HONGKONG – ET SAMFUND I OPBRUD

Sensommeren i Hongkong er ikke normalt en årstid, der får folk til at flokkes udenfor. Med temperaturer, der svæver over de 30 grader, og en luftfugtighed, der sætter sig spor efter blot et par minutter, søger mange hongkongere skyggen i dagens hedeste timer eller bevæger sig fra det ene afkølede indkøbscenter til det andet. Efteråret 2014 skulle vise hongkongerne fra en anden side, da tusindvis af demonstranter trodsede de høje temperaturer og flokkedes på gaderne i to måneder for at kræve større politisk indflydelse i deres by.

Det var to måneder, der afslørede, i hvor høj grad det politiske system i den tidligere britiske koloni er knyttet til Beijing. Hongkongs ry som politisk liberal oase led et knæk i takt med afsløringerne af en inkompetent politistyrke, fejlende frie medier og en eksklusiv gruppe af stenrige forretningsmagnater, der sidder på uforholdsvis stor magt.

En demonstrant ved lokalregeringens hovedbygning på en af protestbevægelsens første dage. På skiltet står der, at demonstranterne forkaster regeringens ”ulovlige og voldelige adfærd” og lovpriser den borgerlige modstand.

En demonstrant ved lokalregeringens hovedbygning på en af protestbevægelsens første dage. Skiltet udtrykker forkastelse af regeringens ”tyranniske adfærd” og lovpriser den borgerlige modstand. (Foto: Thøger Kersting Christensen).

Efteråret 2014 viste dog også en befolkning i færd med at definere sin egen identitet som hverken kinesere eller ekskoloniserede lokale, men som hongkongere. Det skete i en befolkning, der ellers er blevet karakteriseret som politisk apatisk lige siden Opiumskrigene.

Beijings mantra som ”ét land, to systemer” udgør fundamentet for Hongkongs minigrundlov, Basisloven. Den skulle fastholde byens rolle som uproblematisk lokkedue for udenlandske investeringer efter tilbageoverdragelsen til Kina i 1997. Basisloven erklærer Hongkong som en ubestridt del af kinesisk territorium, men med en stor grad af politisk autonomi indtil 2047. Hongkong beholdt på den måde sit kapitalistiske system med en uafhængig juridisk magt og frie medier.

 Beijings indblanding i valg af ny leder
I løbet af det sidste årti er Beijing dog begyndt at ville have mere hånd i hanke med byen. Det skyldes for det første Hongkongs faldende status som økonomisk centrum i takt med, at nye handelsmetropoler som Shanghai er brudt frem. Derudover har ideologisk ensretning og intern stabilitet stået højt på dagsordenen under præsident Xi Jinping, hvilket har trukket byen tættere til fastlandet.

Den politiske autonomi har tidligere været under pres fra hovedlandet. Sidst i 2012 da Beijing forsøgte at indføre en lov om ”patriotisk uddannelse”. En lov, der skulle cementere indholdet af skolematerialer, så det lagde vægt på vestlig kolonisering og japanske krigsforbrydelser og fremhævede kommunistpartiets rolle som nationens redning. Loven mødte massiv modstand blandt de studerende og blev i sidste ende forkastet.

Selv om utilfredsheden længe har været til stede, blev den endelige gnist til handling antændt den 31. august 2014. Her afgjorde et direktiv fra Den Nationale Folkekonges (parlamentet) i Beijing, at regionens leder, som ifølge Basisloven skal vælges af befolkningen fra 2017, skal forhåndsgodkendes af regeringen i Beijing.

Befolkningen skulle vælge regeringschefen fra en gruppe på 1200 kandidater, der er blevet fundet tilpas patriotiske af centralregeringen. Gruppen er efter mange hongkongeres mening overrepræsenteret af storkapitalens interesser og vil endnu engang holde den almindelige borger uden for indflydelse. Det var den endelige dråbe for hongkongere, der de sidste år har oplevet en markant voksende økonomisk ulighed.

De første til at reagere var de studerende. Selv om mange universitetsstuderende knap kan huske overdragelsen i 1997, er de blevet formet af et Hongkong influeret af vestligt idégods. Samtidig kan de se frem til et voksenliv med skyhøje boligpriser, rekordhøj arbejdsløshed og massiv konkurrence fra fastlandskinesere.

Hongkongs Studenterføderation trommede sammen til en ugelang boykot af undervisning i slutningen af september 2014 som reaktion på offentliggørelsen af direktivet. Hovedprotestgruppen, Occupy Central with Love and Peace, der havde planer om at blokere centrale distrikter siden oprettelsen i marts 2013, måtte se sig overhalet af de unge.

Hvis man overværede det første massemøde mellem de studerende, afholdt på et centralt campus en hed eftermiddag i oktober, var det svært at forestille sig, at bevægelsen siden skulle udvikle sig så dramatisk. Disciplinerede studerende hørte høfligt på taler, klappede på de rigtige steder, poserede med hjemmelavede bannere for pressen og gik hjem, da stormødet sluttede klokken seks. De følgende dage blev der oprettet åbent universitet i den centrale Tamarpark, lokalregeringens baghave.

Her kunne magthaverne umuligt ignorere de studerende og deres bannere, mens der blev givet lektioner i totalitarisme og delt erfaringer om fredelig civil modstand. Alt imens tårnede glaskolosserne sig op over de studerende som en påmindelse om individets ubetydelighed. Der blev også jævnligt skævet til hovedkvarteret for Folkets Befrielseshær i Hongkong, der ligger ganske tæt på regeringsbygningerne. Begivenhederne på den Himmelske Freds Plads i 1989 lå forståeligt nok i baghovedet.

 Paraply-revolutionen
De passive protester ophørte brat den 26. september. En udbrydergruppe af studerende under ledelse af bl.a. Joshua Wong, stifter af den aktivistiske studenterorganisation Scholarism, forcerede hegnet ved lokalregeringens hovedsæde og besatte den afspærrede indre plads.

Optrapningen af begivenhederne tiltrak sig verdensmediernes bevågenhed og de almindelige hongkongeres opmærksomhed. Velbevæbnede urobetjente blev snart udstationeret for at anholde de indtrængende studerende og holde resten i skak.

Det udviklede sig til nogle af de voldsomste sammenstød søndag den 28. september, hvor politiet affyrede tåregas og peberspray mod demonstranterne. Tåregas diskriminerer ikke, og da gas søger nedad, blev mange af pendlerne i det travle metrosystem også ramt.

Den resolutte magtanvendelse skulle vise sig at være en dårlig strategi. I stedet for at skræmme folk væk fra gaderne udløste den voldsomme reaktion et ramaskrig blandt hongkongerne, hvilket den følgende dag fik tusindvis af folk til at strømme ud på gaderne og for alvor satte gang i bevægelsen. Occupy Central, den oprindelige hovedorganisator af protesterne, meldte hurtigt sin støtte til de studerende og annoncerede starten på deres blokade tre dage før tid.

Politiets overdrevne brug af vold tjente på den måde til at forene de løst sammensatte grupper af demonstrerende. I hvert fald for en stund. Manglen på fælles udgangspunkt er fortsat en stor udfordring for den skrøbelige sammenhængskraft i demokratibevægelsen.

Sølle fire procent af de yngre demonstranter vil karakterisere sig som kinesiske, hvorimod de ældre aktivister stadig fastholder rituelle loyalitetsbekendelser til Fastlandet og den fælles kinesiske kultur.

Det oprindelige protestområde omkring regeringsbygningerne, beliggende i finansdistriktet Admiralty, fik hurtigt to udbryderlejre i henholdsvis det populære shopping område, Causeway Bay, og Mongkok, et af verdens tættest befolkede byområdet. Moderlejren blomstrede op som et ekstremt velordnet protestområde.

Her kunne man opleve det organisatoriske talent i praksis, som mange af de studerende får opbygget i et væld af foreninger på universiteterne. Interimistiske læsepladser blev opbygget, hvor de studerende kunne sørge for at holde takt med semestrets gang, økologiske urtehaver dukkede frem fra asfalten, og gadekunst af enhver art begyndte at dukke op.

Paraplyen blev ufrivilligt demonstranternes symbol. De skulle først og fremmest benyttes som beskyttelse mod peberspray, men kom hurtigt til at symbolisere den ikkevoldelige modstand mod systemet, stærkt tilskyndet af en international presse, der er vilde med ordet revolution. Paraplyrevolutionen var født.

Efter de første voldelige sammenstød trak politiet sig tilbage, og en sart, umærkelig form for status quo blev oprettet. Når man gik rundt på den firesporede hovedvej i solskinnet, blev beværtet på de bugnende bjerge af proviant og så en gruppe studerende sidde og spille kort på fortovet, var det let at glemme seriøsiteten bag.

Tilgangen til bevægelsen kom også til at splitte de demonstrerende. Visse elementer, især i den mest aktivistiske lejr i Mongkok, ville holde fast i en proaktiv tilgang og var frustrerede over, at bevægelsen var ved at udvikle sig til en byfest. Denne sprække imellem fraktionerne skulle kun blive dybere, efterhånden som blokaden trak ud.

En del af Hongkongs særstatus består i fri adgang til internettet, og online udviklede der sig snart til en bitter skyttegravskrig. Utallige grupper begyndte at dukke op. De støttede enten de protesterende eller politiets forsøg på at opretholde ro og orden. Da mange af de traditionelle medier, som f.eks. South China Morning Post, ofte havde en negativ vinkel på protesterne, foretrak mange hongkongere internettets frie kakofoni. Det medvirkede hurtigt til, at rygter spredtes som steppebrande, og historier blev manipuleret på fuld kraft.

De sociale medier, der var hovedinstrument for rekruttering, mobilisering og organisering af aktiviteter, udviklede sig til et tveægget sværd. Myndighederne kunne holde øje med alt, hvad der foregik online, og det  store antal af undergrupperinger underminerede enhver form for central autoritet. Manglen på lederskab, der kunne appellere på tværs af de forskellige segmenter af demonstranter, blev hurtigt et af bevægelsens største problemer.

For som tiden gik, og hverdagen igen meldte sig, begyndte de internationale medier at vende blikket  andetstedshen. Den indledende protestiver kølnedes, og de negative historier begyndt at dukke op – hvordan blokaden ramte almindelige butiksindehavere, taxachauffører og de pendlende arbejdere i centrum. Den almindelige stemning begyndte at vende sig mod de protesterende.

I midten af november var op mod 70 pct. af befolkningen negativt indstillede overfor demonstranterne. Lokalregeringen trak tiden ud, lovede dialog med demonstranterne uden dog at gøre indrømmelser, aflyste dialogmøder af et godt hjerte og ventede på, at folkestemningen ville skaffe dem af med problemet. I sidste ende var det busselskaber og virksomheder, der i samarbejde med politiet opløste de forskansede protesterende.

Til slut valgte demonstranterne at se realiteterne i øjnene og blæse til ordnet retræte. Først faldt Mongkok i slutningen af november. Dernæst Admiralty den 11. december, hvor 209 demonstrerende på fredelig vis blev anholdt, og et par dage senere også den lille protestlejr ved Causeway Bay. To måneders belejring af gaderne var forbi.

Et nyt Hongkong
Det er svært at sige, hvilken slagkraft bevægelsen har nu, og politiske kommentatorer verden over er uenige om, hvordan Hongkong er kommet ud af protesterne. Hvorvidt prøvelserne har dannet et stærkere civilsamfund, der er i stand til at modstå Beijing, eller om de fundamentale sociale bånd er blevet sønderrevet i en polariseret befolkning. Unge har vendt sig mod gamle, forældre mod børn og venner mod venner.

Det er blevet en normal trend at slette endda familiemedlemmer som ”venner” på facebook, hvis de ikke deler ens egne sympatier. Nogle vil mene, at det er en decideret pr-sejr for Beijing, der har haft held med at miskreditere studenterbevægelser, portrættere de protesterende som uromagere og hooligans og derved afskrække kineserne fra at prøve noget lignende.

Demokratibevægelsen viser tegn på yderligere splittelse. Visse grupper af desillusionerede demonstranter snakker om at tage voldelige midler i brug, og blot 13.000 af de forventede 50.000 dukkede op til den første demonstration i 2015.

Uanset hvad, har efteråret 2014 ændret Hongkong for bestandig. Unge studerende, der tidligere er blevet karakteriseret som politisk apatiske, har organiseret sig, tiltrukket sig verdens opmærksomhed og fået Beijing til at svede. Det kan godt være, at man i de følgende år ikke skal vente sig politiske syvmileskridt i reformretning, men man skal ikke undervurdere betydningen af en politiseret generation, der vil besidde vigtige stillinger i et globalt økonomisk knudepunkt i 2047, og som uden tvivl vil se tilbage på efteråret 2014 som en milepæl i byens historie.

– – –

Thøger Christensen er bachelorstuderende ved Kinastudier, Københavns Universitet. Han har studeret tilvalgsfag i kommunikation og journalistik ved Chinese University of Hong Kong. Han er medlem af Kinabladets redaktion.