WomenPowerFactory: min skofabrik i Kina

Jeg hedder Ulla Hentze, jeg er 56 år. Jeg bor på Frederiksberg, er uddannet Beklædningsformgiver fra Danmarks Designskole dengang den hed Skolen for Brugskunst. Jeg har en skofabrik i Kina som jeg har kaldt WomenPowerFactory og jeg sælger sko både i Kina og Danmark. Jeg har selv bygget det hele op sammen med mine medarbejdere på fabrikken.

Min Kinahistorie begyndte med at jeg gerne ville producere noget i Kina som var kinesisk og ikke bare fordi det var billigt. Jeg har produceret forskellig ting i Kina igennem nogle år og i 2005 besluttede jeg at jeg ville producere Kinasko.

Jeg købte nogle kinasko i kinabutikken i København, skar sålerne af skoene og lavede nogle nye sko ”stribede og prikkede osv.” og ringede til Netto og sagde jeg havde lavet noget jeg vidste de ville købe, hvis de så det. Jeg kunne lige komme forbi 10 minutter i frokostpausen når de havde tid. Det havde de så om tirsdagen. Da de så skoene sagde de, at hvis jeg kunne lave dem rigtigt (mine var limet sammen med limpistol) så ville de købe dem. Jeg vidste at de ville købe mange hvis de sagde ja.

Jeg tog så til Kina igen og jeg havde fundet en fabrik som producerede den slags sko. Fabrikken slog sig på lårene af grin da de så mine sko og jeg tror de derefter ville vise mig, hvordan man i virkeligheden lavede sko, så jeg fik de fineste sko med hjem og Netto købte 8500 par og min forretning var i gang. Jeg leverede til tiden og med stregkoder på den rigtige side af kasserne osv. Nu vidste jeg at jeg kunne det.

Derefter måtte jeg beslutte om jeg ville fortsætte med supermarkederne eller jeg ville noget andet. Jeg fandt hurtigt ud af, at supermarkederne har mange stærke leverandører, så det var ikke det jeg skulle.

Jeg besluttede så at jeg ville på modemessen og jeg begyndte at bombardere Øksnehallen med telefonopkald. De ville ikke have mig med på messen, ”jeg var ikke et navn.” Det lykkedes mig så at få skoene på forsiden af Berlingske tidende og den dag ringede jeg igen til Øksnehallen og de gav mig en stand.

Foredragsholder Ulla Hentze

Foredragsholder Ulla Hentze

Nu var jeg så i gang i modebranchen igen og med salg til butikker osv.

Ved et tilfælde fik jeg en distributør i Japan også.

Mine ordrer var nu ikke længere 8500 fra én kunde med 120 par og 48 par 240 par osv. Samlet blev ordren mindre en første gang og fabrikken i Kina var utilfreds.

Hver gang jeg skulle producerer eller have lavet salgsprøver, måtte jeg sidde på fabrikken og tromme og hjælpe i produktionen for at få det igennem. Det haltede også med kvaliteten fordi de ikke tog mig alvorligt. Skruen uden ende.

I 2007 da 2 af mine børn var flyttet hjemmefra, den ene var på efterskole og jeg kun have én tilbage som dengang var 10 år, besluttede jeg at vi flyttede til Kina i et år. Jeg var også blevet skilt så det var godt at vende alting på hovedet. Jeg ville finde ud af hvordan man klarede sig i Kina.

Jeg fik en kassekredit på ½ mill, visa til et år og lov til at sende min datter i kinesisk skole og så pakkede vi kufferten og tog af sted.

Vi ankom til Fuzhou som ikke er en særlig kendt by, ikke langt fra hvor jeg producerede sko.

Fabrikken hjalp mig med at finde en lejlighed og naboen hjalp med at finde en pige som studerede engelsk på universitetet, for det gik ikke så let med sproget.

Lulu kom i den lokale skole i nærheden af hvor vi boede, for der var ikke internationale skoler.

Mens vi boede i Kina, arbejdede jeg på forskellige fabrikker, både med at få produceret mine egne sko og jeg hjalp også nogle forskellige danske mindre firmaer med at få deres produktioner igennem i Kina. Jeg arbejdede derfor på forskellige fabrikker og så hvordan det foregik mange steder.

Jeg så også hvem der var dygtige og at det især var i sample room’et hvor man laver prøvemodeller og gør skoene klar til produktion at de rigtige håndværkere sad.

Det var tit dårlige forhold på fabrikkerne og jeg undrede mig over at ledelsen ikke kunne se, at hvis de gjorde lidt mere ud af arbejderne ville de få loyale folk som ville gøre sig umage med arbejdet.

En dag hvor jeg igen havde brokket mig til ledelsen på en af fabrikkerne, over at der ikke var rent på toiletterne. Når man kun kan vaske hænder med koldt vand og ståluld og det er koldt på fabrikken om vinteren, så bliver det ikke til så meget med den håndvask og de hvide sko i produktionen bliver ligesom ikke rigtig hvide.

Men ledelsen mente ikke det var nødvendigt med sæbe, da det ikke var noget arbejderne var vandt til.

Da jeg kom tilbage til sample room’et sagde jeg i hidsighed: Man skulle simpelthen lave en WomenPowerFactory! Det sjove var, at kvinderne i lokalet grinede højt og de rettede ryggen og det fik mig til at tænke, måske var det det jeg skulle.

Fabrikkens medarbejdere

Jeg spurgte de forskellige som jeg havde spottet og som jeg skulle bruge hvis jeg tog skridtet, om de ville være ansat hos mig hvis jeg åbnede min egen fabrik. -Det ville de gerne.

Jeg samlede en flok og vi aftalte at åbne efter Kinesisk nytår hvor der er tradition for at skifte arbejdsplads. Fabrikken kører nu på syvende år og kvinderne bestemmer stadig og sådan bliver det ved at være. Fabrikken hedder WomenPowerFactory og det gør den fordi jeg hurtigt så, at hvis man giver magten til nogen som ikke er vant til at have den og som gerne vil bestemme selv, så gør de sig rigtig umage for at beholde den. At det er kvinder der er bedst til det hos os, er at de ikke har den samme trang som mange kinesiske mænd, til at føre sig frem med høj cigarføring, men er mere interesserede i at have en ordentlig arbejdsplads med gode forhold hvor de selv kan være med til at bestemme vilkårene.

I begyndelsen øvede vi os på at lave sko. Ikke at de ikke vidste hvordan de skulle laves og at jeg ikke vidste hvordan jeg synes de skulle se ud, men det at samarbejde. Det var rigtig svært. De skulle finde ud af at læse mine tegninger. Vi skulle være enige om hvad kvalitet egentlig var for noget. I begyndelsen var det sådan at de syntes det vigtigste var om skoene så pæne ud og at det var mindre vigtigt om de var til at holde ud at have på. Men jeg ville jo gerne have faste kunder i butikken, så det var vigtige at de var både pæne og gode at gå i.

Der var mange ting som for mig var helt naturligt, men som de slet ikke bemærkede. F.eks, går det jo ikke at sålerne lugter så man får hovedpine eller bliver slidt op på én dag.

Vi skulle også finde ud af hvordan vi arbejdede uden at spilde tiden. F.eks. var det nødvendigt at lære at klage. Nærmere sagt hvad det skulle bruges til. I Kina er der nemlig aldrig nogen der klager over noget som helst, så derfor er det rigtig svært at finde ud af om der er noget der ikke virker eller virker dårligt.

Vi havde et rigtig godt eksempel engang. Der var pludselig nogen som var blevet sure på hinanden. Jeg bad så om at få en forklaring hvad det handlede om. Det viste sig, at en syntes at en anden var for langsom og sinkede produktionen. Den der sinkede produktionen forklarede så, at det var fordi der var for meget sømrum på overlæderet, så hun skulle klippe noget af det af først, for at komme videre med sålerne. Da vi fik det opklaret, så sagde den der lavede snitmønstret, at sømrummet bare kunne være mindre der fra starten, så ikke der skulle klippes noget af og så var problemet løst, alle var glade og alle syntes at jeg var mægtig klog. Den slags små historier fik dem til at forstå hvor vigtigt der er at klage, når noget ikke er godt. Det tog faktisk flere år, før det blev en naturlig del.

En anden sjov historie var faktisk her for nylig. De var begyndt at spørge mig om alt mellem himmel og jord. Også ting som jeg syntes de selv burde regne ud. Kunne jeg godkende det og det og hvad syntes jeg om dit og dat. Jeg fik mere og mere travlt hver dag med at besvare lange mails og straks jeg havde svaret, så kom der en ny.

På et tidspunkt skulle jeg på ferie en uge og jeg vidste at internet forbindelsen ville være noget svingende. Jeg havde ikke lyst til at sige at jeg holdt mere eller mindre fri, når nu alle andre arbejdede. (de holder deres lange ferie om vinteren) Jeg sagde så, at jeg ikke ville være ret meget på kontoret den uge og om ikke de bare kunne prøve at løse problemerne selv. Jeg skulle selvfølgelig nok tjekke mail, når det var muligt, men ikke hele tiden og måske ikke hver dag.

Den uge fik jeg ikke et eneste spørgsmål, men kun mails om forskellige problemer og hvordan de havde løst dem. Efter det, så kommer der nu ikke alle de spørgsmål mere, men næsten kun løsningsforslag til problemer og om jeg er enig i det? Det er helt fantastisk. Det fortæller jeg jo også hele tiden at jeg synes og de har virkelig fået blod på tanden. De siger at det bedste ved at arbejde på vores fabrik er, at hver dag er forskellig og at de aldrig skal lave det samme hele tiden. Vi er ikke en almindelig fabrik siger de. Vi er en ”virksomhed” og de kalder os for ”The WomenPower Family”.

Udgivet den 19. september 2016.