Kinas opstigning forandrer det internationale system

Af Magnus Hjortdal

Hvordan kan vi forvente, at Kina vil reagere som opstigende magt? Vil vi se et fortsat fokus på økonomisk vækst, men samtidig en militær tilbageholdenhed? Den amerikanske forsker, Robert Kagan, spørger direkte: “Might not China, like all rising powers of the past, including the United States, want to reshape the international system to suit its own purposes, commensurate with its new power and to make the world safe for its autocracy?”.

Magtbalanceteorien tilskriver, at én stat ikke vil kunne opretholde en unipolær magtposition, som den USA i dag besidder, da stater med overvældende magt i sidste ende er den største trussel mod øvrige staters sikkerhed. Siden den kolde krigs afslutning og den forandrede situation med kun én supermagt i verden, er magtbalanceteorien, og Kinas potentielle udfordring af USA som supermagt, livligt blevet debatteret.

Kina mod nye mål og ændringen af det unipolære billede

Analyser af Kinas magt kommer for øjeblikket mere eller mindre frem til samme konklusion: “China is likely to be able to continue to afford its foreshadowed core military modernization. Over the long term, this could affect the strategic reach and global postures of the major powers“ Og herhjemme siger Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), at ”på meget lang sigt vil det blive muligt for Kina at optræde som global militærmagt”, og at ”[l]andet bruger sin størrelse og økonomiske vækst til at sikre sig status som stormagt”. På sigt vil Kina med en betydelig margin også være den stærkeste asiatiske militære magt, og den militære modernisering vil gå i retning af et øget fokus på udvikling af kapabiliteter til magtprojicering. Det må forventes, at Kinas globale militære kapacitet udvikler sig i takt med landets størrelse, og landet har ydermere potentialet til at overstige USA som verdens største økonomi omkring 2020-25. Endelig er Kina generelt blevet meget aktive i Afrika, og nu også Sydamerika. Flere analytikere ser dette som et tegn på, at den kinesiske evne til at projicere magt langt væk fra hjemlandet er under forberedelse.

Ændringen af det unipolære billede medfører, at lande i bl.a. Stillehavsområdet nu må justere deres strategi, der bygger på afhængighed af amerikanske sikkerhedsgarantier, og i stedet forholde sig til at kunne tackle Kinas fremfærd i regionen. Amerikanerne føler også denne magtekspansion tage form. Tidligere CIA-chef Michael Hayden har sagt, at Kina virker fast besluttet på at vise sin hårde magt i en tid, hvor Kinas militære kapabiliteter ekspanderes.

Der kan allerede nu ses en bevægelse væk fra den artikulerede fredelige opstigningsteori under Hu Jintao fra 2003, da kinesiske militæranalytikere siger, at Kina skal opnå en global status, der svarer til dets egen selvforståelse, og at PLA skal udvikle mere sofistikerede våben og være klar til krig for at forsvare Kinas vitale interesser. Den kinesiske general Zhang Zhaoyin mener, at det er en forældet doktrin og meningsløst ”[to] build a peace-oriented army at a time of peace”. Han mener i stedet, at militæret i fredstid skal forberede sig på fremtidige konflikter.

Kinas premierminister, Wen Jiabao, erkender også offentligt, at Kina ikke længere skal være en ydmyg og tilbageholdende spiller på den globale scene, der kun fokuserer på økonomisk vækst. Han taler om, at Kina skal være en stormagt på den internationale scene.

Højt oppe i den kinesiske forsvars- og sikkerhedspolitiske debat er der en udbredt følelse af, at den vestlige indflydelse og magt er nedadgående, mens Kina fortsætter sin stadige opstigning. Der er også et kinesisk indtryk af, at den vestlige kapitalisme ikke længere dominerer verden, og at Kina derimod har både kapabiliteterne, potentialet og muligheden for at udfordre USA, og gøre en ende på den unipolære systemtilstand. Indenfor det militære område, lyder kravet fra indflydelsesrige generaler, at Kina skal ”quicken the pace of military transformation with Chinese characteristics and get fully prepared for military struggles”, og i den officielle kinesiske hvidbog for forsvaret lyder det yderligere, at ”world multi-polarization are gaining momentum”. I kølvandet på dette vil Kina ”enhanc[e] national strategic capabilities”, men på samme tid fokusere på, hvad der betegnes som et nyt sikkerhedskoncept, der bygger på ”mutual trust, mutual benefit, equality and coordination”, og hvor ”China never [will] seek hegemony or engage in military expansion now or in the future, no matter how developed it becomes”. I militærkredse spekuleres der i stigende grad i, at Hu Jintao vil benytte den kommende tid til at udnytte Barack Obamas udmeldning om at sætte udviklingen af højteknologiske våben på stand-by ved at gøre hullet op til USA mindre rent militært.

Med Hu Jintaos ord skal der nu fokuseres på ”historic missions for the new stage in the new century”.

 Implikationer af Kinas nye magt

Udgivelsen af den amerikanske National Intelligence Strategy har placeret Kina som en alvorlig udfordring for USA: ”its [China’s] increasing natural resource-focused diplomacy and military modernization are among the factors making it a complex global challenge”. Kina har ændret fokus fra den tidligere kamp for eksistensen og til dagens mulighed for militærstrategisk udvikling, der sikrer opstigning i systemet. I forhold til tidligere, kan det med udgangspunkt i den hjemlige kinesiske debat udledes, at ”[t]oday, China not only has a territorial frontier, but also an ‘interest frontier’ that has no national boundaries”. Det åbner oplagt op for en kinesisk evne til at agere mere globalt. Og fordi Kinas samlede nationale magt er øget substantielt og kapabiliteten for at opretholde den nationale sikkerhed også har udvidet sig, så kan Kina også i de kommende årtier allokere mange ressourcer til at udvide og ”improve its traditional ground, air and naval forces while extending its new nuclear, space and cyber technologies”. Som et led i den udvikling, vurderer kilder i Pentagon, at USA nu trues på evnen til at projicere magt i Stillehavet. Det vil alt andet end lige påvirke USA’s nuværende position i området og hæmme den amerikanske handlefrihed.

Det mest afgørende i situationen fremover er dog, at den kinesiske forsvarsminister, Liang Guanglie, nu offentligt har sagt, at Kina er ved at være på højde med USA, hvad angår militære kapabiliteter. Et synspunkt, som aldrig har været fremsat i den interne kinesiske debat tidligere: “It could be said that China has basically all the kinds of equipment possessed by Western countries, much of which reaches or approaches advanced world standards […] This is a very remarkable achievement, which not only reflects the level of modernisation of our army but also tremendous changes in national science and technology strength”. Fundamentet for Kinas militærindustri er nu støbt, og derfor kan udviklingen sættes et gear op, så der nås nye højder og standarder. Det strømmer ind med penge til forskning og udviklingen af ny højteknologi, der vil kunne støtte Kinas militær. Liang Guanglie citeres også for at have sagt, at “[t]his is an extraordinary achievement that speaks to the level of our military’s modernisation and the huge change in our country’s technological strength”. Pointen og formålet med hans udmelding er at signalere, at Kina nu er transparente og åbne omkring deres militære niveau. Diskussionen omkring militærbudgettet bliver ført over på et andet plan, nu hvor Kina erkender, at deres evner matcher USA på mange områder. På sin vis kan man sige, at verden nu omsider har fået Kinas svar på, hvor stærke PLA er i deres egen selvforståelse.

Fra et kinesisk syn er den unipolære verden under opbrud, og Kina vil spille en stor rolle i skabelsen af et nyt system. Efterhånden vil den holdning nok også vinde indpas i Vesten.

Samlet set vil Kina ekspandere sin indflydelse på alle områder, både økonomisk og militært, mens den kinesiske interessesfære samtidig vil nå nye kontinenter. Den kraftige udvidelse af de militære kapabiliteter kan næppe gå hånd i hånd med gensidige gevinster for andre lande på grund af strukturerne i det internationale system. At Kina ikke vil hige efter en hegemonisk magtposition kan være sandt, men ikke desto mindre er Kina involveret i en kraftig militær oprustning, der vil udfordre USA på sigt, og i et realistisk perspektiv på international politik, underminere andre staters sikkerhed. Det er derfor ufatteligt vigtigt, at Kinas opstigning håndteres yderst modent fra både kinesisk og vestlig side.

 Magnus Hjortdal er medarbejder ved Forsvarsakademiet med kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik som speciale.