Nye private banker skal løse spændinger i finanssystemet

nis_grunberg

Af Nis Grunberg

Kinas bank og finanssektor er siden sidste år, og især efter tredje plenarmøde i november, blevet fem banker større. De nye finansinstitutter er af stor betydning for Kina, hvor kapital for små og mellemstore virksomheder (SMV) – især private – ofte er utilgængeligt. Bankerne kendt som ”De 4 store”: Bank of China, China Construction Bank, Agricultural Bank, og Industrial and Commercial Bank of China, fungerer som policy banker, der uddeler lån til statsejede virksomheder og lokalregeringer. Udover disse policy banker eksisterer der omkring 120 mindre kreditinstitutter, nogen af dem private, som for eksempel Minsheng Bank. Disse mere lokale banker fungerer som kommercielle banker, der ved siden af private bankkunder også har rollen som kapitalkilde for små og mellemstore virksomheder.

Problemet er, at denne kommercielle sektor ikke følger med efterspørgslen af mindre lån, og mange banker har tjent godt ved at låne til det offentlige, statsejede virksomheder, eller andre banker. Privatentrepreneurer og private med projekter for små til at fange interessen, det være sig ønsker om at investere i bil eller lejlighed, har derfor ofte været nødt til at låne fra uformelle kilder, eksempelvis familie, personlige netværk eller fra lånehajer til tårnhøje renter. Manglen på de formelle muligheder for privatlån har ført til en oppustet skyggebanksektor, der af Kinas Academy of Social Science bliver vurderet til 24 billioner Kroner.

For at imødekomme behovet for små lån og private investeringsmuligheder, har man sidste år åbnet op for ansøgninger fra private banker, med det resultat, at man i marts i år offentliggjorde en liste på 5 nye privatbanker. Disse er ejet af 10 store private virksomheder, blandt andet Alibaba og Tencent, der allerede sidste år lancerede finansielle serviceprodukter online. Sammen med bl.a Minsheng Bank og andre store virksomheder der skal sørge for likviditet, kundebasis via deres netværk og konkurrence, har disse banker nu udfordret de hidtil dominante statsbanker. Den øgede konkurrencen er ikke faldet i god jord.

De etablerede banker er tilsyneladende blevet overrumplet af den pludselige konkurrence, og især opbakningen omkring de nye produkter og institutter fra centralstyret i Beijing. Det betyder, at selvom reformen i finanssektoren er meget tiltrængt, møder den modstand.

For det første er hastigheden af den nye lancering af både finansprodukterne sidste år, og nu blåstemplingen af 5 nye kreditinstitutter, nok til at irritere de etablerede spillere, der nu ser en hel ny produktlinje blive lanceret af andre. Her har man reageret hurtigt, og allerede kort tid efter de innovative onlineprodukter lanceret af Tencent og Alibaba, har statsejede banker fulgt efter og introduceret lignende produkter. Her kan online konti bruges til at købe varer i butikker online, men indskuddet bliver investeret i f. eks. obligationer, med renter på op til 5,5% når det ”ligger” på kontoen. Med et online marked der ifølge McKinsey vil være på 3,5 billioner Kroner i 2020, er det nemt at se potentialet af disse nemt tilgængelige wealth management produkter.

Et yderligere irritationsmoment er Centralbankens guvernør, Zhou Xiaochuans udmeldelse fra marts, at renter på bankkundernes indskud skal liberaliseres indenfor 2 år. Den hidtil faste rente på omkring 2,5-3% betyder, at kunderne faktisk taber penge når inflationen regnes fra, og sammen med den høje sparekvote på omkring 40% har bankerne brugt privatkundernes indskud som finansiel basis for billige lån til statsejede virksomheder. Denne tilførsel af billigt kapital vil forsvinde når renterne liberaliseres, og kunder vil i stigende grad reagere på bedre tilbud på renter i andre banker, ikke mindst hos de nye private.

Et tredje punkt er de nye reguleringer der følger med nye produkter, som også etablerede statsbanker skal forholde sig til, og her har de erklæret kamp. Som etablerede spillere med erfaring og indflydelse i politiske kredse prøver man at sløve processen, og sætte et loft på eksempelvis antallet af tilladte transaktioner og kunder, renteloft, og andre restriktioner der kan opbremse den nye konkurrence. Netop stabilitetsargumentet bliver her brugt til at lave lobbyarbejde imod en hurtig åbning af privat kommerciel aktivitet i banksektoren.

Spørgsmålet er, hvor vidt de kan modspille de meget tiltrængte reformer, der er godkendt af topstyrelsen. Man er i forvejen meget forsigtig med at lancere nye finansielle organisationer i et system, der prioriterer stabilitet meget højt. Derfor varsler åbningen af finanssektoren, anerkendelsen af den enorme størrelse af den uformelle finanssektor (med dens i øvrigt helt ukontrollerbare natur), at man ser nødvendigheden af banker der fokuserer på lån til SMV og privatkunder.

Ved at øge mulighederne for højere investeringsafkast håbes det desuden, at man på længere sigt kan tage presset på boligmarkedet, der i dag er den eneste reelle investeringsmulighed for Kinas middelklasse. Ved at tage hul på skyggebanksektoren, øge kapitaltilførslen til SMV og privatkunder, og i den lange ende introducere nye investeringsalternativer, er reformerne i finanssektoren et kerneelement i reformplanen for de næste 10 år.

Om Nis Grunberg: MA i Kinastudier, PhD på Asia Research Centre, CBS. Hovedinteresser er Kina’s politiske system og udvikling, landets politiske økonomi, samt ideerne og interesserne der driver landet frem.