Migrantarbejdernes usikre tilværelse

Migrantarbejdernes liv og levned var emnet for et foredrag, som den kinesiske sociolog Lü Tu holdt i Copenhagen Business Confucius Institute i København den 3. december 2014. Hendes konklusion var, at mange migrantarbejdere, der har forladt deres landsbyer i håb om at få en bedre tilværelse for familien i byerne, ikke kan finde sig til rette nogen af stederne. I sine to bøger om migrantarbejderne bruger Lü Tu betegnelsen „de nye arbejdere” om dem.

Referat ved Flemming Poulsen

Lü Tu har siden 2007 arbejdet i en landsby en snes kilometer fra Beijings centrum. Her er hun en af drivkræfterne i en ngo. Gennem denne ikkestatslige organisation har migrantarbejdere skabt trygge rammer omkring nogle af landsbyen Picuns 10.000 migrantarbejdere. Den lokale befolkning er på 1000. Lü Tu indledte med at fortælle om denne organisation, Beijing Migrant Workers’ Home, der danner en stærk kontrast til foredragets anden del, migrantarbejdernes tilværelse i byerne og på landet.

Beijing Migrantarbejdernes Hjem blev grundlagt i 2002 af en håndfuld unge med musikalske talenter. De var gadesangere, og de havde en drøm om at blive berømte sangere. I begyndelsen havde de ikke noget lokale, hvor de kunne synge, så de sang på gaderne, men langsomt gik det op for dem, at deres drøm om en sangerkarriere aldrig kunne blive til virkelighed. Så gik de rundt til arbejdspladserne og sang for arbejderne. I 2002 dannede de en ngo. Den sluttede Lü Tu sig til. I 2005 flyttede den til Picun landsby, og her har den været siden.

 Mange aktiviteter
Lü Tu har i 15 år arbejdet med fattigdomsprojekter. I et år, fra 2010 til 2011, rejste hun sammen med andre forskere rundt i Kina for at studere migrantarbejdernes tilværelse. Det blev blandt andet til besøg hos og interview med 100 migrantfamilier. Det var grundlaget for hendes første bog om „de nye arbejdere“.

Hendes hovedopgave i Beijing Migrantarbejdernes Hjem er at koordinere researchaktiviteter og oplære de unge migrantarbejdere. Hun underviser også selv.

Mange af de børn, der kom til landsbyen sammen med forældrene, kunne ikke optages i de lokale offentlige skoler, fordi deres forældre ikke officielt boede i landsbyen –  de var stadig registreret som borgere i den landsby, som de kom fra. Derfor grundlagde ngo’erne i 2005 en grundskole for migrantbørn.

Migrantarbejdernes Hjem havde, i modsætning til andre ngo’ere, ingen sponsor. For at skaffe penge lavede ngo’erne en genbrugsbutik, en „samfundsmæssig virksomhed“, der giver et lille overskud. Butikken er med til at holde arbejdernes tøjbudget nede. Da den havde eksisteret et år, kunne den sælge en t-shirt for en euro (7 kr.), væsentligt billigere end den koster i andre butikker.

I 2008 oprettede Picuns ngo’er et museum. Dets første opgave var at lave nogle udstillinger, der skildrede „den anden side af historien” om Kinas økonomiske mirakel. Udstillingerne skulle anskueliggøre, hvem der har gjort det muligt for Kina at nå så langt, og hvad prisen har været. Som svar på spørgsmålene lavede museet nogle udstillinger om migrantarbejdernes tilværelse og indsats.

I 2009 skabte Migrantarbejdernes Hjem et træningscenter for unge, der skulle uddannes til en anden tilværelse end at arbejde på en fabrik. „Vi har åbnet et vindue for de unge”, forklarer Lü Tu.

I 2013 indviede organisationen sin samfundsmæssige virksomhed nr. 2, en farm og en frugtplantage på et lejet stykke jord på 200 ha. Ngo’erne håber, at disse virksomheder om nogle år vil give et overskud, som kan bruges til sociale formål.

Picun vokser, men Lü Tu forudser, at landsbyen en skønne dag vil blive nedlagt. Det er en beskidt og rodet

landsby. Den burde som andre landsbyer i omegnen være nedlagt for længst og jorden solgt. Over halvdelen af de lokale regeringers indtægter kommer fra salg af jord, og en skønne dag kommer turen sikkert også til Picun. Det vil ifølge Lü Tu ske ud fra den indstilling, at „vi har brug for din arbejdskraft, men ikke for din person”.

 Bylivets problemer
I 2013 var der 268 millioner migrantarbejdere, rundt regnet en femtedel af befolkningen. De forlader deres landsbyer, fordi landbruget ikke kaster så meget af sig, at en familie kan leve af det. De håber på et bedre betalt arbejde i en by. Men her kan de have svært ved at klare sig, fordi de ikke har en hukou, en attest på, at de har ret til at bo i byen og modtage velfærdsgoder på lige fod med byens faste befolkning. Eller det kan være svært at få et passende arbejde.

I nogle tilfælde kan børnene ikke blive optaget i en af byens offentlige skoler. I 1990’erne var der i Beijing 300 skoler for migrantbørn, nu er der kun omkring 100. Lü Tu mener, at myndighederne lukker skolerne i håb om, at forældrene så vil forlade Beijing. Men det sker ikke. Børnene tager måske tilbage til landsbyen, i nogle tilfælde sammen med den ene forælder.

Når børnene vil have en højere uddannelse, må de tage en adgangseksamen til et universitet, men det kan ikke foregå i byen, hvor de bor sammen med forældrene. De må tage til forældrenes hjemby flere hundrede kilometer borte, hvor de så kan melde sig til den tre dage lange eksamen. Det opgiver de ofte.

Migrantarbejdere kan få en midlertidig tilladelse til at bo i en by. Tilladelsen skal fornyes hvert år. En kollega til Lü Tu kunne fortælle, at hun har boet „midlertidigt” i Beijing i 15 år.

Landsbyen forfalder

Selv om de fleste migrantarbejdere har fortalt Lü Tu, at de ønsker at bo og arbejde i en by, har de ofte ikke anden udvej end at tage tilbage til landet, når de opgiver tilværelsen som migrantarbejdere. Men ønsket om at tage tilbage til landsbyen er en illusion, mener Lü Tu. En familie kan ikke tjene så meget på landet, at den kan leve af det. Derfor forlader flere og flere landbruget. På landet finder man kun gamle folk og små børn.

I Folkerepublikken Kinas første 40 år var der på landet en infrastruktur –  selv under kulturrevolutionen blev der bygget overrislingsanlæg. Men nu er det hele forsvundet, systemet er ikke bæredygtigt, jorden er fuld af kemikalier. De lokale myndigheder er forsvundet. Lü Tu ville engang interviewe en landsbyleder, men fik at vide, at han boede inde i amtets hovedby. Men brigadelederen da? Han arbejdede inde i amtsbyen. Så der er ikke mere nogen lokal regering, kunne Lü Tu konstatere.

Både på landet og i byerne har migrantarbejderne problemer med at skabe sig en rimelig tilværelse.

 Arbejdet på en fabrik

For at få et indblik i migrantarbejdernes daglige tilværelse ved samlebåndet og i fritiden lod Lü Tu sig ansætte som migrantarbejder i to fabrikker, en taiwanskejet og en tyskejet.

Det var hårdt arbejde begge steder, men der var forskel. Ledelsen af den tyske fabrik overholdt alle aftaler om arbejdsvilkårene. Virksomheden betalte også den nyansattes husleje, forsikring og andet, og der blev holdt øje med, at migrantarbejderne ikke havde mere overarbejde end de aftalte 36 timer om måneden.

Anderledes med den taivanskejede fabrik. Her blev intet overholdt. Lü Tu oplevede, at hun måtte arbejde stående hele natten, det var forbudt at sidde ned.

„Jeg måtte ikke bevæge mig, jeg var som en handikappet efter den første nattevagt. Da jeg skulle begynde på den tyskejede fabrik, så jeg til min glæde, at der var en stol ved arbejdspladsen… hurra, jeg kunne sidde ned under arbejdet. Men arbejdslederen meddelte, at stolene ville forsvinde om en måned. Der var nye bestemmelser om arbejdet ved samlebåndet, det ville ikke mere være tilladt at sidde ned. Hvorfor denne nye bestemmelse? Arbejdslederens eneste svar var: Sådan skal det altså være”.

Lü Tu oplevede på den tyskejede fabrik, at der blev set ned på migrantarbejderne. De var 12, der arbejdede ved samlebåndet. Lü Tu og en anden var nyansatte migrantarbejdere, de øvrige ti var lokale arbejdere. De holdt sig for sig selv. De lo og spøgte og havde det fornøjeligt sammen og talte den lokale dialekt, som Lü Tu og den anden migrantarbejder ikke forstod. De betragtede de lokale som direktørens agenter, der havde til opgave at holde øje med migrantarbejderne.

At arbejde i den taivanskejede fabrik var som at være i et fængsel. Der var en kantine og en sovesal, ikke andet.

„Jeg spurgte en kvindelig migrantarbejder, hvornår hun tager hjem. Hun svarede, at hun tager hjem en gang om året, et par dage før nytår. Så forstod jeg, at det at tage hjem efter dagens arbejde for hende betød at tage hen til sovesalen eller til et værelse, og det er ikke et hjem, Jeg følte svaret som noget meget sørgeligt og smerteligt”.

En migrantarbejderfamilie på tre eller fire personer har et værelse på ti kvadratmeter eller lidt mere. Det er både soveværelse, dagligstue og kogeplads. Der er ikke toilet eller bad. Familien må tage hen til et offentligt toilet eller en badeanstalt. Lü Tu havde også oplevet et andet eksempel på migrantarbejderes trange boligforhold: Et sted arbejdede mand og kone i samme virksomhed, men der var ikke plads til en dobbeltseng, kun en enkeltmandsseng. Så den ene arbejdede om dagen, den anden om natten.

Efter at over ti ansatte i den taiwanskejede elektronikgigant Foxconn havde begået selvmord i 2010 ved at  springe ud fra taget af nogle Foxconn-bygninger, blev der udspændt såkaldte sikkerhedsnet fra bygningerne. De, der sprang ud, blev fanget i nettene og undgik at blive dræbt. Billedet er fra en Foxconn-bygning  i Longhua i provinsen Guangdong i 2010. (Foto: Scanpix).

Efter at over ti ansatte i den taiwanskejede elektronikgigant Foxconn havde begået selvmord i 2010 ved at springe ud fra taget af nogle Foxconn-bygninger, blev der udspændt såkaldte sikkerhedsnet fra bygningerne. De, der sprang ud, blev fanget i nettene og undgik at blive dræbt. Billedet er fra en Foxconn-bygning i Longhua i provinsen Guangdong i 2010. (Foto: Scanpix).

Som et eksempel på de dårlige arbejdsforhold, nogle af virksomhederne byder deres migrantarbejdere, nævnte Lü Tu den serie selvmord, nogle ansatte i elektronikgiganten Foxconn begik i 2010. De sprang ud fra toppen af den taiwanskejede fabriks bygninger. Det blev udlagt som udtryk for, arbejderne ikke kunne klare det hårde arbejdsmiljø. For at undgå flere selvmord blev der spændt et mange meter bredt net ud fra bygningerne, så de, der sprang ud fra en Foxconn-bygnings tag, blev fanget i nettet i stedet for at bliver dræbt på et flisebelagt fortov. De såkaldte sikkerhedsnet medførte et brat fald i antallet af selvmord.

En professor sagde, at de, der begik selvmord, var svage mennesker, men Lü Tu siger, at det kræver mod at begå selvmord. De tog deres liv, fordi de havde en dårlig tilværelse. ”Så behøvede de i hvert fald ikke at lide under, at de betragtes som uværdige mennesker uden nogen fremtid”.

Men migrantarbejderne drømmer stadig om at vende tilbage til deres landsbyer. Mange migrantarbejdere bruger stadig deres opsparing til at bygge et hus på landet. Hvad skal huset bruges til? En gammel kone i en landsby boede alene med et barnebarn, en pige, i et stort hus. Konen forklarede, at hun har to sønner og fire mandlige børnebørn, der alle arbejder som migrantarbejdere i en by. Men når de fire når den giftefærdige alder, må de kunne vise en mulig kone, at han har et hus, han kan tilbyde hende at bo i sammen med ham. Uden hus ingen kone!

Lü Tu har skrevet to bøger om migrantarbejdernes tilværelse. Når hun viser dem til veluddannede unge, siger de, at børgerne ikke blot er arbejdernes, men hele Kinas historie.