OM AT LÆRE SKRIFTTEGN OG ORDFORRÅD

Boganmeldelse

Kan man bygge bro over kulturkløften mellem Kina og Vesten ved at afmystificere det kinesiske skriftsprog?

Af Charlotte Kehlet
Sinolog

Chineasy med undertitlen Lær at læse kinesisk på en ny måde af den taiwanesisk fødte forfatter Shao Lan har som mål at tilbyde en metode, der vil lette indlæringen af kinesisk for børn i Vesten. Shao Lan bor i England, og bogen formidler den metode, hun har undervist sine egne børn efter.

chineasy forside

Chineasy med undertitlen Lær at læse kinesisk på en ny måde af den taiwanesisk fødte forfatter Shao Lan

Skrifttegnene i bogen forklares alle som enten billeder af objekter eller som sammensat af to eller flere komponenter, der sammen illustrerer en betydning. Den pædagogiske tanke bag er, at hvis tegnene ikke blot er abstrakte symboler, men i stedet er billeder eller små historier i sig selv, bliver de lettere at huske.        Skrifttegnet for ild forklares som et billede af flammer 火 og skrifttegnet for stor som en grafisk gengivelse af en mand med armene udstrakt 大. I tegnet for et lam 羔 indgår øverst et billede af et får 羊, nederst et billede af ild 灬, tegnet viser et får i den alder, hvor det er bedst egnet til at stege over ild, altså et lam.

Så langt er der nogenlunde enighed om forklaringerne, men andre af tegnene tildeles betydninger, der bygger på fri fantasi. Tegnet for idiot dāi 呆 består af komponenterne mund 口 og træ 木. Tegnet forklares med, at der intet ”mere idiotisk [er] end tanken om et talende træ”. Tegnet 呆 betød imidlertid oprindeligt beskytte. Da beskytte begyndte at blive skrevet med komponenten menneske som 保, kunne tegnet 呆 benyttes i en anden betydning. Det blev brugt til at skrive det dengang nogenlunde enslydende ord for idiot.

Kinesiske skrifttegn er traditionelt blevet opdelt i seks kategorier,  hvoraf de mest produktive er xiàngxíngzì  象形字, piktogrammer, huìyìzì  会意字, ideogrammer, samt xíngshēngzì  形声字 , med en betydningsbærende del (radikal) og en lydbærende del (fonetikum). Piktogrammer udgør ca. 4 pct. af alle skrifttegn, ideogrammer ca. 13 pct. og radikal-fonetikum tegnene ca. 82 pct. Den største svaghed ved Chineasy er, at den udelukkende forklarer tegnene som piktogrammer eller ideogrammer. Det faktum, at rigtigt mange tegn indeholder en komponent, der indikerer udtalen (fonetikum), nævnes ikke. Fx forklares komponenterne i tegnet jià 架 (opføre, bygge eller skelettet af et skur) som bestående af 加, der betyder tilføje, og 木, der betyder træ. Komponenten 加 repræsenterer imidlertid udtalen jiā, og i 木træ er tegnets betydningsbærende del (radikal).

En anden mangel ved bogen er, at den ikke skelner mellem ord og morfemer (på kinesisk er et morfem en stavelse med en betydning). Jià vil ikke som ord blive forstået som skelettet af et skur. Det er en stavelse, der, når den indgår i fx gloserne shūjià bogreol eller kuàngjià ramme, bliver til et morfem med betydningen en ramme, en hylde mv.

Det kan diskuteres, om skrifttegnene overhovedet skal forklares som piktogrammer. Tegnet 日 er ifølge bogen – og den traditionelle kinesiske opfattelse – et billede af en sol. Men ret beset er det en firkant med en streg igennem. Tegnet læses som rì, men stavelsen betyder i sig selv ingenting på moderne kinesisk. Rì bliver til et morfem med betydningen sol i sammensætningerne rìchū, solopgang, og rìguāng sollys m.fl. Det talte sprog kom før sine grafiske repræsentationer, og rì kommer ikke til at betyde sol, blot fordi 日 er et (ikke vellignende) billede af en sol.

Også på et mere overordnet plan sker der en uheldig sammenblanding af skrift, sprog og kultur. Skrifttegnene gøres i bogen til en indgang til forståelsen af kinesisk kultur. Tegnet 奻 består af to gange 女, der forstås som en tegning af en kvinde. Tegnet læses nuán og betyder skændes. Forklaringen lyder, at den gængse kinesiske opfattelse før i tiden var, at to kvinder ikke kunne være sammen uden at skændes. Problemet er, at vi ikke aner, om det faktisk var en udbredt opfattelse, eller om der overhovedet var nogen, der opfattede det sådan i en udefineret kinesisk fortid. Forklaringen er ren konstruktion, der siger mere om den tid og kultur, den er frembragt i, end om det gamle Kina. Der er i øvrigt ingen i Kina i dag, der refererer til skænderier som nuán. Hverken glosen eller morfemet findes på moderne kinesisk.

I forordet til bogen skriver forfatteren, at ”det ultimative mål med Chineasy er at være med til at bygge bro over kulturkløften ved at afmystificere det kinesiske sprog, som virker som en barriere for mange”. Bogen gør skrifttegnene til sprog. Det i sig selv er cementering af en myte. Skrifttegnene ses som den bro, man skal forcere for at komme over kulturkløften, der adskiller Vesten og Kina. Men man når ikke frem til at kunne forstå en kinesisk tekst uden at kunne forstå de ord, den er bygget af. Indlæring af et par tusind skrifttegn er en spektakulær hurdle, men det egentlige arbejde er at lære moderne kinesisk ordforråd. Her er bogen nærmest kontraproduktiv.

Ønsker vi at kommunikere med kineserne, må vi lære sproget. Det rummer et rigt og levende ordforråd med masser af betydning og gode historier, og når man har lært det, skrumper kulturkløften ind for til sidst helt at forsvinde. Skrifttegnene? Med eller uden gode historier og myter, så er det bare at gå i gang med at terpe! Og så er det jo godt, at det er tilstrækkeligt at kunne godt og vel de 2000 hyppigst forekommende.