer stadig er en del af kinesisk forvaltningskultur.
  • Kommunistpartiet har skabt en privilegeret og korrumperet elite, hvor magten ofte går i arv.
  • Regimet mishandler kulturen og viser ringe respekt for minoritetsbefolkningen.
  • Med medlemskabet af WTO har den kinesiske ledelse slugt det nyliberale mantra og skabt store spændinger og øget ulighed.
  • Anderledes tænkende undertrykkes og brud på menneskerettighederne finder sted på alle niveauer.

På plussiden:

  • Levestandarden er steget, og folk har fået materielle forbedringer og mere frihed i hverdagen. Flere end100 millioner er løftet ud af fattigdom.
  • Regimet har åbnet op for udenlandske investeringer og turister og tilladt kinesere at rejse ud.

Denne analyse vil lyde bekendt for de fleste, som har beskæftiget sig med Kina igennem de sidste årtier. Og det er der jo ikke noget galt i; det er måske bare sådan, det er. Men det bekræfter indtrykket af, at bogen henvender sig til mennesker med ringe kendskab til Kina.

Flere mulige udgivelser
Som det forhåbentligt er fremgået, er der meget interessant stof i bogen, men den kunne have vundet ved en kraftig redigering og opstramning, som fokuserede på udvalgte aspekter, om det så skulle være personlige erindringer, journalistikkens vilkår eller Kinas moderne historie.

Ud af materialet kunne være blevet adskillige mindre hver for sig nyttige udgivelser: for eksempel en samling af Leijonhufvuds artikler i skandinaviske dagblade for dem, der er interesseret i den vestlige presse om Kina i sidste halvdel af det 20. århundrede; en erindringsbog om at være udstationeret i Kina i samme periode, interessant for unge kinesisk-studerende og ældre kina-interesserede; en undervisningsbog på svensk om udviklingen i Kina i de sidste fem årtier, her kan dog tilføjes, at sådanne findes allerede – i hvert fald i Danmark og sandsynligvis også i Sverige; artikler for journalister om etiske aspekter i at virke i samfund med meget begrænset mediefrihed, osv. Hvorfor forfatteren og forlaget har valgt at blande det hele sammen er svært at se – sådan lige umiddelbart.