Fremtidstroen bygger på traditionen

 Moderne kinesisk forretningskultur har rødder i traditioner, der går et par årtusinder tilbage, men som er særdeles egnet til nutiden. Mon ikke Vesten skulle få lært et og andet…
Af Verner Worm

(artikel fra særnummer af Kinabladet, udgivet i oktober 2009)

Selvom denne særudgave af Kinabladet beskriver udviklingen over de 60 år, som Folkerepublikken har eksisteret, så er den økonomiske vækst først rigtigt eksploderet de sidste 30 år. Det er sket i en sådan grad, at stort set alle med indsigt i emnet forudser, at Kina vil være verdens største økonomi i allerede i 2030 .

Går det som forventet, vil vi være tilbage ved normale tilstande i Verden, som de var indtil 1820, da Asien stod for 60 procent og Kina omkring 30 procent af verdensproduktionen – det vi i dag kalder bruttonationalproduktet, BNP.

Som James Wolfensohn, tidligere direktør for Verdensbanken sagde højstemt i en tale i Shanghai: ’Mine børn vil lære at tale kinesisk, mine børnebørn vil flytte til Kina, og de og deres efterkommere vil se ud som kinesere” (Kilde: Børsen). Det sidste betyder vel, at de vil klæde sig som kinesere.

Der er ingen tvivl om, at kinesisk sprog kommer til at spille en mere dominerende rolle, men Wolfensohns logik er for simpel. Som en god økononom fremskriver han liniært, men verdens forventede udvikling er meget mere kompliceret.

I denne artikel vil jeg efter en kort baggrundsbeskrivelse primært fokusere på udviklingen i de seneste 30 år, hvor det kinesiske business system  – erhvervsliv på elementært dansk – har undergået fundamentale ændringer.

Man kan begynde at tale om en unik form for markedsøkonomi byggende på en særlig form for forretningskultur, i hvert fald distinkt i forhold til vestlige forretningskulturer på visse områder, mere konvergent (at Kina mere eller mindre overtager normer fra andre systemer) på andre områder og endelig med  inspiration fra vestlig forretningskultur på enkelte områder.

Begyndelsen i 1979

Virksomheder i den vestlige, markedsøkonomiske betydning fandtes ikke i Kina indtil 1979. Som bekendt var Folkerepublikkens første tre årtier præget af planøkonomi, delvist med Sovjetunionen som forbillede.

I en planøkonomi har man produktionsenheder (typisk fabrikker), der tager sig af produktion, men ikke er involveret i andre dele af værdikæden, såsom logistik, økonomi, afsætning, branding, personalespørgsmål  m.v. Med den gradvise inførelse af markedsøkonomi, som begyndte i 1979 med vedtagelsen af den første joint venture-lov, der skulle tiltrække udenlandske investeringer.

Det hele begyndte i fire økonomiske zoner (Shenzhen, Shuhai, Shekou samt Xiamen). Hvor de tre første fik investeringer primært fra det nærliggende Hongkong, så tog det nogle år, inden Xiamen kom i gang. Til gængæld spiller denne zone i dag en stor rolle for blandt andet danske virksomheder som ECCO og GN-Resound for blot at nævne et par stykker.

Senere er det gået slag i slag og i tillæg frem til de næsten 300.000 udenlandsejede virksomheder i Kina, er der opstået en myriade af kinesiske virksomheder, hvor ejerforholdene typisk er hybrider, dvs. at staten og private interessenter ofte ejer en andel af virksomheden sammen, men hvor denne fungerer på markedsøkonomiske virlkår.

Disse virksomheder har primært det kinesiske hjemmemarked som afsætningskanal og er derfor mere påvirket af en blanding af kinesisk filosofisk tradition og den tidligere socialistiske planøkonomi. Generelt gælder det, at også under markedsøkonomien spiller staten en betydelig større rolle end i vestlige økonomier.

Til trods for dette har omstillingsprocessen været enorm. Fra kun at skulle tage sig af produktion skal en virksomhed i Kina i dag varetage de samme funktioner som en sammenlignelig vestlig virksomhed. Nutidens kinesiske virksomheder skal endda ofte varetage flere opgaver end de vestlige konkurrenter, da der er et udviklet  outsourcing-system i Vesten, hvor regnskab, ansættelser, markedsføring og branding ofte er outsourcet til specielle konsulentfirmaer, hvilket fik en kineser, jeg interviewede engang,  til at påstå at det var et luksusjob at være leder af en virksomhed i Vesten. I Kina varetager virksomhederne ofte selv disse opgaver.

Konfucius overlever

 

Det siger noget om, at den måde man under markedsøkonomiske vilkår driver virksomhed på i Kina, er vidt forskelligt fra den måde vi kender i Danmark. Da jeg spurgte en privat entreprenør i Suzhou om, hvorfor han skaffede boliger og fuld forplejning til sine medarbejdere, så han særdeles overrasket på mig og sagde:

’Jeg skal da beskytte dem. Der er ugifte kvinder imellem mine medarbejdere, og dem kan jeg da ikke bare lade gå rundt i byen, hvad ville deres forældre ikke sige når de kommer tilbage til landsbyen’.

Eksemplet viser, at den konfucianske tradition med at se mennesker som hele, der skal opdrages og passes, stadig lever i bedste velgående, selv i de mere udviklede dele af Kina. Kineserne ryster på hovedet, når vi siger at unge bliver voksne, når de fylder 18 år.

I et så kollektivistisk samfund som Kina er man en del af en hierarkisk helhed, hvor man er barn til man bliver far eller mor. Det betyder også at den, der har mest brug for forældrenes arv, bør have den – ud fra en etisk betragtning.

De utallige skæderier og uvenskaber, som Kinas nye arvelov, der minder om vores, hvor for eksempel tre børn får en tredjedel hver, skyldes at sådan opfatter de ældre kinesere ikke retfærdighed. Retfærdighed betyder, at man hjælper hinanden og den, der fattes mest, bør gives mest.

For en mand, som jeg interviewede i Suzhou, gælder, at han arbejder 18 timer i døgnet. For efter en lang arbejdsdag, skal han rundt og snakke med de af sine medarbejdere, der har behov for vejledning eller hjælp. Det kan handle om at finde en kæreste eller at medarbejderen er kommet til at bruge lidt for mange penge, så han eller hun har behov for at lån, så afdraget på den nye bil kan blive betalt.

I en kinesisk sammenhæng er det ikke nyt at se medarbejderne som hele mennesker, som man skal tage hånd om, hvis de har problemer. Sådan har det været uder planøkonomien og før revolutionen. Det betyder selvfølgeligt ikke, at der ikke er brådne kar blandt de nye kapitalister, da kun tænker på penge og udbytning. Kulturrevolutionen har ødelagt så forfærdelig meget, og selv i dag tror mange kinesere at lykke er lig med penge. Dette er stik mod den kinesiske tradition, hvor penge kun var ét element i livet og ikke det vigtigste. Som Konfucius er citeret for, så lægger den lærde vægt på ritualer – god adfærd – mens den uoplyste lægger vægt på penge.

Lærdom og sparsommelighed

Traditionelt har kinesere således lagt utrolig stor vægt på lærdom, og gør det stadig. Andre centrale værdier er at være en god familiefar, sparsommelig og arbejdsom, samt evnen til at opbygge et netværk. Alt dette er betydelig højere krav end dem, der stilles til uddannede i Vesten.

Netværk er i nyere tid blevet et begreb, der ofte bruges i moderne kredse i Vesten. Det har altid været centralt i Kina,  hvor der ikke er noget som helst etisk forkert i at ansætte en person, man kender, og som man ved vil være loyal, hvis alle andre parametre ellers er lige.

Selvfølgelig behandler kinesere folk, de kender bedre end folk, de ikke kender. Venskab på kinesisk betyder at man udveksler tjenester eller hjælper hinanden. Kineserne er villig til at hjælpe dem, de kender, også selvom de ikke selv har brug for hjælp. For kineseren er en sådan hjælp en investering i fremtiden. Måske kommer der er dag, hvor jeg får brug for hjælp, og så ved jeg at ham, der skylder mig en tjeneste, vil hjælpe. Hvis han ikke gør det, bliver han ekskluderet og isoleret. Det kinesiske samfund er som det fremgår meget partikularistisk, hvilket betyder, at der er stor forskel på den måde man omgas folk, man kender, og folk, man ikke kender.

Som ringe i vandet

Det indebærer, at kineseren altid er centrum i et netværk, der breder sig som ringe i vandet, som Kinas nok mest berømte sociolog Fei Xiaotong udtrykte det. Nogle tror, at dette forsvinder med den stadig stigende konkurrence på markedet. Jeg tror, at netværkstankegangen vil tage til. Jo mere konkurrence, jo mere har man brug for at have sig netværk på plads. Et samfund kan ikke bygges på love alene, men kræver en vis portion af tillid, hvilket den nuværende krise i Vesten er et godt eksempel på.

Det ’arbejdsgen’, som kineserne har, er en af grundene til, at den kinesiske økonomi er vokset så kraftigt som den er. Når en kineser arbejder så er han fuldstændig koncentreret om det, og tænker ikke på andet. Denne enorme evne til at koncentrere sig skaber en energi, som er en Kinas største konkurrenceparametre.

 Forandring og kreativitet

En anden er kinesernes kreativitet. Der findes næppe nogen kultur, hvor forandring, kreativitet og forbedring har spillet så central en rolle for en civilisationen som Kina. En af de mest kendte klassikere i Kina er ’Forandringens bog’, der er ældre end de konfucianske analekter.

På den baggrund kan det synes paradoksalt, at kinesiske ansatte ofte klandres for ikke at være kreative. Det skyldes, at de ikke ved, hvad der forventes af dem af den udstationerede vesterlænding. Dette sammen med hierarkiet skaber passivitet, og krav om klare instrukser. Men så snart de kinesesiske ledere og medarbejdere får lov til selv at lede, så fejler kreativiteten ikke noget.

Kinesernes udfordring er, at de nu pludseligt skal følge vestlige spilleregler, hvis de vil ind på de vestlige markeder, hvilket sommetider kan være noget af en udfordring. Hvad der er god kvalitet i Kina, er det ikke nødvendigvis i USA, hvilket også har noget at gøre med, at lønnen i Vesten er højere end i Kina, så vi har ikke råd til bare at få det lavet om, hvis der er en fejl i produktet.

Med over 300 danske virksomheder etableret i Kina i dag er vi med til at påvirke den kinesiske industrielle udvikling, selv om vi ikke skal tro at Kina er afhængig af Danmark. 1,3 mia. mennesker bliver ikke afhængige af fem mio., hvilket vi nogle gange glemmer. Det er Danmark, der er afhængig af Kina, og ikke omvendt!

Den indflydelse, som danske virksomheder i Kina har haft på det organisatoriske plan, er primært at introducere mere flade organisationsstrukturer, hvilket har tiltrukket unge kinesere. Hovedparten af de kinesiske virksomheder er meget hierarkisk opbygget, hvilket er i overensstemmelse med deres nationale kultur, og derfor taget for givet indtil vesterlandske virksomheder begyndte at ’massere’ deres virksomhedskultur ind i deres datterselskaber i Kina.

De unge kinesiske ansatte har sikkert været tvivlende i starten og har ofte ment, at den danske leder ikke var en rigtig leder, når han ikke fortalte, hvordan tingene skulle gøres, men var tilbøjelig til at overlade beføjelserne til kineserne. Først hvis de kørte i stå, ville danskeren en fremgangsmåde.

Det tager selvfølgelig tid at opbygge en sådan organisationskultur i en fremmed national kultur, men når først de kinesiske ansatte har prøvet at arbejde på den måde og fået succes med det, så er der mange, der har indset, at det faktisk er en meget behagelig måde at arbejde på.

 Adfærd og værdier

En dansk direktør taler også med den ansatte på gulvet, hvilket man typisk som kinesisk direktør ville være for fin til. Jeg har hørt mange kinesere sige, at de foretrækker at arbejde i vestlige virksomheder, fordi der er større rum for at vise deres talenter, og man ikke bliver straffet for at begå en fejl eller to. Det har sikkert været nogle bestemte typer af unge kinesere, der har valgt at blive ansat i vestlige virksomheder. Ulemperne har været, at man lettere kunne blive fyret. De trygge rammer, der eksisterer i en kinesisk, partriakalsk virksomhed er fraværende.

Det forunderlige har været, at i mange år troede Vesten, at man bare lidt efter lidt skulle opdrage kineserne efter vore normer, så ville alt blive godt. Det er først rigtigt med den aktuelle krise, der har udviklet sig på globalt plan siden sidste halvdel af 2008, at folk i Vesten er begyndt at stille spørgsmål ved deres egne værdier.

Hvorfor vokser kinesisk økonomi Kina med seks til syv procent om året, mens stort set alle de vestlige økonomier skrumper i disse år?

Med udgangspunkt i dette spørgsmål er vestlige forskere begyndt at indse, at kinesisk tradition eller den kinesiske ’DNA’ har noget at byde på for Vesten. I hvert fald bør vi ikke føle os overlegne. Kinesisk økonomi vil være større end Japans om ganske få år og større end USAs senest i 2030 (om 20 år!). Så er vi tilbage ved situationen i 1820, som beskrevet i indledningen.

 Spirituel intelligens

Hvad er det der gør kineserne så konkurrencedygtige? Det skyldes ikke én metode, men snarere flere kontekst-specifikke metoder, hvor kineserne bruger deres stærke intuitive kraft kombineret med holistisk tænkning, hvilket betyder, at fænomener ses i relation til hinanden og ikke som isololerede. Forskerne Lynton og Thøgersen (2009, under udgivelse) kalder fænomenet spirituel intelligens, hvilket betyder intelligensen til at være åben for ens dybeste værdier og højeste motivation. Ifølge Lynton og Thøgersen er mange kineserne kedetegnet ved følgende personlighedstræk:

Hårdtarbejdende

 Respekt og bevidsthed om deres kulturelle rødder

 De elsker deres arbejde og får energi fra passionen

 De kender og bruger deres værdier

De er dygtige

Hertil kan føjes, at de er villige til at lære. Uden at skulle gå i detaljer med deres interessante studie, så er der næppe tvivl om, at dette er nogle af de værdier, vi andre kommer til at vende tilbage til. Det betyder efter min mening ikke, som det har været fremført, at vi alle bliver kinesere, men vi bliver nødt til i en globaliseret verden at  kende og være i stand til handle på baggrund af forskellige værdisæt.

Vi skal lære at forstå kineserne på et langt dybere niveau end hidtil og kunne agere i forhold til denne forståelse. Det samme gælder selvfølgelig for kineserne, men de er vant til selektivt at lære fra Vesten.

Som en kineser sagde til mig for nylig: ’Vi har altid (siden Opiumskrigen i 1840-42, V.W.) følt os underlegne, og vesterlændinge har følt sig overlegne, men nu føler jeg for første gang at det er ved at ændre sig i retning af et mere ligeværdigt forhold’.

Det er præcist hvad kineserne vil opnå, nemlig genoprettelse af dette ansigtstab, det var for dem at blive overmandet af de vestlige kolonimagter i 1840erne. Kina er ved at genindtage sin traditionelle plads i verden. Tillykke med det!

 

Referencer:

Dagbladet Børsen 20 maj 2009 s. 20.

Lynton, N. og Thøgersen, K. (2009) Spiritual Intelligence and Leadership: Chinese and Western Practices in Action. Under udgivelse.

 Verner Worm er uddannet sinolog og kom til Kina første gang i 1974. Han har boet i Kina i otte år og er nu professor i kinesisk business og udvikling ved Asia Research Center og direktør for Københavns Business Konfucius Institut, begge beliggende på Copenhagen Business School