Kinas nye rolle i stormagtspolitikken

Under Xi Jinping, der blev Kinas præsident i 2013, er der sket meget i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, fastslog Camilla T.N. Sørensen, da hun holdt foredrag i Dansk-Kinesisk Forening den 5. oktober 2015. Emnet var ”Udviklinger i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik under Xi Jinping”.
Camilla T.N.Sørensen er adjunkt på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
Camilla T.N. Sørensen gav et overblik over grundlaget for Kinas stormagtsrolle og analyserede derefter drivkræfterne bag de udviklinger i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er sket under Xi Jinping.
Kina betegnes ofte som en opstigende stormagt, især hvad angår økonomisk og militær magt, og det er gået rigtigt stærkt. For blot 30-40 siden var Kina stadig isoleret og et udviklingsland. Nu er det en stormagt og et internationalt vækstlokomotiv.
”Det er gået rigtigt stærkt, måske endda for stærkt til, at kineserne kan følge med. Det er måske også gået for stærkt til, at det internationale system kan følge med og indrette sig efter, at der er dukket en ny stormagt op”.
Der er en omfattende debat i gang, både i og udenfor Kina om, hvad Kina er for en type stormagt og hvad Kinas intentioner er – hvordan vil kineserne bruge deres nu større økonomiske og militære magt?
”Jeg tror ikke, kineserne har en klar strategi. De er stadig i gang med at finde ud af, hvordan de bedst kan sætte deres økonomiske og militære magt i spil i forhold til de mange interesser og hensyn, som de skal varetage i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. De prøver sig forsigtigt frem, krydser floden ved at føle sig frem efter stenene, sådan som de gjorde under den indenrigspolitiske økonomiske reformproces.
Da der ikke er tale om en klar strategi, udvikler den kinesiske udenrigs- og sikkerhedspolitik sig på modsætningsfyldt vis. Der er tegn på, at de er mere samarbejdsvillige, men også, at de går deres egne veje og presser på for at få gennemført deres egne interesser, og de er i stigende grad villige til at sætte magt bagved.
”Vi ser også, hvad vi kan kalde en stigende kinesisk selvsikkerhed, en selvhævdende, aggressiv facon, især når det gælder maritime stridigheder i det syd- og østkinesiske hav. På den anden side ser vi også en usikkerhed og en manglende erfaring i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det medfører, at kineserne tit overreagerer eller overspiller deres kort”.
Under Xi Jinping (der blev det kommunistiske partis generalsekretær i 2012 og året efter landets præsident. Red.) har Kina gjort op med den udenrigs- og sikkerhedspolitik, som Deng Xiaoping lagde retningslinjerne for i starten af 1990’erne. De gik ud på, forklarede Camilla T.N. Sørensen, at Kina skulle holde en lav profil og undlade at blande sig i andre landes indenrigspolitiske forhold. Kina skulle koncentrere sig om at skabe de bedst mulige betingelser for, at Kinas økonomiske vækst kunne blive så høj som muligt og fortsætte så længe som muligt.

Præsident Xi Jinping talte ved en reception i forbindelse med den militærparade, der blev holdt i Beijing den 3. september 2015. Anledningen var, som den kinesiske regering formulerede det, ”70 års dagen for sejren i det kinesiske folks krig mod den japanske aggression og i den antifascistiske verdenskrig”. (Foto: Liu Weibing/Xinhua).

Præsident Xi Jinping talte ved en reception i forbindelse med den militærparade, der blev holdt i Beijing den 3. september 2015. Anledningen var, som den kinesiske regering formulerede det, ”70 års dagen for sejren i det kinesiske folks krig mod den japanske aggression og i den antifascistiske verdenskrig”. (Foto: Liu Weibing/Xinhua).

Der er tegn på, at Kina under Xi Jinping er på vej væk fra disse retningslinjer.
”Det er svært at sige præcis hvorfor, men en vigtig årsag er, at Kina er blevet en for vigtig og stor aktør i det internationale system og har udviklet for stærke økonomiske interesser i andre lande og regioner langt væk fra Kina til at fortsætte med at holde ’lav profil’”.
Camilla T.N. Sørensen gav nogle eksempler på, hvordan udenrigs- og sikkerhedspolitikken har udviklet sig under Xi Jinping.
Xi Jinping lancerede i flere taler i 2014 et nyt slogan for Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik: fen fa you wei – striving for achievement er den engelske benævnelse, dvs. opnå resultater, være positiv. ”Det kan man jo nok se virkelig er en udvikling væk fra at holde en lav profil, lade være med at stikke næsen for langt frem. Det er særligt udtryk for, at det ikke længere er muligt for kineserne at holde lav profil”.

Kina har på den baggrund taget forskellige initiativer i forbindelse med internationale kriser, fx i Ukraine og Syrien, men tydeligst ses den nye politik i forholdet til Afghanistan, hvor kineserne har forsøgt at få taleban og regeringen til at komme i gang med forhandlinger. ”Det skyldes, at Kina er meget bekymret over, hvad der vil ske i Afghanistan, især når USA og Nato er ude af konflikten. Afghanistan er jo et naboland”.
”Der er mange tegn på, at der under Xi Jinping er større visioner og højere ambitioner forbundet med Kinas rolle i de internationale system. Han har også understreget, senest i talen på FNs generalforsamling for et par uger siden, at Kina vil være en stormagt, der påtager sig et international ansvar. Kina vil sørge for fælles internationale goder og ikke kun tænke på sine egne interesser. Kina vil også tænke på international fred, udvikling og samarbejde – alle de gode plusord”.
Men samtidig understregede han meget klart, at Kina ikke vil gå på kompromis, når det gælder landets kerneinteresser, dvs. suverænitet, genforening med Taiwan og det kommunistiske partis indenrigspolitiske rolle som den helt igennem styrende autoritet. ”Det, der snarere er diskussion om – men det nægter kineserne selvfølgelig selv – er, om de kinesiske kerneinteresser bliver mere omfattende i takt med, at Kinas magt øges. Det er i hvert fald det, de omliggende lande i Sydøstasien frygter, specifikt hvad angår det sydkinesiske hav”.
Kinesiske lederes vigtigste opgave er at sikre indenrigspolitisk stabilitet og det kommunistiske partis magtmonopol. Det er der, man skal begynde, når man skal analysere Kinas udenrigs- sikkerhedspolitik. Der er fortsat tale om et etpartisystem, men det står uden tvivl over for et mere aktivt og ressourcestærkt samfund.
Camilla T.N . Sørensen refererede fra et møde, hun netop havde haft med en kinesisk forsker, som har gode kontakter til den gruppe, der rådgiver de kinesiske ledere med hensyn til udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forskeren sagde, at efter hans vurdering går 90 procent af ledernes tid med indenrigspolitik, 10 procent går med udenrigspolitikken, og deraf går 5 procent med forholdet til USA. Så der er ikke megen tid til resten, og i det hele taget spiller hensyn til indenrigspolitiske udviklinger og udfordringer i høj grad ind på udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Der er ingen tvivl om, at Xi Jinping, da han havde overtaget magten, forsøgte at præsentere Kina som en stærk magt, der havde rejst sig og overkommet 100 års ydmygelser . Nu skulle der fokuseres på det fremadrettede og optimistiske Kina og på Kinas positive og konstruktive bidrag til det internationale system. Den politik måtte han dog hurtigt nedtone, blandt andet fordi konflikten med Japan udviklede sig, men også på grund af indenrigspolitiske problemer.
I forhold til de traditionelle principper bag kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, så er særligt suverænitetsprincippet under pres grundet Kinas voksende interesser og tilstedeværelse i det internationale system. Kina blander sig i stigende grad i andre landes forhold, men understreger, at det er intervention med kinesiske kendetegn, dvs. at det altid vil ske på grundlag af en FN-resolution og en invitation fra det pågældende land. Spørgsmål er, om disse kriterier vil blive fastholdt.
Xi Jinping har lanceret endnu et slogan, nemlig at der er tale om en ny type stormagtsrelationer, hvilket særligt er henvendt til USA. Xi Jinping lægger vægt på, at der skal være ligeværdighed, respekt for kerneinteresserne, koordination og lydhørhed. Dette afspejler, at Xi er helt bevidst om, at den store test for Kinas videre ’opstigen’ er USA og USA’s evne og villighed til at acceptere og tilpasse sig et stærkere Kina, konkluderede Camilla T.N. Sørensen.