Stærke ord i Beijing

Af Clemens Stubbe Østergaard

Det var stærke ord Kinas 58-årige premierminister Li Keqiang brugte i sin første ”tale til nationen”, den politiske rapport om det forgangne år og målene for 2014.

For reformerne går det nu ”stejlt opad”, og dermed mener han nok, at der er stærke modstandere i bureaukrati, statsejede virksomheder og storby-ledelser. Kina er nu ”på dybt vand”, dvs. den gamle teknik med at mærke efter trædestenene på vejen over floden duer ikke.

Arbejdet med at forenkle regeringsapparatet, og få det ud af erhvervslivet, er ” en revolution som regeringen retter mod sig selv”. Det skal være slut med de mange korruptionsfristende administrative godkendelser, nu er det tilladt hvis det ikke er forbudt, tidligere var det lige omvendt. Og frynsegoderne skæres ned med en tredjedel.

Krig mod forurening

Om forureningen hed det, at smoggens dyne over de store byer er ”naturens røde advarselslampe om ineffektiv og blind udvikling”. Derfor skal der ”erklæres krig mod forurening”, og den skal bekæmpes lige så beslutsomt som Kina med held bekæmpede fattigdommen og fik 500 mio. ud af den.

’Millioner’ kom på bordet igen, da Li gik i gang med migranternes usle forhold i byerne: her er tre opgaver, hver med 100 mio. mennesker involveret. Stavnsbåndet, kendt som hukou-registreringen, skal løftes så 100 mio. der allerede er i byerne bliver borgere, skod-boliger for andre 100 mio. migranter skal renoveres, og 100 mio. flere landboere skal ind i byer i central og vest-Kina.

LiKeqiang--621x414

I sit vue ud over borgernes utilfredshedspunkter fik Li Keqiang, som i øvrigt er Ph.d. i økonomi, også spiddet boligsituationen – der skal igangsættes 7 mio. enheder socialt boligbyggeri i år -, den manglende fødevare-og medicinalsikkerhed, mangler i sundhedssystem og ældrepleje, den uholdbare ekspropriering af bønders jord omkring de større byer, etc. Men indkomsterne skal fortsat øges så ”forbrug [mere end investering] bliver vores motor”. En god indikator er, at servicesektoren nu for første gang er vigtigere for BNP end anden industri.

Ordene var stærke, men mange af måltallene adskiller sig ikke meget fra de foregående par år. Den forudsete vækst i BNP på 7,5 pct. giver ikke stort manøvrerum for de mange opgaver der kapper om opmærksomhed: de store reformers gennemførelse, bekæmpelsen af forureningen, styringen eller ’landingen’ af de lokale myndigheders tvivlsomme gældsbyrder, alt i den temmelig høje fart som 7,5 pct. kræver. Men der er kun et snævert bånd at ligge i: for hastig vækst skifter fokus fra de vigtige reformer, og for langsom vækst kan også afspore reform-dagsordenen, hvis beskæftigelse og realindkomst blinker rødt.

Er det så tomme ord og politiker-snak? Nej, i talens 34 sider er der masser af konkret gods, i et omfattende arbejdsprogram for året. Samtidig er i år jo kun en delmængde af større programmer: dels den seneste og meget konkrete femårsplan. Den binder ganske vist ikke mere, men angiver statens intentioner og prioriteringer. Og dels det omfattende program af reformer som blev fremlagt i 60 punkter på partimødet i november.

Her ligger nok at tage fat på, Li kalder det ”smertefulde strukturreformer”, og de vil allermest smerte de mange velerhvervede interesser som har profiteret af delvis reform: de store statsejede virksomheder som har beholdt eget monopolistisk overskud, i stedet for at afgive det til socialpolitiske formål, bureaukrater som har lukreret på de mange tilladelser virksomheder har været afhængige af (her er kilden til megen korruption), og byledelser som har levet højt på at sælge bøndernes jord dyrt, efter at have købt den billigt. Nu får de oven i købet forpligtelser overfor disse migranter, som de hidtil har ladet sejle i deres egen sø.

Kamp mod korruption

Hvis reformerne skal gennemføres imod denne modstand, så bliver det vigtigere end nogensinde at nedkæmpe korruptionen. Den er godt nok værre i Rusland og Indien, men Kina skal mere end nogensinde bruge stærkt kvalificerede, pragmatiske og objektive embedsmænd overalt i systemet. Derfor er det opmuntrende, at Li og hans nærmeste ’makker’ partichefen ikke kun er gået løs på korruptionen på lavt og mellem-niveau, men synes at gå helt til tops: nu er det guvernører og borgmestre som ryger af pinden, og måske i den kommende tid selveste Zhou Yongkang, i ti år en af Kinas ni mægtigste mænd, med oliesektoren i ryggen, og ansvaret for hele sikkerhedsområdet. Det vil være et afgørende signal.

”Vi er stadig et udviklingsland” sagde Li i talen, og det bliver man nok ved med at være hvis korruptionen fortsætter utæmmet.

Clemens Stubbe Østergaard er lektor emeritus, Århus Universitet, og forfatter til adskillige publikationer om udviklingen i Kina. 

Udgivet i uge 11, 2014 

Kinabladet.dk har et fast panel af klummeskribenter, der løbende kommenterer på et aktuelt emne i Kina. Alle klummeindlæg er udelukkende udtryk for skribenternes egne holdninger.