Taiwans identitet: Mere end Republikken Kina

Udviklingen i Taiwan går i retning af en flerstrenget identitet

Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner

Taiwan er langt mere end Republikken Kina. Taiwan er nemlig blevet formet  af en række forskellige lande, kulturer og politiske ideer. Taiwan er en lang historie om emigranter og en oprindelig befolkning, der har oplev-et flere mislykkede forsøg på at kolonisere øen af Holland, Spanien, Qing-dynastiet og Japan. Efter Anden Verdenskrig har Taiwan været stærkt påvirket af Vesten og især USA. Derfor risikerer et snævert fokus på Republikken Kina at overskygge og fordreje forsøg på at give et særskilt portræt af Taiwans identitet, og hvordan taiwanerne ser deres daglige liv og erindringer.

P1050452

Hvad former Taiwans identitet?

Taiwans identitet beskriver den taiwanske livsstil og afslører karakteren af taiwanerne. Kultur, sprog og etni-citet bidrager til sammensætningen af en identitet, men en identitet kan omfavne flere forskellige kulturer, sprog og etniske grupper. Identitet er langt mere kompleks og tager hensyn til påvirkningen fra det bredere sam-fund. Taiwan og Singapore har fælles sprog, kultur og etnicitet, men at Taiwan og Singapore dermed deler samme identitet vil være en alvorlig igno-rering af den enorme indflydelse fra det bredere samfund på deres identiteter.

På det personlige plan formes identiteten af familie, venner, sociale klasse og religion. Den er yderligere defineret ved Taiwans frie presse, demokrati og uddannelse. Hertil kommer den sociale identitet, der involverer relationer, roller i organisationer, politiske fællesskaber og samfund og dermed, hvor taiwanerne møder andre mennesker. De personlige og sociale identiteter blandes uundgåeligt med Taiwans nationale identitet, som giver folk medlemskab af et politisk fællesskab. Den nationale identitet giver taiwanerne et hjem med pas og statsborgerskab, militært forsvar, nationalt sundhedsvæsen, undervisning, høj levestandard, generelle velfærd, nationale offentlige institutioner, fri presse og demokrati.

Fordi Taiwan og Kina har været politisk og økonomisk adskilt siden 1895, har de personlige, sociale og nationale identiteter udviklede sig væsentligt forskelligt. Konkret har Taiwans korte forbindelse med Kinas politiske samfund for eksempel ikke tilladt en kinesisk provinsmentalitet at udvikle sig i Taiwan. Taiwan var kun en provins i ti år – fra 1885 til 1895 –, og tidligere dominerede en selvstændig emigrantkultur, der blev styrket af kinesernes manglende interesse for øen – de overlod meget af styringen til godsejerne. Kina afviste i 1800-tallet at have jurisdiktion og gjorde først Taiwan til en provins, efter at vestlige magter som fx Frankrig ønskede at overtage øen. Japansk kultur har efterfølgende påvirket Taiwan under 50 års kolonisering.

Historisk indflydelse

Fælles historiske kampe er en del af den nationale identitet. Taiwan er historien om frie emigranter, der søgertil Taiwan for at skabe et nyt hjem, møder det oprindelige folk og efterfølgende kæmper i mange opstande, før Taiwan blev en japansk koloni fra 1895 til 1945. Efter Anden Verdenskrig kom de flygtende kinesere til Taiwan med en kinesisk kultur og påtvang taiwanerne Republikken Kina. Taiwanerne var imod begge regimer, men med en generel positiv erindring om den japanske kolonisering. Kampen mod det kinesiske Nationalist-partis (KMT) regime afspejles tydeligt i 2-28-hændelsen, den såkaldte ’hvide terror’, og oppositionens politiske kampe.

Republikken Kina og KMT forsøgte i årtier at legitimere sig selv ved at fremme kinesisk kultur og undertrykke den taiwanske igennem sit autoritære styre. På hjemmefronten har det bidraget til en øget splittelse og vrede blandt taiwanerne. I dagligdagen følte mange taiwanere sig adskilt fra fastlandskineserne i erhvervslivet, politisk og selv ægteskaber på tværs var sjældne indtil 1960erne.

Det politiske miljø blev ændret fundamentalt med introduktionen af demokrati i starten af 1990erne. Taiwanerne fik endelig lov til frit at diskutere deres nationale identitet. Som en reaktion på den voksende taiwanske identitet, udtalte Taiwans første direkte valgte KMT-præsident, Lee Ting-Hui, at „vi må opmuntre til en forestilling om en ny taiwaner“. Dette var det første skridt i en ny retning mod officielt at skabe en national identitet, der omfatter alle taiwanere uanset deres etniske baggrund.

P1050436

Chen Shui-bian

Valget af præsident Chen Shui-bian fra det uafhængigheds-orienterede politiske parti DPP i 2000 sikrede en stigende selvbevidst tilgang mod Taiwans nationale identitet. Præsident Chen Shui-bian startede i sin første åbningstale med at referere til sig selv som udelukkende huaren i modsætning til Lee Ting-hui, der sagde, at han var taiwaner såvel som kineser. Huaren er et formildende udtryk, der omfatter alle mennesker i Taiwan, der har kinesiske etnicitet, og dermed alle taiwanere.

Chens politik var tydeligvis i harmoni med de inderste ønsker hos det store flertal af taiwanerne. Den taiwanske identitet er nemlig steget støt i løbet af de sidste 16 år. I december 2010 betragtede 52,6 pct. sig som taiwanere, en tendens, der har været stigende siden 1992, hvor kun 17,3 pct. svarede, at de er taiwanere.

Identifikation med en kinesisk identitet er faldet ned til 3,9 pct. i december 2010, et fald fra 25,5 pct. i 1992. En relativ stabil gruppe på 40 pct. erklærer,  at de har en dobbelt identitet bestående af både taiwansk og kinesisk identitet. Denne dobbelte identitet er ikke så overraskende, som den lyder, da det ikke er usædvanligt at tage flere identiteter, som man ikke kan undgå at blive identificeret med i samfundet.

Når det gælder princippet om ’ét land, to systemer’ – Folkerepublikkens forslag til en løsning på Taiwan-spørgsmålet – afviser mere end 81,7 pct. denne løsning.

At 86,7 pct. af taiwanerne foretrækker at holde status quo, er en ofte citeret statistik, der bruges til at argumentere for, at taiwanere ikke foretrækker ændringer i forholdet til Kina. Men den samme undersøgelse viser, at kun 23 pct. foretrækker status quo for evigt. 54 pct. støtter status quo nu, men ønsker en anden løsning senere eller uafhængighed senere. Kun 10 pct. ønsker status quo nu og forening senere. Som konklusion er støtte til taiwansk identitet ikke det samme som øjeblikkelig støtte til uafhængighed. Men hvis vi ignorerer truslen fra Kina, og tillader et frit valg, vil 72 pct. af befolkningen støtte uafhæng-ighed.

KMT tilbage i 2008

Valget af KMT-præsident Ma i 2008 startede en national identitet med vægt på kinesisk identitet i skarp kontrast til de to foregående to præsidenter. Ændringen i identitetspolitikken viste sig kort efter præsidentvalget i 2008 og opstod efter en meget pro-taiwansk kampagne. I præsident Ma’s tiltrædelsestale benyttede han det etniske ladet udtryk zhonghwa minzu (etnisk kinesisk) i stedet det mere formildende begreb huaren om taiwanerne.  Senere fortsatte præsident Ma med at understrege, at han er præsident for Kina og Taiwan ved at henvise til Republikken Kina og reducerede dermed Taiwan til en region i Kina.

Desuden omgjorde han mange af præsident Chens konkrete resultater ved at ændre navnet på postvæsenet til China Post og ved at omdøbe Taiwans nationale demokratiske mindesmærke tilbage til Chiang Kai-shek mindesmærket.

På uddannelsesområdet fremhævede de forrige to præsidenter Taiwans historie i de offentlige skoler. I modsætning hertil har KMT foreslået et øget fokus på Kina ved at fordoble undervisningstiden i kinesisk historie.

Den nationale politik er også blevet mere kinesisk. KMT-regeringen har stoppet de årlige ansøgninger til FN om fuldt medlemskab og har reduceret ambitionerne til ansøgninger om at blive medlem af FN’s underorganisationer, der ikke kræver status som stat. Denne politik har resulteret i en observatørstatus i Verdenssundhedsorganisationen WHOs særlige forsamling World Health Assembly, som er afhængig af et kinesisk veto hvert år. Dette observatørstatus har ikke givet Taiwan mere indflydelse men faktisk reduceret antallet af udvalg, hvor Taiwan deltager, og WHO har registreret Taiwan som en provins i Kina.

Fælles identitet                                                            

Uanset præsident Mas politik er støtten til Taiwans identitet stigende. Den nuværende udvikling viser, at Taiwan går i retning af en fælles Taiwan identitet, som har Taiwan som sit hjem med en flerstrenget identitet.

Den fælles identitet indeholder identiteten fra de taiwanere, der har boet i Taiwan i generationer. Denne gruppe ser Taiwan gennem flere hundrede års historie og minderne fra undertrykkelsen siden 1949. Den anden gruppe er den kinesiske, der kom omkring 1949 og dets efterfølgere.

Efter demokratiets indførelse har denne gruppe i stigende grad afkoblet kinesisk nationalisme og den kinesiske identitet og dermed undergået en betydelig ændring. Denne gruppe ser et fremtidigt Taiwan gennem en dobbelt identitet med både taiwansk og kinesisk identitet.

Selv om gruppen fortsat har en stærk tilknytning til kinesisk kultur og henviser til denne kulturarv som en stærk del af deres identitet, ser de i stigende grad Taiwan som deres  hjem. På trods af deres forskelle deler de to grupper det synspunkt, at fremtiden skal afgøres af taiwanerne, og begge betragter Taiwan med dets nuværende geografiske grænser som deres hjemland og ikke Republikken Kinas større areal (dvs. det historiske republikanske Kina fra 1912-49).

Taiwanerne bevæger sig således mod en fælles taiwansk identitet. I december 2010 havde 92,5 pct. af taiwanerne potentiale til at dele denne fælles taiwanske identitet. Politiske udmeldinger og tiltag hos den nuværende taiwanske regering og andre, som ikke respekterer og inkorporerer disse tendenser, løber en stor risiko for at støde ind i betydelige problemer og bidrager til en usikker fremtid.

Michael Danielsen er leder af Taiwan Corner