Kendte fædres børn væk fra skærmen

Hver fredag aften stiller millioner og atter millioner af kinesiske tv-seere ind på Hunan satellit-tv for at se en ny episode af ”Dad! Where are we going?” Fem landskendte skuespillere eller berømte mænd inden for andre fag tager med hver sit barn – dreng eller pige – til et sted langt ude på landet i Kina, hvor de sammen løser en opgave – fx at lave et måltid, ordne barnets hår, overnatte i tre døgn ude i en øde ørken eller sælge grøntsager for at få penge til busbilletter.

Fem fædre og deres børn under optagelse af et reality show i oktober 2015. (Privatfoto China Daily via ChinaCulture)

Fem fædre og deres børn under optagelse af et reality show i oktober 2015. (Privatfoto China Daily via ChinaCulture)

Seerne har i denne serie, der begyndte i 2013, et indblik i berømte, rige kineseres daglige tilværelse, men den 17. april 2016 sagde regeringens kontor for tilsyn med tv-programmer stop. ”Far, hvor tager vi hen?” og andre tilsvarende populære reality show i delvis uafhængige tv-stationer blev forbudt. Begrundelsen var, at børn kan tage skade af at blive en landskendt tv-stjerne fra den ene dag til den anden. Medierne fik besked på, at de ikke måtte interviewe børnene om deres tv-optræden.

Hunan satellit-tv meddelte, at man i første omgang ville overveje situationen.

Det officielle nyhedsbureau Xinhua uddybede i en længere redegørelse, hvad meningen med forbuddet var:

”De børn, der nu har fået stjernestatus, blev hurtigt indfanget af velkendte firmaer, der ville bruge dem til at reklamere for deres produkter og aktiviteter. Mens mange børn nød godt af disse muligheder, som skyldtes den nye berømmelse, er mange folk bekymrede for, at den vil have en negativ virkning på børnenes mentale og fysiske velbefindende”.

Førhen gjorde kendisserne alt for at beskytte deres børn mod at komme i offentlighedens søgelys, men tingene har ændret sig, efter at reality show er dukket op i tv, konstaterer Xinhua. ”At medvirke i et show i en meget tidlig alder kan påvirke børns opførsel, og

mens det kan medføre, at børnene høster ”tv-guld” og vækker begejstring eller det modsatte hos publikum, så er det børnene selv, det går ud over.

”Mens betegnelser som ”sofistikerede, dominerende eller forkælede” bruges af publikum om disse børn, er spørgsmålet simpelthen: Er det etisk korrekt at fælde dom over disse børn, mens de er i færd med at vokse op og finde deres vej ud i verden? Eksperter i børneopdragelse advarer: at ”oplære” børn til at optræde på en bestemt måde foran et kamera er skadeligt”.

Det overraskende ved forbuddet er, at da reality showet om de fem fædre og deres børn havde premiere på Hunan tv i 2013, fik det en yderst positiv omtale i de kinesiske medier. Det amerikanske tidsskrift The Atlantic oplyste, at showet ret hurtigt fik 600 millioner seere om ugen.

Også det kommunistiske partis hovedorgan, Renmin Ribao, var begejstret: ”Den dybe hengivenhed, serien giver udtryk for, varmer en om hjertet og får en til at ønske, at folk vil gå hjem og elske deres børn”, skrev avisen.

Reality show og tilsvarende underholdningsprogrammer på tv er ifølge Xinhua en millionforretning. I 2015 blev der sendt over 100 af den slags programmer på tv i hele landet. De indbragte tv-stationerne en samlet indtægt på over ti milliarder yuan (1,5 mia. USD) i annonceindtægter. I mange af udsendelserne deltog børn. For blot ét show kan en skuespiller få millioner af yuan. En skuespiller fortæller, at hans honorarer blev tidoblet i løbet af tre udsendelser.

3. maj 2016